I 31 kommuner ligger folketallet et godt stykke over statsgarantien
Nye folketal viser, at 31 kommuner allerede nu ligger et godt stykke over statsgarantiens forudsætninger, og folketallet er en vigtig parameter i forbindelse med selvbudgettering. Se her, hvordan det ser ud i din kommune.
Udgivet: 14/11/2024
I 31 kommuner ligger folketallet allerede mere end 50 indbyggere over statsgarantiens tal for 1. januar 2025, og dermed er disse kommuner godt på vej til at få gevinst af selvbudgettering i 2025.
Kun Læsø og Samsø kommuner holdt sig til statsgarantien i 2025, og de er heller ikke blandt de kommuner, der har højere folketal end statsgarantien.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik for folketallet pr. 1. oktober 2024.
Det er særligt storbykommunerne og kommunerne tæt på, der har højere vækst, end forudsat af Indenrigsministeriet på baggrund af Danmarks Statistiks prognose, men også yderkommuner som Hjørring og Slagelse ligger højere.
Modsat er der 45 kommuner, der ligger mere end 50 indbyggere under statsgarantien. Med få måneder tilbage af året vil det for mange af disse kommuner være svært at nå op på statsgarantiens folketal.
Tilskud og udligning tildeles efter folketallet primo 2025, og derfor er de nye folketal alene et fingerpeg om, hvordan det kommer til at gå. Samlet ligger befolkningstallet for alle kommuner ca. 5.600 personer over skønnet fra juli, men fordelingen er meget skæv, og derfor er der store udsving for de enkelte kommuner.
Du kan se, hvor folketallet for din kommune ligger, i kortet herunder.
Artiklen fortsætter under kortet.
Ikke kun folketal, der betyder noget
Det er både folketallet og udviklingen i beskatningsgrundlaget, der har betydning for, hvor stort tab eller gevinst en kommune har ved selvbudgettering. Og derfor kan det godt vise sig, at kommuner med folketal under statsgarantien kommer ud med et plus, hvis skattegrundlaget udvikler sig gunstigt sammenlignet med regeringens prognose.
Det skal bemærkes, at der jo stadig er tre måneder tilbage af året, og derfor kan indbyggertallet i nogle kommuner nå at flytte sig over eller under statsgarantiens tal.
Du kan læse mere om en del af forklaringen på den skæve udvikling i folketallet i nedenstående artikel.
Sidst opdateret: 14/11/2024 - 10:51
Temaer: Selvbudgettering










































