
Både borgmester i Dragør Kommune Kenneth Gøtterup (C) t.v., og borgmester i Syddjurs Kommune Michael Stegger Jensen (A) vil have mulighed for at vælge selvbudgettering for 2024 - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
16 borgmestre sender brev til minister: Vil vælge om til selvbudgettering
Hele 16 kommuner står til et samlet tab på 860 millioner kroner, da de ikke valgte selvbudgettering for 2024. Nu har borgmestrene sendt et brev til indenrigsministeren for at få lov til at vælge om.
Udgivet: 12/09/2024
"Selvbudgetteringen ville have været en lotteriseddel for os, så vi valgte statsgarantien for at være sikre. Det har imidlertid vist sig, at den såkaldte statsgaranti også kan være en lotteriseddel."
Sådan siger borgmester i Dragør Kommune, Kenneth Gøtterup (K), om den regning der venter kommunen. Kommunalbestyrelsen i Dragør valgte nemlig statsgarantien, da budget 2024 skulle lægges, og står dermed sammen med 15 andre kommuner til et tab, når efterreguleringen rammer i 2027.
Derfor har han og de 15 andre borgmester nu sendt et fælles brev til sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde (V), hvor de beder om lov til at skifte fra statsgarantien til selvbudgettering for 2024.
"Tilbage i 2020 var der fire selvbudgetterende kommuner, der fik lov at vælge om sidst på året. De havde valgt lotterisedlen, men fik lov at skifte tilbage til statsgarantien, fordi covid-19 havde haft store konsekvenser for økonomien, og de fire kommuner nu stod over for et tab. Vi vil også have muligheden for at vælge om," siger Kenneth Gøtterup.
Får de 16 kommuner muligheden for at vælge om, kan det betyde begyndelsen på enden for valget mellem statsgaranti og selvbudgettering. Ifølge NB-Økonomis oplysninger er regeringen begyndt at overveje, om systemet med både statsgaranti og selvbudgettering også er holdbart i fremtiden.
Du kan læse hele brevet fra de 16 borgmestre her:
Tabet voksede lynhurtigt
En anden medunderskriver er borgmester i Syddjurs Kommune, Michael Stegger Jensen (S). Ligesom sin kollega fra Dragør, så han ingen væsentlig grund til at vælge selvbudgetteringen, da budgettet for 2024 skulle lægges:
"Vi fravalgte selvbudgettering, da vores prognoser på det tidspunkt ikke viste noget voldsomt stort tab. Hvad vi ville vinde ét sted, ville vi nok tabe et andet. Derfor ville vi ikke risikere et større tab," siger han.
Ifølge Michael Stegger Jensen havde de altså forudset et mindre tab i forbindelse med statsgarantien, men det tab voksede eksplosivt da forventningerne til dansk økonomi gjorde det samme.
"De opjusteringer der kom af økonomien senere hen, har været så voldsomme, at regningen for os ender på 79 mio. kr. Det er jo vanskeligt at lægge et budget, når der pludselig kommer så store justeringer. Vi ved godt, at alle 79 mio. ikke kommer tilbage, men hvis vi får lov at vælge om, kan vi måske få 30-40 mio. hjem igen," uddyber Michael Stegger Jensen.
De store opjusteringer kom også bag på borgmesteren i Dragør.
"Det er problematisk, at vi nu har to systemer (statsgarantien og selvbudgettering, red.) over for hinanden, hvor der kan komme så store efterreguleringer," siger Kenneth Gøtterup.
Grunden til at de 16 kommuner står med en ekstraregning i 2027 er, at balancetilskuddet det år vil blive sat ned tilsvarende gevinsten fra de selvbudgetterende kommuner. På den måde overskrides den samlede finansiering af kommunerne ikke. Ofte er det et tab, som langt de fleste kommuner skal dele. Men lige præcis i 2024 valgte 82 kommuner at selvbudgettere, derfor er det pludselig kun de resterende 16 kommuner, der står med hele tabet.
