Af: Merete Amdisen (S), Borgmester i Ishøj Kommune

Når jeg cykler sydpå fra Ishøj Kommune og krydser kommunegrænsen til Greves hullede veje og cykelstier, så kører jeg ifølge et debatindlæg fra borgmester Pernille Beckmann (V) "Gør udligning retfærdig og enkel" fra én økonomisk virkelighed til en anden. Jeg vil tilføje, at man også bevæger sig fra en politisk virkelighed til en anden.

Ifølge Pernille Beckmann, så er det fordi kommuner som Ishøj, Brøndby, Høje Tåstrup og andre Vestegnskommuner ”skovler penge ind” gennem udligningssystemet, at Greve kommune ikke har råd til at lappe hullerne i deres veje.

Det vil jeg gerne anfægte. Vi er som politikere valgt for forskellige partier, og vi prioriterer selvsagt forskelligt. I Greve Kommune har man for eksempel valgt at prioriterer en indkomstskatteprocent for kommunens borgere, der er ca. en halv procentpoint lavere, end vi har i Ishøj Kommune.

Havde Greve haft samme skatteprocent som Ishøj, ville Greve Byråd kunnet prioritere at give borgerne service for rundt regnet 600 mio. kr. ekstra de seneste 10 år! De penge kunne Greve jo for eksempel have brugt til at fikse huller i vejen, renovere sine bygninger, løfte sin service, eller hvad man nu politisk ønsker at prioritere i Greve Kommune.

Den forskellige prioritering mellem vores to kommuner har ikke det fjerneste med udligningsordningerne at gøre. Det er politik.

Almene boligområder

I Greve Kommune har en gennemsnitsfamilie over 715.000 kr. om året – i Ishøj er familieindkomsten i gennemsnit omkring 545.000 – med andre ord er Greve Kommunes beskatningsgrundlag alene på personskatter 1/3 over Ishøj Kommunes.

Forklaringen på det er blandt andet, at Ishøj Kommunes politikere tilbage i 70’erne opførte store områder med billige almene boliger til helt almindelige borgere med lavindkomstjobs. Mange af dem kom i øvrigt fra lande fjert fra Danmark. Ishøj Kommune tog dengang – som nu - et socialt ansvar på vegne af det store kommunale fællesskab i hele hovedstaden. Det samme gælder de øvrige vestegnskommuner, der også udmærker sig ved at have en langt større andel af almene boliger end landsgennemsnittet.

I de almene boligområder på Vestegnen har vi siden 60’erne og 70’erne sikret solide boliger til de mennesker, der går på arbejde i hovedstadsområdets mange virksomheder. De har ikke været blandt de højestlønnede, men deres arbejdsindsats har skabt grobunden for den økonomisk vækst, der har gjort det muligt for direktøren at tage sin store løncheck med hjem til villaen ved Greve Strand eller i Gentofte.

Nu kunne argumentet fra Greves borgmester være, at Ishøj Kommune jo bare kan ændre på sin boligmasse. Men i virkelighedens verden er det ikke en reel mulighed, for så havde vi jo gjort det for længe siden.

Ingen plads til udvikling

Ishøj Kommune er i en situation, hvor vi på grund af statslige restriktioner i form af transportkorridorer, der både strækker sig øst/vest og nord/syd i vores kommune tillige med restriktioner i de grønne kiler, ikke har så meget som én kvadratmeter tilbage, som vi kan udvikle boliger eller erhverv på. Ishøj Kommune kan med andre ord ikke vækste sig ud af den økonomiske situation, som fortidens politiske prioriteringer har skabt for os.

Det handler ikke om, at vi i Ishøj Kommune ikke tager ansvar for vores borgere, men borgerne i Ishøj har ikke samme høje indtjening, som borgerne i Greve. Borgerne i Ishøj er langt mere mangfoldige, og langt flere er også udfordret i forhold til ledighed, end tilfældet er i Greve. Det anerkender jeg.

Men det betyder jo ikke, at vores dygtige – og i øvrigt glade medarbejdere i Ishøj kommune – sidder på deres hænder og undlader at skabe rammer for, at flere borgere bliver en del af arbejdsfællesskabet. Faktisk er vi lykkedes med at nedbringe ledigheden til et historisk lavt punkt for Ishøj Kommune, også i en hurtigere takt end tilfældet har været i resten af landet.

Vil ikke have skyld for Greves hullede veje

Ingen kommuner har en interesse i at fastholde sig selv i en situation, hvor man er afhængig af andre kommuners hjælp i form af udligning, og i øvrig samtidig skal stå på mål for nærmest at være skyld i nabokommunens hullede veje og aktuelle serviceniveau.

Så når politikerne på Christiansborg skal beslutte sig for en ny udligningsmodel, så skal modellen selvfølgelig være så enkel som muligt, og formålet med udligningen skal være klokkeklart; at skabe chancelighed for kommunerne over hele landet.

Det er uklædeligt for at forenkle debatten ved at hænge kommuner ud, der løfter et stort socialt ansvar for hele kommunefællesskabet ved at sikre billige almene boliger, som helt almindelige mennesker har råd til at bo i – også mennesker der har ondt i livet med alle de økonomiske konsekvenser, som det har for en kommune.

Jeg syntes hellere, man skulle vende blikket imod en helt åbenlys uretfærdighed i udligningssystemet nemlig udligningen på selskabsskatter.

Det er meget få kommuner, der modtager kæmpestore beløb fra disse skatter, og kommunernes udgifter og opgaver har meget lille sammenhæng med, om der ligger virksomheder eller ej. Man siger, at kommunerne skal have incitament til at tiltrække virksomheder. Men for mange hovedstadskommuner heriblandt Ishøj, så har vi ikke vækstmuligheder, fordi vores arealer er belagt med statslige restriktioner, eller fordi kommunen ganske enkelt allerede er udbygget.

Hovedstadskommunerne – og især kommunerne på Vestegnen - løfter et socialt ansvar på vegne af hele kommunefællesskabet, men vores geografi bremser muligheden for, at vi kan vækste os ud af problemerne, som kommuner andre steder i landet har mulighed fshøor. Det bør Vestegnen og hovedstaden også i fremtiden kompenseres for i et retfærdigt udligningssystem.