
Det er ikke lykkedes borgmestrene at blive enige om kommuneskatterne for 2027. Det var de heller ikke for 2024 budgetterne, og dermed rammes kommunerne af begge overskridelser fra næste år. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Gennemsnitskommunen står til millionstor skattesanktion i 2027
Den kollektive del af tidligere skattesanktion stiger i 2027. Samtidig ventes nye sanktioner grundet overskridelser i budgetterne.
Udgivet: 19/10/2026
Der ligger i forvejen en skatteregning på et trecifret millionbeløb og venter på landets borgmestre – og måske er det derfor, at en række borgmestre er højlydt utilfredse med, at det ikke lykkes kommunerne samlet set at holde skatten i ro for 2027.
For Ikke nok med, at kommunerne sandsynligvis ender med en sanktion grundet for høje kommuneskatter i 2027, så vil alle kommuner også mærke konsekvenserne af en ældre og dobbelt så stor skatte-overskridelse fra 2024.
Isoleret set betyder begge overskridelser, at en gennemsnitskommune vil blive modregnet ca. 2,4 mio. kroner i 2027. Årsagen er, at skattesanktionerne indfases gradvist. Først betales de hovedsageligt af de kommunerne, der har sat skatten op. Men gradvist overgår sanktionen til at blive betalt af kommunerne under ét, via en reduktion i bloktilskuddet.
Indfasning betyder større sanktion til kollektivet
Men det er altså ikke kun den foreslåede overskridelse, der vil betyde mindre i bloktilskud næste år.
Tilbage i 2024 blev skatten nemlig hævet med 668 millioner kroner mere end hvad regeringen havde lagt op til. Indfasnings-mekanikken betyder, at regningen i 2025 og 2026 har været delt ligeligt mellem de skattehævende kommuner og kollektivet. Men i 2027 tipper fordelingen, hvor kommunerne under ét skal bærer 75 procent af overskridelsen.
Det svarer ca. til, at yderligere 168,5 millioner kroner skal betales af kollektivet, sammenlignet med i år. En sanktion, der altså skal lægges oven i den forventede sanktion grundet overskridelser i budgetterne for 2027, som må forventes at være i størrelsesordenen af ca. 75 millioner i første omgang.
Borgmester: Man skal være over sin økonomi som en høg
I Assens Kommune vil sanktionen betyde en varig reduktion i blokstilskuddet på ca 2,0 millioner kroner når den er fuldt indfaset. Sanktionen fra 2024 vil koste ca. 4,5 millioner kroner.
Det er en regning, der ikke falder i god jord i en kommune, som har afholdt sig fra at skrue på skatteprocent siden kommunalreformen.
"Jeg kan bare helt nøgternt konstatere, at serviceniveaet i min kommune ikke er højere end der, hvor man nu vil hæve skatterne. Heller ikke der, hvor man modtager særtilskud," tilføjer borgmester Søren Steen Andersen (V).
Borgmesteren fra den fynske kommune anerkender, at skatteprocenten på 26,10 i hans kommune allerede er blandt landets højeste, hvilket gør det vanskeligt at hæve skatten markant. Men han påpeger også, at man for år tilbage valgte at gennemførte store besparelser, i stedet for at hæve kommuneskatten. Det var et valg, der bestemt ikke gjorde ham populær i øjeblikket, men som han mener var nødvendigt.
"Jeg har selv været en tur i de nationale medier for en del år siden, fordi vi måtte tage nogle meget hårde beslutninger på velfærden. Det var ikke sjovt dengang, og det vil heller ikke være sjovt i dag. Dengang overvejede vi også at se på skatteprocenten, men i stedet valgte vi at få styr på kommunens økonomi, og det har vi haft lige siden. Men man skal være over sin økonomi hver dag - som en høg, hvis man gerne vil undgå de store sparekataloger, som bestemt ikke er særlig sjove."
Skattesanktioner siden 2021:
Budgetår | Skønnet sanktion (mio. kroner) |
2021 | 122 |
2022 | 42 |
2023 | 336 |
2024 | 668 |
2025 | 0 |
2026 | 0 |
2027 | Ca. 300 |
Sidst opdateret: 19/10/2026 - 14:16









































