Der var lutter smil og glade dage, da økonomiaftalen for 2025 blev indgået. Men finansminister Nicolai Wammen (S) og indenrigsminister Sophie Løhde (V) kan stå med et uventet problem, fordi valget mellem selvbudgettering og statsgaranti reelt er brudt sammen.

Der var lutter smil og glade dage, da økonomiaftalen for 2025 blev indgået. Men finansminister Nicolai Wammen (S) og indenrigsminister Sophie Løhde (V) kan stå med et uventet problem, fordi valget mellem selvbudgettering og statsgaranti reelt er brudt sammen. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

65-75 kommuner vil selvbudgettere i 2025 - flere forventes

Mellem 65 til 75 kommuner vil selvbudgettere i 2025, men flere borgmestre forventer, at stort set alle vil fravælge statsgarantien til næste års budget.

Udgivet: 27/09/2024

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Langt de fleste kommuner vil vælge selvbudgettering i budgettet for 2025. I øjeblikket ligger antallet af kommuner på mellem 65 og 75 kommuner, hvilket ifølge NB-Økonomis oplysninger kom frem til et borgmestermøde hos Kommunernes Landsforening (KL) torsdag.

Tallet svinger ifølge flere kilder mellem 65 og 75, hvor den lave ende er kommuner, der allerede har meldt ind til KL, at de vil selvbudgettere, men en rundringning fra KL til andre kommuner indikerer, at tallet ender noget højere.

En del tyder på, at tallet endda kan blive endnu højere. Enkelte kilder siger, at de regner med, at alle kommuner vil selvbudgettere i 2025. Flere forklarer, at de sådan set helst vil vælge statsgarantien, men når så mange kommuner har meldt ind, at de vil selvbudgettere, så handler det i stedet om at minimere tabet.

16 kommuner kom nemlig i klemme sidste år, da budgetterne skulle lægges, fordi de valgte statsgarantien, som på papiret var det mest fornuftige for de kommuner. Men fordi systemet er sådan indrettet, at det er alle kommuner, der skal betale for den selvbudgetteringsgevinst, som andre kommuner har, så får de nu en regning på over 800 mio. kr., fordi de ikke har nogen gevinst at modregne tabet på.

Fik du læst?

16 borgmestre sender brev til minister: Vil vælge om til selvbudgettering

Eksplosion i selvbudgettering skærper problemer med udligningssystem

Hvis 65-75 kommuner vælger at selvbudgettere i 2025, vil det reelt tvinge mange andre kommuner til at følge med og droppe statsgarantien og vælge selvbudgettering. Forklaringen er, at alle kommuner får reduceret deres bloktilskud med den gevinst, som nogle kommuner får på selvbudgettering.

Hvis en kommune fastholder statsgarantien, så er er de helt sikre på at tabe på balancetilskuddet, hvis blot en kommune vinder på selvbudgetteringen, men de vil ikke have nogen gevinst fra selvbudgettering til at modregne tabet på balancetilskuddet.

Det betyder, at når først en række store kommuner har valgt at selvbudgettere, så vil det skubbe de næste kommuner over i selvbudgettering, og sådan fortsætter det, indtil alle eller næsten alle kommuner har selvbudgetteret.

Med de aktuelle prognoser for 2025 står 24 kommuner til at vinde 0,5 milliard kroner, men derudover kan kommuner med lokalt stor befolkningsvækst også se frem til en gevinst. Det peger i retning af, at måske halvdelen af kommunerne i 2025 vil vinde et milliardbeløb på selvbudgettering, mens især yder- og landkommuner med befolkningstilbagegang og svag vækst i beskatningsgrundlaget står til at tabe.

Dermed bidrager den eksplosive vækst i selvbudgettering til at skabe endnu større usikkerhed i særligt de fattigste kommuners finansieringsgrundlag.

Sommerens ekstraordinære finansieringstilskud på 1,8 milliard kroner skulle ifølge regeringen netop være med til at sikre, at også den fattigste halvdel af landets kommuner fik mulighed for at bruge den historisk store vækst i servicerammen for 2025, som KL og regeringen blev enige om i slutningen af maj.

Selvbudgettering er ikke en del af udligningssystemet, men derimod tilskudssystemet. Da regeringen i forbindelse med sundhedsreformen oplyste, at den ville igangsætte analyser med henblik på en reform af det kommunale udligningssystem, var der en påfaldende forskel mellem teksten og overskriften i udspillet.

I overskriften hedder det "Finansieringsudvalgsarbejde vedr. den kommunale finansiering og udligning", hvilket peger på, at regeringen vil se på både tilskudssystemet og udligningssystemet, og det peger på, at eksempelvis skævheder på grund af selvbudgettering kan komme til at indgå.

Modsat står der i brødteksten alene noget om udligningssystemet, hvilket peger på, at hele systemet med balancetilskuddet og selvbudgettering ikke indgår.

I den forbindelse vil regeringen komme under stort pres fra de 16 kommuner, som står til at tabe 780 millioner kroner på selvbudgettering, når efterreguleringen fra 2024 bliver udløst i 2027.

Men de seneste tal for omfanget af selvbudgettering i 2025 kan det ikke udelukkes, at regeringen føler sig tvunget til at få håndteret de store gevinster og tab på selvbudgettering allerede i løbet af efteråret.

Sidst opdateret: 30/09/2024 - 09:08

Temaer: Selvbudgettering

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]