Ifølge Kennet Gøtterup underminerer de store udsving selve formålet med statsgarantien.
"Statsgarantien er opfundet for at skabe ro om den kommunale økonomi. Selvbudgettering har været der til de få kommuner, der vidste, de ville få en vækst ud over det forudsete. Vi er jo duksene, der har valgt statsgarantien. Vi har valgt den vej, der skulle give stabilitet, men ender med at skulle betale regningen for de andres gevinst. Så er systemet jo brudt sammen," siger han.
Cowboy-økonomi, gambling og en ekstraordinær situation
De 16 kommuner ønsker derfor at vælge om, og ændre deres valg til selvbudgettering for budget 2024. Ifølge borgmestrene er situationen ekstraordinær, og en dispensation vil ifølge dem ikke udfordre den grundlæggende styringsmekanisme forbundet med valget mellem de to indtægtsgrundlag:
"Systemet er jo lavet til, at de fleste skal bruge statsgarantien, og en håndfuld vækstkommuner kan bruge selvbudgetteringen. Det system lavede man for at få ro på, men denne gang minder det mere om gambling og cowboy-økonomi, hvor vi så bliver straffet" siger borgmesteren i Dragør.
Han mener heller ikke der er tale om, at de selvbudgetterende nu skal betale for b.la. Dragørs tab.
"De andre skal ikke betale vores tab, men de vil få en lidt mindre gevinst, hvis vi får lov at vælge om. Vi har en fornuftig kassebeholdning, men den har vi jo fået, fordi vi har lavet tværgående besparelser hvert år. Vi har taget ansvar og stabiliseret økonomien i kommunen, og det er nødvendigt, fordi vi får brug for anlægskroner til fremtidens udfordringer," tilføjer Kenneth Gøtterup.
Den udlægning møder opbakning fra Syddjurs borgmester, der også mener, at løsningen skal findes kommunerne imellem:
"Det mest rimelige ville være at være solidariske kommunerne imellem. Det er en ekstraordinær situation, hvor gevinsten for de selvbudgetterende er vokset mere, end vi kunne forestille os. Vi har stået i en lignende situation, efter covid-19, hvor fire kommuner fik lov at vælge om. Det var så med omvendt fortegn, hvor de havde selvbudgetteret, men fik lov at vælge tilbage til statsgarantien. Det mener vi, ville være rimeligt at gøre igen," siger Michael Stegger Jensen.
Systemet skal genbesøges
Udover et omvalg, så er de to borgmestrene enig om, at der skal en mere langsigtet løsning på bordet:
"Vi skal se på hele udligningssystemet. Det her er bare endnu en ting i systemet, der ikke virker. Oven i har vi selskabsskatten, der også er skævvridende. Det hele bliver mere og mere skævt. Det er svært at lægge et budget, når vi pludselig står og mangler så mange penge. Lige nu afventer vi ministerens svar, men ellers må vi have KL til at løfte denne dagsorden" siger Michael Stegger Jensen.
Den holdning deler borgmesteren i Dragør:
"Jeg har en klar forventning om, at KL's bestyrelse går ind i denne sag. For det første må vi have set på den situation, vi 16 kommuner står i nu. Ligesom i førstehjælp må vi standse ulykken. Derefter er vi nødt til at se på systemet i sin helhed og se, om vi gør det på den rigtige måde. Vi skal have svar på, om dette var et enkelttilfælde, eller om der er noget strukturelt galt med den måde, vi gør tingene på nu" siger Kenneth Gøtterup.
Nedenfor kan man se, hvor meget hver af de 16 kommuner står til at miste i 2027. Vær opmærksom på, at den første kolonne om reduktion i bloktilskuddet er i 1.000 kr. og ikke i mio. kr.
Sidst opdateret: 13/09/2024 - 07:59










































