Administrativ ledelse faldt 8 procent i kommunerne og steg 47 procent i staten på fem år

Antallet af årsværk i ledelseslaget er raslet ned i kommunerne og samtidig eksploderet i staten de seneste år. Det har ikke fået staten til at bremse op, viser nye tal for første kvartal i 2023.

Udgivet: 30/03/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Mens antallet af administrative årsværk på ledelsesniveau er faldet med 8,4 procent i kommunerne, har staten haft ledelsesfest. Mellem 2016 og 2021 er antallet af årsværk nemlig steget med 47,5 procent i staten.

Eksplosionen i statens administrative ledelse er forsat efter 2021. Siden 4. kvartal 2016 og frem til første kvartal 2023 er stigningen nemlig helt oppe på 61,5 procent. Det viser tal fra KL (Kommunernes Landsforening), som NB-Økonomi har gransket nærmere.

Chef-mekkaet i staten skyldes især en stigning af chefkonsulenter på 83 procent fra 2016-2023 og en stigning på 74 procent for specialkonsulenter. Kontorchefer er i perioden steget med 28,5 procent og en mere moderat vækst på 5,3 procent for afdelingschefer, direktører og lignende.

Udviklingen er interessant, fordi SVM-regeringen varsler store administrative besparelser i kommunerne og regioner på tre milliarder kroner frem mod 2030. Det er dog bemærkelsesværdigt at staten ikke på samme måde har sat specifikke mål for administrative besparelser i staten.

"Lønudgifterne til de knap 27.000 årsværk i høje lønrammer i 1. kvt. 2023 svarer opregnet til årsniveau til ca. 21½ mia. kr.," skriver kontorchef i KL, Søren Lindemann Aagesen, på sin Linkedinprofil og tilføjer, at det tal var 14 mia. kr. i 2023 niveau i 2016.

"Med andre ord en real forøgelse af lønudgifterne til årsværk i høje lønrammer på ca. 7½ mia. kr."

Finansminister Nicolai Wammen (S) lovede i sidste uge, efter NB-Økonomi spurgte ind til stigningen i statens administration, at regeringen også vil se på statens store stigning i administration. Først ville han dog igangsætte en analyse af, hvad det er, der præcist er steget og hvorfor.

Læs også:
Administrativ ledelse faldt 8% i kommunerne og steg 47% i staten på fem år

En analyse regeringen ikke har krævet tilsvarende af for eksempel kommunerne, forud for de planlagte besparelser, selvom mange kommuner har formået at spare på netop administration i for eksempel ledelseslaget.

(Artiklen fortsætter under tabel).

Hvad tænker du om nedenstående udvikling?

Den manglende mådehold i statens ansættelsesiver, har fået Søren Lindemann Aagesen fra KL til tasterne på de sociale medier. Her deler han i hvert fald oplysningerne om udviklingen i det administrative ledelseslag på sin Linkedin-profil og spørger: "Hvad tænker du, når du ser nedenstående udvikling?"

Det får kommunaldirektør fra Vejle Kommune Niels Nybye Ågesen der også er formand for Kommunaldirektørforeningen til at svare:

"Jeg tænker at antallet er steget i takt med stigende kontrol med og detailregulering af kommunerne..."

Niels Nybye Ågesen tilføjer, at han håber det vil gå ned i takt med, at man sætter kommunerne mere fri, som SVM-regeringen også har lovet.

(Se kort under Linkedin-opslag).

I nedenstående kort kan du se, at antallet af årsværk er faldet i 84 kommuner i det administrative ledelseslag mellem 2016 og 2021.

Dragør, Gribskov, Norddjurs, Holstebro og Varde kommuner har alle haft et fald på over tyve procent. Yderpolerne er Langeland Kommune med et fald på 43,5 procent og Læsø med en stigning på 45,2 procent.

Man kan ikke sammenligne statens tal og kommunernes tal én til én. Det skyldes, at det er den borgerlige-liberale tænketank CEPOS, der har opgjort tallene på administrativ ledelse for kommunerne, og det er KL, som har lavet udtræk for staten. Derfor kan det betyde, at der kan være nogle afgrænsninger, som er forskellige.

Tendensen er dog klar:

Mens kommunerne trods store kriser som corona har udvist mådehold, så har staten ikke holdt sig tilbage.

Sidst opdateret: 31/03/2023 - 09:23

Emner: Administration

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]