Store forskelle på skoleudgifter dækker over endnu større forskelle i befolkningen
De store forskelle på kommunernes udgifter til folkeskolerne hænger sammen med socioøkonomi og geografi. Derfor skal man være varsom med at sammenligne udgiftsniveauerne på tværs af kommunerne, mener KL’s cheføkonom.
Udgivet: 21/10/2026
Der er over 36.000 kr. til forskel på Lollands og Gentoftes udgift pr. folkeskoleelev i 2025. Hvor udgiften i Lolland var på 116.786 kr., var den i Gentofte på 80.619 kr.
Men forskellene i udgifter er ikke i sig selv et mål for, hvor effektivt kommunerne driver deres skoler. Det mener KL’s cheføkonom Morten Mandøe. Han fremhæver i et opslag på LinkedIn, at kommunerne står med forskellige opgaver, blandt andet som følge af elevernes baggrund.
"Når man lytter til debatten på skoleområdet kunne man efterlades med det indtryk, at det ville være meget nemmere, hvis alle skoler havde lige mange ressourcer pr. elev. Men faktum er, at det ville indebære, at ikke alle børn fik de samme muligheder for at komme videre i livet efter endt skolegang.
"Socioøkonomiske og geografiske forhold er nogle af de vilkår, som har stor betydning for kommunernes udgiftsbehov. Elevers familiebaggrund har enorm stor betydning for, hvilke forudsætninger de tager med i skole. Kommunerne har derfor meget forskellige opgaver landet over, og ressourcerne til folkeskolen må derfor være forskellige skal i en vis grad afspejle det lokale elevgrundlag til gavn for særligt de mest udsatte elever," skriver han.
Indkomst og udgifter varierer mellem kommunerne
Kigger man udelukkende på indkomst, viser tal for 2024 fra KommuneProfil, et værktøj fra Dataproces og Index100, blandt andet, at Gentofte havde en gennemsnitlig disponibel indkomst på 570.329 kr. og en udgift pr. folkeskoleelev på 76.603 kr. I Lolland var indkomsten 235.450 kr., mens udgiften pr. elev var 113.698 kr.
Der er ikke en stærk direkte korrelation mellem de to indkomst og folkeskoleudgifter, når man ser på alle kommunerne, men der tegner sig dog et mønster, når man ser på de 10 kommuner med henholdsvis højeste og laveste indkomstniveau.
Gennemsnitsudgiften pr. folkeskoleelev blandt de 10 kommuner med højeste gennemsnitlig disponibel indkomst var i 2024 på 81.778 kr. pr. folkeskoleelev. For de 10 kommuner med lavest indkomstniveau var gennemsnittet på over 97.000 kr. pr. elev, når man ser bort fra e små ø-kommuner.
Store forskelle på udgifter og indkomster internt i kommunerne
Men det er ikke kun på tværs af kommunegrænserne, hvor socioøkonomien har en effekt på udgiftsbehovet på folkeskoleområdet, mener Morten Mandøe.
"Også inden for kommunegrænserne er der betydelige forskelle på grund af forskelle i elevsammensætning, størrelse og behov. Det er ikke usædvanligt, at der er en spredning på op til 50.000 kr. pr elev i samme kommune. Det vil sige den “billigste” skole i en kommune fx bruger 100.000 kr. pr elev om året, mens den “dyreste” bruger 150.000 kr. pr elev," skriver han.
For der er store forskelle på den socioøkonomiske sammensætning i de enkelte kommuner, når man ser på indkomsten fordelt på skoledistrikter, viser data fra KommuneProfil.
Blandt andet i Randers Kommune, hvor den gennemsnitlige disponible indkomst for borgere i skoledistriktet Hornbæk Skole ligger væsentligt over landsgennemsnittet, er billedet et noget andet i Nørrevangsskolen-distriktet, hvor indkomsten ligger omkring 80.000 kr. under landsgennemsnittet.
Det har en stor betydning for udgiftsbehovet på de enkelte skoler, forklarer udvalgsformand Kasper Fuhr (Velfærdslisten)
Sidst opdateret: 21/10/2026 - 14:27










































