
Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve, mener, at især små kommuner har brug for en hånd, når det kommer til IT-løsninger og digitalisering i kommunerne. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Borgmester: Der er behov for centrale IT-løsninger for kommunerne
Mindre kommuner har svært ved at løfte besparelsespotentialet ved digitale løsninger, fordi de ikke har råd til opstarts- og implementeringsomkostningerne. Der er derfor brug for central løsninger, siger Greve-borgmester.
Udgivet: 30/09/2024
I forbindelse med budgetlægningen spekulerer mange borgmestre over, hvordan man kan lave strukturelle tiltag, der skaber en bedre økonomi i kommunerne.
NB-Økonomi har derfor talt med en borgmester og spurgt ind til besparelser i kommunen, som ikke gør ondt på borgeren, men som har sat sig varige spor i kommunen og frigivet råderum til at investere mere i velfærden.
I din tid som borgmester, hvilken besparelse eller effektivisering er du så mest stolt over? Èn, hvor du kan se, at det på den lange bane har givet kommunen øget råderum eller mere fleksibilitet, borgeren mere frihed eller noget helt fjerde?
"Der er ingen tvivl om, at det løbende er muligt - dels ved den teknologiske hjælp, eller bygge bygninger smartere, ændre ledelsesstrukturer - at finde smartere løsninger, når man driver en kommune," siger Pernille Beckmann (V), der er borgmester i Greve Kommune og giver et eksempel.
"E-distrikter i hjemmeplejen er eksempelvis noget af det, som vi skal arbejde med nu, hvor man har et distrikt, hvor hjemmeplejen foregår digitalt. Det er en smart måde at komme ind i borgernes hjem, for dem der kan tåle det, og så kan medarbejderne klare opgaverne uden at skulle ud på vejene og bruge en masse tid på transport."
Netop digitale løsninger i eksempelvis ældreplejen kan frigøre sosu'ers tid til de borgere, der har det største behov, og derudover er der potentiale til at spare på kørsel.
IT-løsninger giver besparelser
Hvad sparede I af tid, bureaukrati, penge?
"Vi har eksempelvis indført robotstøvsugere eller robotteknologi til at betale regninger, hvor der i gamle dage sad medarbejdere og konterede regning efter regning. Der er mange af sådan nogle lavthængende frugter, som er godt, når det ikke er noget, borgerne mærker," siger Pernille Beckmann.
Hun peger også på centrale løsninger som Borgerservice, hvor borgerne kan betjene sig elektronisk frem for at stå i kø i kommunen, som virkelig har rykket noget for kommunerne.
"Vi har kunnet indskrænke vores åbningstid markant, vi har jo stort set ikke fysisk åbent mere. Det har derfor sparet personaleressourcer, jeg ved ikke hvor meget præcist, men det er en del," siger hun.
Hvad fik jer til at at sætte den besparelsesproces i gang?
"Det er økonomien, når den presser, og man ikke har lyst til at tage fra pædagoger og hjemmeplejen, så kigger man ned i organisationen og ser på, hvad man så kan gøre. Så ender man med at kigge hele systemet igennem," siger hun.
Hvad giver det jer af handlemuligheder i dag, at I dengang fik lavet det tiltag?
"Hvis ikke vi havde grebet til de løsninger og ikke gjorde det løbende, så er det jo den samlede velfærd, der ville være endnu mere under pres," siger Pernille Beckmann.
Inspiration til andre kommuner
Kommuner kan sagtens blive inspireret af hinanden, men det er lettere sagt end gjort, siger Pernille Beckmann. Der er stor forskel på kommunernes økonomi, og hvor store muligheder man har for at investere i IT-løsninger, der først på den længere bane giver besparelser.
Kommunerne skal derfor først ud at finde pengene til at investere i IT og digitalisering, noget som bør foregå mere centralt, hvor kommunerne kan få hjælp til at komme i gang med IT-implementering.
Hvis andre kommuner gerne vil lade sig inspirere af jeres erfaring, hvad skal de så konkret gøre for at få det gennemført?
"Vi kunne godt have lyst til at sætte mere tempo på, men det har vi ikke råd til. Jeg kunne derfor godt tænke mig, at man kunne få en håndsrækning på tværs af kommuner, så man ikke skal sidde i den enkelte kommune og opfinde noget. Så ville der også komme lidt mere volumen på," siger Pernille Beckmann.
"Det er svært for nogle kommuner, for de har ikke medarbejdervolumen eller økonomien til at løfte det. Det kunne derfor være fedt, hvis man kunne lave nogle flere centrale løsninger for kommunerne," tilføjer hun og vil derfor ikke pege på inspiration, da det kan være praktisk umuligt for især små kommuner at leve op til med deres økonomiske rammer.
Hvilke udfordringer stødte i på i forbindelse med at få tiltaget gennemført?
"Udfordringerne er, at man skal finde penge i budgettet. Og man bliver jo ikke ligefrem hyldet, når man sætter penge af til IT. Så det er en økonomisk kæmpestor udfordring at få frigivet det råderum, så IT kan blive en naturlig del af kernevelfærden," siger Pernille Beckmann.
Sidst opdateret: 30/09/2024 - 08:37









































