Det skal ifølge Liberal Alliance være slut med, at kommunerne kan hente en gevinst på op til mod et par tusinde kroner om året pr. indbygger ved at beskatte private virksomheder med dækningsafgift. Partiets indenrigsordfører Carl Andersen vil derfor have dækningsafgiften med i den kommunale udligning for at fjerne det incitament, som i dag er til at lægge så stor en del af kommunens skatteindtægter på private virksomheder.

"Når indtægterne ikke tæller med, når man opgør den kommunale udligning, så muliggør det et højere beskatningsniveau i de dækningsafgiftsopkrævende kommuner, end hvad der ellers ville være muligt. Derfor bør vi naturligvis have alle skatteindtægterne med ved opgørelsen af de kommunale indtægter i forbindelse med revisionen af kommunernes finansiering," siger Carl Andersen til NB-Økonomi.

Som det fremgår af nedenstående kort, så er der stor forskel på, hvilke indtægter eller tab kommunerne har på dækningsafgiften. For selvom indtægten ikke indgår i den kommunale udligning, så bliver den stadig regnet med i balancetilskuddet, så de 64 kommuner, som ikke opkræver dækningsafgift, bliver via balancetilskuddet modregnet for de resterende 43 kommuners indtægter på ialt 2,74 milliarder kroner om ået svarende til 461 kroner pr. indbygger.

På kortet herunder kan du se, hvordan dækningsafgifter i 2024 påvirkede din kommunes økonomi. Vær opmærksom på, at indtægten er baseret på foreløbige ejendomsvurderinger, så der kan komme en efterregulering i 2027.

Ingen kontrol med om dækningsafgift modsvarer udgifter til erhvervsvirksomheder

Selvom det normalt hedder sig, at dækningsafgiften skal være med til at betale for kommunernes udgifter ved at have en virksomhed i kommunen, så viser et nyt svar fra skatteministeren til netop Carl Andersen, at der ikke er nogen form for kontrol med, om de enkelte kommuner opkræver større beløb i dækningsafgift, end de rent faktisk har i udgifter.

"Selvom dækningsafgiften sker som et bidrag til de udgifter, som ejendommen medfører for kommunen, er dækningsafgiften ikke øremærket til dækning af kommunens udgifter vedrørende de ejendomme, der er pålagt dækningsafgift. I praksis anvendes dækningsafgiften – ligesom fx grundskylden – til kommunens udgifter i almindelighed, og der er ikke et krav i reglerne om, at der skal være en sammenhæng mellem de faktiske udgifter, som en ejendom konkret påfører kommunen, og det beløb, der opkræves i dækningsafgift," skriver skatteminister Rasmus Stoklund (S) i svaret. Han oplyser desuden, at han finder reglerne hensigtsmæssige.

Det er Carl Andersen mildt sagt ikke enig i.

"Hele argumentet for at have dækningsafgift er, at virksomhederne skal bidrage ekstra til kommunekassen, såfremt deres aktivitet menes at påføre ekstra omkostninger. Men det er der åbenbart ingen, som følger op på, så nu er det blot en ekstra skatteskrue på dansk erhvervsliv. Det synes vi både er frækt og ulogisk," siger han.

Det er i øjeblikket uklart, om kommunernes indtægter fra dækningsafgiften vil indgå i den analyse, som skal danne grundlag for de politiske forhandlinger om en større reform af den kommunale udligning, som skal have effekt fra 2029. Først til sommer fremlægger regeringen et kommissorium for analysen, og selvom indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har sagt, at det skal være en bred analyse, så har hun ikke specifikt oplyst, og dette også gælder dækningsafgiften på erhvervsejendomme.

Hvis dækningsafgiften skulle indregnes på normal vis, så ville alle kommuner skulle udlignes i forhold til den indtægt de ville have, hvis kommunen havde en landsgennemsnitlig dækningsafgiftspromille. Dermed ville alle kommuner uden dækningsafgift få et incitament til at indføre dækningsafgift for at undgå at blive udlignet af en indtægt, som kommunen ikke har.

En anden mulighed er at indføre en udligning af kommunens faktiske indtægt fra dækningsafgiften. Det er sådan udligningen af dækningsafgift på offentlige ejendomme er skruet sammen. Her udlignes 50 procent, hvilket svarer til udligningen af selskabsskatter.