Nye tal: Gevinst på selvbudgettering bliver endnu større
Skattegrundlaget i 2023 er vokset mere end forventet, og dermed vil det for mange kommuner formentligt blive en endnu bedre forretning end forventet, at de har selvbudgetteret. Modsat kan det øge tabet for især de kommuner, som har valgt statsgaranti i 2024.
Udgivet: 14/05/2024
Der er gode nyheder i de netop offentliggjorte tal for indkomstudviklingen i 2023 for mange af de kommuner, som har valgt at selvbudgettere i 2024. Tallene viser, at A-indkomsterne i mange kommuner er steget mere end forventet, og dermed giver det en kraftig indikation af, at det samlede beskatningsgrundlag bliver endnu større end det, der blev forudsat i forbindelse med økonomiaftalen for 2024 og ved beregningen af det statsgaranterede udskrivningsgrundlag.
Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for 2024 er baseret på skattegrundlaget i 2021 og statens forventninger til udviklingen i hvert af årene 2022, 2023 og 2024. På baggrund af de nye tal for udviklingen i A-indkomster i 2023 kan den samlede stigning for 2021-23 nu beregnes.
Indkomstvæksten i de enkelte kommuner sammenholdes herunder med den forudsatte vækst i statsgarantien fra 2021 til 2023 (og 2024).
I den bedst stillede gruppe er der 13 kommuner. Her har væksten i indkomsterne været så høj, at det svarer til, at de allerede i 2023 har nået 2024-niveauet.
Hertil kommer, at der er en gruppe af 60 kommuner, der ligger på den gode side af den forudsatte vækst fra 2021-23, men ikke er nået helt op på 2024-niveauet. Men hvis de blot følger med regeringens seneste vurdering fra december 2023 for væksten i beskatningsgrundlaget i år, vil de også stå til en gevinst, hvis de har selvbudgetteret (med forbehold for effekten af genberegnet udligning og ændret balancetilskud i 2027).
Se i kortet herunder, hvor meget indkomsterne er vokset i din kommune fra 2021 til 2023 (artiklen fortsætter under kortet).
De fleste af de kommuner, der valgte det statsgaranterede udskrivningsgrundlag i budget 2024, ser indtil videre ud til at have valgt rigtigt. Her ligger indkomststigningen under de 5,4 procent, der er forudsætningen i statsgarantien. Tallene tyder dog på, at Syddjurs og en række københavnske kommuner kunne have vundet ved at vælge selvbudgettering.
De ekstra store stigninger i A-indkomsterne vil dog medføre et ekstra tab hos mange af de selvbudgetterende kommuner, fordi den samlede gevinst hos de selvbudgetterende kommuner vil blive modregnet i balancetilskuddet i 2027. Du kan læse mere om den effekt i nedenstående artikel.
For de selvbudgetterende kommuner skal der desuden tages forbehold for påvirkningen af udligningen mellem kommunerne, når skattegrundlaget forskydes mellem kommunerne. Den regning vil dog først komme i 2027, når udligningen genberegnes for 2024 for de selvbudgetterende kommuner.
Det skal bemærkes, at beregningerne er lavet på grundlag af A-indkomsterne, som ikke inkluderer kapitalindkomst. Det betyder en vis usikkerhed i de kommuner, hvor kapitalindkomst fylder i den skattepligtige indkomst.
Sådan har vi gjort
Tallene er trukket fra Danmarks Statistiks tabel AINDK1, afgrænset på det samlede indkomstbeløb på kommuneniveau for A-skattepligtig indkomst, i årene 2021, 2022 og 2023.
Væksten over årene i A-indkomsten er sammenholdt med statens forudsætning vedr. udviklingen i skattegrundlaget for kommunerne, jf. tabel B.21 i Økonomisk Redegørelse, maj og december 2023.
Sidst opdateret: 14/05/2024 - 13:24
Temaer: Selvbudgettering










































