Af Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve Kommune

Når man kører fra Greve Kommune ad Strandvejen og ind i nabokommunen, Ishøj, kører man også fra en økonomisk virkelighed til den anden.

For selvom kommunerne ligger side om side ved Køge Bugt, og borgerne kører på den samme motorvej eller sidder i det samme S-tog, er det langt fra det samme at bo i Ishøj og Greve.

Ishøj Kommune modtager nemlig 644 millioner kroner i udligning, mens Greve Kommune betaler 233 millioner kroner.

Det kan naturligvis mærkes på alt fra antallet af huller i vejene til kommunernes forskellige serviceniveau. Det betyder også, at det nok er sjovere at være ansat i Ishøj end i Greve Kommune, for der er flere kollegaer og flere ressourcer at trække på.

Jeg har absolut intet imod Ishøj Kommune. Eller Høje-Taastrup, der får 705 millioner kroner i udligning. Eller Brøndby, der modtager hele 988 millioner kroner. I alle de nævnte kommuner har jeg gode kollegaer og gode samarbejdsrelationer.

Men jeg har noget imod en udligningsmodel, der hverken er retfærdig eller til at forstå.

Modellen er ikke retfærdig

Et eksempel er, at Greve Kommune stiller krav til alle ledige om at bidrage på arbejdsmarkedet – måske bare et par timer om ugen. Det, tror vi på, er godt for den enkelte, men det er bestemt ikke godt for kommunens økonomi. For når mennesker arbejder et par timer om ugen, mister vi penge i udligningssystemet, fordi vi teknisk set har færre ledige.

Et andet eksempel er byudvikling. For her kan man også tænke i, hvad der udløser penge fra udligningen - det gør almene boliger. Men i Greve Kommune har vi taget et andet politisk valg, så vi bygger ikke målrettet almene boliger, selvom det ville forbedre vores udlignings-økonomi.

Et tredje eksempel er, at udligningen ikke belønner effektivitet.

Greve Kommune er en af landets mest effektive kommuner, og det er kun Dragør, der har færre ansatte pr. borger end os. Men effektivitet bliver slet ikke belønnet i udligningsordningen. Så hvorfor skal vi løbe stærkt og effektivisere, når vi samtidig skal aflevere millioner til andre kommuner, der ikke gør det samme?

Som om det ikke er nok, er dele af udligningssystemet låst fast af særtilskud, der blev indarbejdet i den seneste reform i 2020.

Særtilskuddene betyder, at nogle kommuner fortsat modtager ekstra støtte, selvom deres befolkningssammensætning har forbedret sig, for systemet bliver ikke løbende justeret efter virkeligheden.

Det betyder at visse kommuner – ofte socialdemokratiske – fortsat modtager store millionbeløb, mens andre afleverer mere og mere.

Det kan man godt undre sig over.

Modellen er ikke til at forstå

I Greve Byråd er vi almindelige mennesker med almindelige uddannelser, og vi har ingen mulighed for at forstå den hyperkomplekse lovgivning bag udligningen.

Det er en lov, der er bygget op af den ene lappeløsning ovenpå den anden, og i dag er det kun højtuddannede specialister, der har en chance for at gennemskue den.

Som samfund har vi i stedet brug for en enkel model, som vi politikere både kan forklare og forsvare.

Fremtidens udligning

Borgerne fortjener en retfærdig og gennemskuelig udligningsmodel, der kompenserer for de problemer, som vi politikere ikke kan løse med politiske beslutninger – og som samtidig ikke straffer kommuner, der tager ansvar og er effektive.

Der vil nok fortsat være forskel på at bo og arbejde i Greve og Ishøj, men forskellen bør handle om politiske prioriteringer – ikke om en uretfærdig og uigennemskuelig udligning.