Ny prognose: Mange kommuner vil have gevinst af selvbudgettering i 2025

Med den nye prognose fra regeringen for skattegrundlaget i 2025 vil det igen i år være interessant for en række kommuner at se nærmere på muligheden for at selvbudgettere. For nogle kommuner kan det handle om at begrænse tabet. Se prognosen for din kommune her.

Udgivet: 03/09/2024

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

Selvbudgettering kan blive en del af løsningen for kommuner, der har svært ved at få enderne til at mødes i 2025. Igen i år ser det nemlig ud til at være fordelagtigt at vælge selvbudgettering for en række kommuner.

Baggrunden er, at regeringens nye prognose viser et højere skattegrundlag i 2025 end udgangspunktet for det statsgaranterede skattegrundlag fra maj.

Den samlede gevinst løber på baggrund af den nye prognose op i 3,4 mia. kr., men efter modregning af bloktilskudsreduktionen er det 32 kommuner, der står til en gevinst på godt 800 mio. kr.

Det viser tal fra it-konsulenthuset Dataproces på baggrund af Økonomisk Redegørelse, august 2024.

Kasper Lund Nødgaard, afdelingschef i Dataproces, fremhæver, at det er en foreløbig prognose:

"Der er to vigtige forbehold i vores prognose. For det første er det ikke kommunens egne forventninger til folketallet, og det gør selvfølgelig en forskel, at man har lokalkendskabet til kommunens udvikling. For det andet tager beregningen udgangspunkt i udviklingen i skattegrundlaget på landsplan og den afsmittende effekt heraf på den enkelte kommune, så heller ikke her slår lokale forskelle igennem".

I kortet herunder kan du se prognosen for selvbudgettering i din kommune, efter at reduktionen i bloktilskuddet er indregnet.

(Artikel fortsætter under kort)

Gevinst på Sjælland og i Østjylland

Det er særligt en række nord- og østsjællandske, samt østjyske kommuner, der står til gevinst ved selvbudgettering, mens det ikke tegner til at være et godt valg i yderkommunerne. 32 kommuner står i den aktuelle prognose til en gevinst, og for 23 af dem ligger gevinsten på mere end 100 kr. pr. indbygger.

Reduktionen af bloktilskuddet svarer til et minus på 575 kr. pr. indbygger, når det forudsættes, at alle kommuner selvbudgetterer. Men det beløb er stærkt følsomt over for hvor mange og hvilke kommuner, der vælger selvbudgettering.

Jo flere og jo større de selvbudgetterende kommuner er, jo større vil regningen sandsynligvis blive. Derfor kan valget af selvbudgettering for nogle kommuner ende med at blive et forsøg på at begrænse tabet, som formentlig påvirkede budgetprocessen for 2024, hvor hele 82 kommuner valgte at selvbudgettere.

Fik du læst?

Ti kommuner valgte selvbudgettering i sidste øjeblik

Prognose for selvbudgettering i 2025 - forudsætninger

Dataproces’ prognose er baseret på den seneste økonomiske redegørelse fra Økonomiministeriet fra august 2024.

Det er forudsat, at alle kommuner selvbudgetterer med det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, således at ekstra skatteindtægter først kommer til udbetaling tre år efter budgetåret, altså 2028.

Skattegrundlaget er fremskrevet med samme udvikling i alle kommuner, svarende til ændringen fra maj til august i Økonomiministeriets prognose.

Folketal er baseret på Dataproces’ model for befolkningsudvikling og er pr. 1. januar 2025.

Fik du læst?

Forstå på to minutter: Selvbudgettering

Sidst opdateret: 04/09/2024 - 09:45

Temaer: Selvbudgettering

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]