Forbedring af kommunernes formuer skyldes i høj grad nedbringelse af gæld
Siden 2014 er en gennemsnitskommunes formue forbedret med mere end 2.000 kroner pr. indbygger, og fremgangen er i høj grad båret af, at kommunerne betaler mere af på gælden, end før. Se udviklingen i delementerne, der udgør kommunernes finansielle egenkapital, her:
Udgivet: 15/05/2024
Næsten to tredjedele af landets kommuner har siden 2014 forbedret deres finansielle egenkapital, og en stor del af fremgangen kan tilskrives kommunernes evne til at barbere gæld af. Det viser tal, som konsulentfirmaet Index100 har leveret til NB-Økonomi.
Den finansielle egenkapital består af tre elementer: kommunernes likviditet, den kort- og langfristede gæld (eksklusiv ældreboliger) samt kort- og langfristede tilgodehavender. Kommunernes bygningsmasse er således ikke med i tallene, selvom de også repræsenterer en værdi.
Nedbringelsen af den langsigtede gæld er på linje med de seneste økonomiaftaler, som regeringen og Kommunernes Landsforening har lavet, hvor kommunerne har fået besked på at bruge de seneste års stigende likviditet på at nedbringe gælden.
Langfristet gæld nedbringes
Ser man på kommunernes gennemsnitlige finansielle egenkapital, ligger den på minus 10.262 kr. pr. indbygger i regnskabsår 2023, hvilket er 2.331 kr. bedre end i 2014, hvor den lå på minus 12.593 kr. pr. indbygger. Til sidst i artiklen, kan du læse en forklaring på, hvorfor gennemsnittet for nettoformuen næsten altid vil være negativt.
Det er specielt nedbringelsen af langfristet gæld, der har bidraget til den positive udvikling. Blandt de 62 kommuner, der målt pr. indbygger har forbedret deres nettoformue, har 56 også nedbragt den langfristede gæld. Blandt de kommuner, der har de største forbedringer i nettoformuen, er det meste af forbedringen hentet via nedbringelse af gæld.
De nyeste tilgængelige tal for Indenrigsministeriets Kommunale Nøgletal, viser også, at kommunernes langfristede gæld, eksklusiv ældreboliger, er faldet.
I 2014 lå gennemsnittet på 12.865 kr., og i 2022 var tallet 10.687 kr., altså en forbedring på 2.178 kr. pr. indbygger.
Ishøj, Fredensborg, Vallensbæk og Furesø er blandt de kommuner, der har haft den største forbedring i deres nettoformuer. Alle kommunerne har forbedret deres nettoformue med mere end 14.000 kroner pr. indbygger. Samtidig har kommunerne også nedbragt deres langfristede gæld med et sted imellem 11.000 og 30.000 kroner pr. indbygger.
Kortet herunder viser udviklingen i nettoformuen fra 2014 til 2023. Du kan holde musen over en kommune og se udviklingen i de elementer, der udgør den finansielle egenkapital.
Derfor er har en gennemsnitskommune en negativ formue
Den finansielle egenkapital består af kommunernes likviditet, den kort- og langfristede gæld (eksklusiv ældreboliger) samt kort- og langfristede tilgodehavender. Kommunernes bygningsmasse er således ikke med i tallene, selvom de også repræsenterer en værdi.
"Grunden til, at gennemsnitskommunen har en negativ finansiel egenkapital – altså har en gæld, der er større end kassebeholdningen, er meget naturlig. Kommunerne har jo samtidig en meget stor og værdifuld bygningsmasse, som ikke er medregnet. Det svarer til, at man for en almindelig familie med ejerbolig ikke medregnede værdien af huset, når man gjorde deres formue op. Her ville kreditforeningsgælden i de fleste tilfælde også være betydeligt større end de penge, familien ville have stående i banken," siger Bo Panduro og tilføjer:
"I modsætning til en almindelig familie kan en kommune ikke blot sælge sine bygninger eller vejanlæg for den sags skyld, da de udgør en stor del af grundlaget for, at kommunen kan levere sine serviceydelser. Derfor og på grund af usikre værdiansættelser er de ikke medregnet i egenkapitalen." siger Bo Panduro, der er partner i Index100, til NB-Økonomi.
Sidst opdateret: 15/05/2024 - 11:51









































