Kommuner med en større andel af børn og ældre end landsgennemsnittet lider ekstra hårdt økonomisk, fordi en detalje i det kommunale udligningssystem betyder, at de bliver underkompenseret for deres ekstra udgifter. Modsat bliver kommuner med en lavere andel af børn og ældre belønnet.

Kommuner med en større andel af børn og ældre end landsgennemsnittet lider ekstra hårdt økonomisk, fordi en detalje i det kommunale udligningssystem betyder, at de bliver underkompenseret for deres ekstra udgifter. Modsat bliver kommuner med en lavere andel af børn og ældre belønnet. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Forstå på tre minutter: Derfor underkompenseres kommuner for børn og ældre

Danmark har et udligningssystem, der betyder, at kommuner med en forholdsvis stor andel af børn og ældre får et tab, mens kommuner med mange 20-64 årige får en gevinst.

Udgivet: 07/02/2024

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Det er en simpel, men svært forståelig detalje i udligningssystemet, som betyder, at kommuner med mange omkostningskrævende børn og ældre afleverer penge til kommuner med mange ikke omkostningskrævende yngre borgere.

I udligningssystemet beregner man, hvor store udgifter en kommune skal afholde for at give sine borgere en landsgennemsnitlig service - det kaldes udgiftsbehovet.

Udgiftsbehovet er sammensat af en demografisk del, som alene er styret af borgernes alder, og en socioøkonomisk del, som er styret af kommunens såkaldte socioøkonomiske indeks, som viser, om kommunen har større eller mindre sociale problemer end gennemsnittet.

Djævlen i detaljen opstår ved, at pengene til den socioøkonomiske udligning tages som en procentdel af hver aldersgruppes udgiftsbehov, mens de gives tilbage pr. borger.

Sådan er det i detaljen

67 procent af udgiftsbehovet bestemmes af alderssammensætningen af befolkningen, idet en folkeskolelev eller en plejekrævende ældre er dyrere for kommunen end en universitetsstuderende, som får både sit studie og SU'en betalt af staten, eller for den sags skyld en 20-64 årig som går på arbejde og oftest ikke belaster den kommunale kasse.

Resten - de 33 procent - fordeles efter borgernes socioøkonomiske status ud fra en logik om, at eksempelvis ufaglærte med lav indkomst udløser langt større sociale udgifter end højtuddannede.

Men så kommer djævelen i detaljen. Pengene til de 33 procent i socioøkonomisk udgiftsbehov tages som en procentdel af udgiftsbehovet for alle aldersgrupper.

En ældre over 85 år koster i gennemsnit kommunerne 211.587 kroner. Men når man så tager 33 procent ud til socioøkonomisk udgiftsbehov, så forsvinder der 69.824 kroner.

Når det socioøkonomiske udgiftsbehov så skal fordeles tilbage til kommunerne, fordeles pengene pr. person. En ældre i en kommune med gennemsnitlige sociale problemer får således 24.332 kroner i udgiftsbehov, og dermed vil en gennemsnitskommune få et samlet udgiftsbehov for en 85+ årig, som er 45.492 kroner for lavt.

I og med at kommunerne får udlignet udgiftsbehovet med 95 procent, så mister en kommune 43.417 kroner i udligning for hver ekstra ældre over 85, de har ud over den landsgennemsnitlige andel.

Modsat er det en fantastisk overskudsforretning for en kommune at få en ekstra 20-24 årig, som i gennemsnit kun koster kommunen 42.776 kroner. Når en kommune med gennemsnitlige sociale problemer afleverer 33 procent til det sociale udgiftsbehov, så svarer det kun til 14.116 kroner.

Men da kommunen samtidig får 24.332 kroner i socioøkonomisk udgiftsbehov, så er det en solid overskudsforretning på 10.216 kroner, hver gang kommunen har en borger på 20-24 år ud over den landsgennemsnitlige andel.

Sidst opdateret: 07/02/2024 - 12:35

Temaer: Udligning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]