Forskningschef Karsten Bo Larsen fra CEPOS mener, at det er vigtigt at se på, om nogle kommuner bruger for mange penge på ældreområdet, uden at få mere service for de penge sammenlignet med andre kommuner rundt om i landet.

Forskningschef Karsten Bo Larsen fra CEPOS mener, at det er vigtigt at se på, om nogle kommuner bruger for mange penge på ældreområdet, uden at få mere service for de penge sammenlignet med andre kommuner rundt om i landet. - Foto: Jakob Melgaard / CEPOS pressefoto

Brugertilfredshed mangler i CEPOS-analyse om kommuners besparelsespotentiale

Kommuner kan ifølge CEPOS-analyse spare op til 7,1 milliarder på ældreområdet, men analysen tager ikke højde for hverken brugertilfredshed, udligningssystemet eller den fastfrosne kommunale medfinansiering.

Udgivet: 09/01/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Der er et stort besparelsespotentiale på mellem 5,1 og 7,1 mia. kr. i ældreplejen, uden at det vil gå ud over velfærden.

Så klar er meldingen fra den borgerlig-liberale tænketank CEPOS på baggrund af en analyse, de har foretaget.

"Kommunerne kan på landsplan frigøre mellem 5,1 og 7,1 mia. kr. i ældreplejen, svarende til 10-14 pct. af de samlede ældreplejeudgifter, uden det indebærer serviceforringelser, hvis alle kommuner kom på niveau med de mest effektive sammenlignelige kommuner," står der i analysen. Se i kortet nederst, hvordan det ser ud i din kommune.

Analysen tager dog ikke højde for, at kommunerne ikke nødvendigvis finansieres ensartet på ældreområdet via udligningssystemet. CEPOS tager selv forbehold for, at den kommunale medfinansiering (KMF) ikke er med i analysen. Derudover mener forskningschef Karsten Bo Larsen fra CEPOS selv, at analysen ville blive styrket, hvis man havde kommunefordelte tilfredshedsundersøgelser.

"Det kan selvfølgelig godt give en eller anden form for mudder i billedet. Det har jeg faktisk også skrevet i analysen," understreger Karsen Bo Larsen over for NB-Økonomi og NB-Ældre.

Han mener dog, at man sagtens kan bruge analysen til at sige noget overordnet om, hvor der kan være et besparelsespotentiale. Det skyldes blandt andet, at undersøgelsen ikke for eksempel sammenligner den rigeste med den fattigste kommune. I stedet benchmarkes kommunerne imod sammenlignelige kommuner. CEPOS har også taget højde for en række forhold, der kan variere meget fra kommune til kommune.

"Plejebehovet er konstrueret som et indeks, der tager højde for både alder, køn, herkomst, uddannelse, gennemsnitlig indkomst og beskæftigelsesstatus fra da borgeren var 55-59 år, parforhold, om den ældre har børn og den ældres generelle sundhedstilstand," står der i rapporten.

CEPOS kan ikke vurdere, hvad der kan spares væk

Tænketanken har alene set på, hvor der er et besparelsespotentiale ud fra en række parametre som for eksempel forebyggelige indlæggelser. Det vil sige, hvis kommunerne blev lige så effektive som de kommuner, der har færrest forebyggelige indlæggelser, så ville de kunne spare.

"Vi har forsøgt at tage højde for serviceniveauet ved at se på, hvor mange plejehjemspladser driver kommunerne, hvor meget hjemmesygepleje og hjemmepleje bliver der leveret, og hvor gode er de til at undgå forebyggelige indlæggelser. Et økonomisk pres kan jo skabe effektivitet. Det vil sige, at hvis du er økonomisk presset, så er der også større incitament til at drive ældreplejen effektivt," siger Karsten Bo Larsen.

Men CEPOS kan ikke sige noget om, hvad kommunerne så skal gøre for at spare penge, eller på hvilke områder i ældreplejen man kan spare uden at få serviceforringelser. Analysen siger alene noget om, hvor der ud fra tænketankens beregninger er noget at hente sammenlignet med andre kommuner.

Kommunerne kan derfor bruge rapporten til at se egne ældreudgifter efter i sømmene og lade sig inspirere af kommuner, som måske har indrettet ældreplejen på en anden måde.

De mest effektive kommuner er ifølge CEPOS en række fynske kommuner som Svendborg, Nordfyn, Nyborg og Assens, og derudover også Lejre Kommune.

I den anden ende af skalaen ses kommuner som København, Lyngby-Taarbæk, Herlev, Rudersdal og Helsingør, der har de største besparelsespotentialer.

Sidst opdateret: 09/01/2024 - 14:36

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Ældrepleje, Økonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]