
Borgmester Frands Fischer (S) mener, at man i den kommende udligningsanalyse skal huske at se på udligning af både børn, ældre og selskabsskatten. Det skriver han i sit tredje og sidste debatindlæg i denne serie. - Foto: Skanderborg Kommune
Debat
Husk nu at kigge på udligning vedrørende børn, ældre og selskabsskat
Der er efterhånden kommet en del opfordringer til problemstillinger, som arbejdet med kommende reform bør tage højde for. Lad mig bidrage med yderligere to her på falderebet - nemlig demografien og udligning af selskabsskatten.
Udgivet: 25/03/2025
Af: Frands Fischer (S), borgmester i Skanderborg Kommune
I Skanderborg Kommune er vi lige nu den kommune i landet med relativt flest 0-6-årige. Det er positivt. Vi er glade for de mange nye borgere. Men det er også dyrt, og det nuværende udligningssystem underkompenserer kommuner, der har mange børn.
Otte nye daginstitutioner og to nye skoler er enten opført eller på vej i vores kommune. Det er et voldsomt anlægsprogram, der skal til for at håndtere kernevelfærden for en kommune med omkring 66.000 indbyggere.
Tallene bekræfter det, vi ved fra den private husholdning: Det er dyrt at have mange børn. Og de mange 0-6-årige presser kommunens økonomi.
Det samme gælder i øvrigt for vores ældste borgere. Med to nye plejecentre på vej ved vi, at den aldersgruppe også koster penge, uden at vi bliver kompenseret tilstrækkeligt. Og vi kigger ligesom de fleste andre kommuner ind i en fremtid, hvor gruppen af ældre vokser markant.
Derfor er der brug for, at den kommende reform tager livtag med vægtningen af det demografiske udgiftsbehov. I dag vægtes det reelt kun med 2/3. Det betyder, at kommuner med mange børn og ældre ikke kompenseres fuldt ud for deres faktiske udgifter.
Kommunerne er vidt forskelligeSom jeg har forstået det, er udligningssystemet grundlagt for mindst en generation tilbage. Det var i en tid, hvor kommunerne havde en mere ensartet alderssammensætning. Sådan er det ikke i dag.
Vægtningen af det demografiske udgiftsbehov blev dengang politisk besluttet. Siden er den blevet justeret flere gange, og hver gang er den nye vægtning fastlagt politisk. På intet tidspunkt har man dog efterprøvet fagligt og analytisk, om det egentlig er den rigtige vægtning. Det kan man blandt andet læse i Indenrigsministeriets betænkning fra 2012.
I dag er alderssammensætningen langt mere varieret mellem kommunerne, og en del kommuner har uforholdsmæssigt mange børn og ældre, som de reelt bliver underkompenseret for. Tag kommunerne i de tyndt befolkede områder, som i de kommende år må forventes at få en betydelig andel af ældre borgere. De vil blive ramt endnu hårdere.
Omvendt bliver kommuner med uforholdsmæssigt mange 20-64-årige tilsvarende overkompenseret. Konsekvensen er blandt andet, at de store bykommuner med mange studerende får mere i udligning, end deres behov reelt berettiger til.
Det aldersbetingede udgiftsbehov bør derfor vægtes mere i en kommende udligningsmodel. Den problemstilling bør være en del af det kommende kommissorium.
Udligningen af selskabsskatten skal øges Det er positivt, at det ser ud til, at der er enighed om, at virksomhedsudligningen også bør gentænkes.
I dag bliver kun 50 pct. af selskabsskatten udlignet. Det betyder, at de få kommuner, hvor de store virksomheder mere eller mindre tilfældigt har adresser, beholder en uforholdsmæssig stor del af indtægterne, mens resten af landets kommuner må se til, imens deres økonomiske råderum forringes, fordi bloktilskuddet reduceres.
Det er selvfølgelig vigtigt, at der er et økonomisk incitament, så kommunerne står på tæerne i forhold til at skabe et attraktivt erhvervsklima, men det er ikke det, den nuværende model er udtryk for. Novo Nordisks eksplosive vækst er et godt eksempel, som er blevet fremdraget flere gange. I de kommende år forventes Novos skattebetalinger at vokse markant. Og fordi kun halvdelen af selskabsskatten udlignes, betyder det, at en lille gruppe kommuner vil tjene milliarder.
Selskabsskatten kan betragtes som en fælles ressource på samme måde som indkomstskatten. Men hvorfor skal selskabsskatten kun udlignes med 50 pct., når indkomstskatten udlignes med 95 pct.? Det bør da være det samme. Ellers får det et skær af tilfældighed, hvor nogle kommuner har vundet i lotteriet.
Vi har brug for et system, der fordeler samfundets ressourcer på en retfærdig måde. Det kræver mod til at tage livtag med de strukturelle skævheder – ikke blot småjusteringer, der ikke ændrer ved det grundlæggende problem.
Det er nu, vi har muligheden for at rette op på et system, der halter.
Den mulighed skal vi gribe.
Har du også en holdning til den kommende udligningsreform?
Vi har valgt panelet ud fra forskellige holdninger, geografi og partifarve, når det kommer til borgmestre. Derudover er der også en udligningsekspert og en økonomidirektør.
Har du også holdninger til kommissoriet eller tilskuds- og udligningssystemet og dermed en potentiel ny udligningsreform?
Så tøv ikke med at skrive til os og send dit debatindlæg på maximalt 600 ord inklusiv mellemrum.
Du kan sende dit debatindlæg til redaktør Christian Brandt, [email protected]
Sidst opdateret: 26/03/2025 - 08:30
Temaer: Udligning










































