Selvbudgettering kan føles lidt som et casino. Nogle gange er der milliongevinst, andre gange et milliontab. Både tab og gevinst kommer af, hvordan Danmarks økonomi udvikler sig.

Selvbudgettering kan føles lidt som et casino. Nogle gange er der milliongevinst, andre gange et milliontab. Både tab og gevinst kommer af, hvordan Danmarks økonomi udvikler sig. - Foto: Jean-Paul Pelissier/Reuters/Ritzau Scanpix

Vil du selvbudgettere? Hold øje med disse kriser

Få kommuner kan have høstet en halv milliard i samlet gevinst ved at selvbudgettere i 2023. Overvejer din kommune at bruge samme finte for 2024, så skal man holde et skarpt øje med en stribe kriser, fortæller flere økonomer.

Udgivet: 30/03/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Hvis din kommunalbestyrelse overvejer at selvbudgettere til næste år, så skal I holde øje med flere kriser, der lurer i horisonten. Både potentielle bankriser, krig i Ukraine og usikkerhed om udviklingen i Kina.

Flere økonomer giver derfor her et bud på, hvordan Danmarks økonomi vil se ud i 2024.

Interessen for selvbudgettering kan stige efter det står klart otte kommuner muligvis kan score en gevinst på over 500 mio. kr. samlet set, fordi de valgte at selvbudgettere sidste efterår frem for det mere sikre statsgaranteret budget for 2023.

Det kan sætte gang i debatten om selvbudgettering til efteråret. Men mange kommuner føler, at valget er lidt som et casino, og de vil hellere undvære gevinsten, hvis de kan styre helt uden om tabene.

Selvbudgettering er groft sagt afhængig af to faktorer, man skal holde øje med. Folketallet i egen kommune skal udvikle sig bedre end Indenrigsministeriets skøn. Her har kommunerne ofte en bedre føling med udviklingen end staten. Det andet parameter er den samlede udvikling i udskrivningsgrundlaget i hele landet.

Den prognose er tæt knyttet til væksten i økonomien, og kan derfor være meget sårbar overfor globale kriser.

"Prognoserne for 2024 er optimistiske, og afhænger af, vi får inflationen ned. At den ulmende bankkrise ikke udvikler sig til noget alvorligt. Og så der i øvrigt ikke sker et eller andet med krigen i Ukraine eller den usikkerhed, der ligger og lurer med Kina," siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.

Tore Stramer bakkes op af flere økonomer, men i Nordea er man ikke så nervøs for specifikt den ulmende bankkrise, hvor tankerne ellers tages tilbage til finanskrisen. Dengang skabte det meget uro i økonomien, der var mange arbejdsløse, og dermed også lavere skatteindtægter. Flere kommuner brændte derfor nallerne gevaldigt på deres valg ved selvbudgettering.

"Bankkrisen ser jeg mere som en krise blandt nogle banker, end som en egentlig bankkrise, og der er kæmpe forskel," siger Helge J. Pedersen, der er cheføkonom i banken Nordea.

Stigende arbejdsløshed kan komme ud som ketchupeffekt

Meget kan nå at gå galt, alle økonomerne hæfter sig ved betydelig risici i både arbejdsløsheden, inflationen og dermed også den samlede økonomi.

"Der er en kæmpe risiko for, at der lige pludselig udløses en kæmpe alvorlig tilbagegang. Det har vi jo set mange gange i historien. Sådan noget som arbejdsløsheden, tager trappen ned, men elevatoren op. Vi er netop bange for, at der lige pludselig kommer den der store stigning i arbejdsløsheden, hvor man kan få en ketchupeffekt," siger Las Olsen, der er cheføkonom Dansk Bank.

Kommuner rammes af stigende arbejdsløshed på flere måder. Både med stigende overførsler samt ressourceforbrug til den aktive beskæftigelse. Men det vil også betyde faldende skatteindtægter, som er væsentligt, når man taler selvbudgettering.

"Det kan godt ske allerede i løbet af i år, men det er ikke hovedscenariet. Vi ved bare, at det er en advarsel, vi er nødt til at have. Al erfaring viser, at man godt kan få det der store ryk op i arbejdsløsheden lige pludselig. Så det er en bekymring, vi har," siger Las Olsen.

I Danske Bank regner man heller ikke med, at der kommer en egentlig krise i 2024, men heller ikke at der kommer et egentlig opsving.

"Hvis man kun får en mild afmatning, så kan man i løbet af en årrække komme tilbage til en normal vækst på omkring 1,5 procent BNP. Det kan måske forestille sig hen imod slutningen af 2024. Men der er bare en kæmpe risiko. Der er utrolig meget, der kan gå galt," siger han.

Tore Stramer fra Dansk Erhverv er meget enig i de betragtninger.

"Hvis vi styrer uden om de nævnte risici, så synes jeg da bestemt, at det er realistisk, at vi får en blød landing og en rolig vækst i løbet af 2024."

Heldigvis skal kommunerne ikke bestemme sig lige nu, hvordan de vil budgettere til næste år. De beslutninger skal første tages mellem august og oktober 2023. Hvis man som kommune overvejer selvbudgettering i 2024, så kan man holde et skarpt øje med, hvordan samfundsøkonomien vil udvikle sig for næste år i løbet af det næste halve år.

Sidst opdateret: 30/03/2023 - 15:08

Temaer: Kommuneøkonomi, Budgetter

Emner: Budget, Økonomi, Selvbudgettering

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]