
- Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Anlægsrammen spænder ben for superbusser
Etableringen af to superbuslinjer med egne dedikerede vejbaner i hovedstadsområdet hænger i en tynd tråd, fordi de 11 berørte kommuner ikke kan få lov at slippe udenom anlægsrammen.
Udgivet: 03/03/2025
Etableringen af to BRT-superbuslinjer (BRT er Bus Rapid Transit -red.) i hovedstadsområdet med egen dedikeret vejbane fra start til slut er ved at falde fra hinanden, fordi de 11 berørte kommuner ikke kan få lov at finansiere busprojekterne med låne-muligheder og udenom anlægsrammen.
Det er et projekt, der oprindeligt er sat til omkring tre milliarder kr. - men Transportministeriet bekræfter overfor NB-Økonomi, at projektet bliver væsentligt dyrere.
Kommunerne har de seneste par år oven på krigen i Ukraine og den høje inflation været særlig presset på anlægsrammen. Det skyldes dels, at anlægsrammen har været lavere end normalt, men det skyldes også, at de enkelte byggeprojekter har været dyrere på grund af stigende priser. Mange kommuner ønsker derfor at få hævet anlægsrammen eller få byggemuligheder, der ikke påvirker anlægsrammen på alt fra veje til klimasikring.
Borgmester til Transportminister: Find nu en løsning
Det er Gladsaxe kommune der på vegne af de 11 kommuner er i dialog med ministeriet, og her er borgmester Trine Græse (S) godt træt af, at transportminister Thomas Danielsen (V) ikke er hverken til at hugge eller stikke i - når det kommer til at lade de 11 kommuner få lov til at anlægge uden om anlægsrammens i forvejen stramme bånd:
"Jeg vil gerne opfordre ministeren til hurtigst muligt at finde en økonomisk løsning, der gør det muligt, at vi kan få gennemført denne her helt nødvendige forbedring af den kollektive trafik," siger Trine Græse.
(Artikel fortsætter under faktaboks.)
De 11 kommuner
Albertslund Kommune | Ballerup Kommune |
Brøndby Kommune | Furesø Kommune |
Gladsaxe Kommune | Herlev Kommune |
Hvidovre Kommune | Høje-Taastrup Kommune |
Ishøj Kommune | Københavns Kommune |
Rødovre Kommune | |
Folketinget vedtog i 2021 at afsætte statslige midler til de to buslinjer i aftalen: Udmøntning af investeringsmidler i bedre og billigere kollektiv trafik for perioden 2022-2035. Året efter i juli 2022 aftalte regeringen, dengang med socialdemokratiske Trine Bramsen som transportminister og de 11 kommuner et forståelsespapir, hvori det fremgår at:
"..(det er for kommunerne en) forudsætning for gennemførelse af BRT-projekterne på linje 200S og 400S, at medfinansieringen af et eventuelt anlæg sker uden for det kommunale anlægsloft. Ligeledes er det en forudsætning, at de lokale parter kan lånefinansiere eventuelle anlægsudgifter.."
Men i marts 2023 sagde transportministeriet - nu med Thomas Danielsen (V), som transportminister - nej til de forudsætninger, og siden da har projektet hængt og dinglet i en for de 11 hovedstadskommuner bekymrende tynd tråd. Her svaret fra Transportministeriet:
"Transportministeriet har afsøgt muligheder for at imødekomme de ønsker, som de lokale parter har haft i relation til ovennævnte rammevilkår. Vi kan nu meddele, at vi desværre ikke har mulighed for at imødekomme jeres ønsker." (Brev fra transportministeriet til kommunerne d. 18. september 2023.)
De 11 kommuner har siden og uden held forsøgt at finde en løsning både hos Finansministeren og hos Transportministeren, og sideløbende har der også været drøftelser i forligskredsen bag aftalen, men der er intet sket.
Borgmester: Forstår ikke hvorfor, det skal være indenfor anlægsrammen
De to superbuslinjer er et omfattende regionalt milliard infrastruktur-projekt, der involverer 11 kommuner i københavnsområdet inklusiv landets hovedstad, og det, mener man i de 11 kommuner, er en klar opskrift på et projekt, der burde 'ordnes' uden for anlægsrammen og med en lånefinansieringsmulighed:
"Vi er simpelthen nødt til at kunne lånefinansiere omkostningen, og vi er nødt til at kunne afholde omkostningen uden for anlægsrammen. Det her går jo hen over rigtig mange forskellige kommuner. Kommunerne har helt forskellige økonomiske rammevilkår. Nogle ville måske kunne finde plads inden for anlægsrammen, andre ville måske kunne finde finansieringen af pengene, men der er ingen, der kan begge dele," siger Trine Græse.
Og i følge Gladsaxes borgmester, så er der ikke noget usædvanligt i at et projekt som dette kommer uden for anlægsrammen:
"Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en dispensation for anlægsrammen. Hovedstadens letbane er for eksempel ikke en del af anlægsrammen. Det er metroen heller ikke. Så der er jo ikke noget usædvanligt i, at de her store infrastrukturprojekter, som kommunerne på en eller anden måde medfinansierer, at det ikke bliver regnet med i vores anlægsramme."
Minister: I Aalborg kan man godt, og så kan man også godt i Hovedstadsområdet
Aalborg er et af de få steder, hvor man allerede har anlagt en BRT-buslinje, som man kalder plusbus, og her har man haft en lignende aftale mellem ministerie og kommune. Og her har Aalborg selv afholdt halvdelen af udgifterne plus fordyrelser på i alt 305 mio. kr. og gjort det indenfor anlægsrammen. Et eksempel transportminister Thomas Danielsen gerne hiver op af lommen:
"Da Aalborg Kommune valgte at anlægge den i øvrigt meget succesfulde Plusbus, som altså er sådan en BRT-lightmodel, modtog Aalborg Kommune i forbindelse med anlæggelsen af Plusbus et statsligt tilskud svarende til lidt mindre end halvdelen af anlægsudgifterne, idet Aalborg Kommune selv afholdt de resterende udgifter og efterfølgende fordyrelser inden for kommunernes anlægsbudget. Det kan altså lade sig gøre at anlægge BRT inden for kommunens budget, i hvert fald hvis man som kommune har et ønske om det." (Skrifteligt svar fra transportministeren)
Det vil dog alt andet lige være nemmere for én kommune at planlægge udgifter til et anlægsudgift over fire år - end det er for 11 meget forskellige kommuner at koordinere det samme.
Transportminister Thomas Danielsen bliver svær at rokke, hvis de involverede københavnske kommuner fortsat vil kæmpe for at slippe udenom anlægsrammen:
"Hvis kommunernes andel af omkostningerne ikke afholdes inden for den kommunale anlægsramme, vil den fulde anlægsudgift alt andet lige fortrænge et rum til andre politiske prioriteringer under den offentlige investeringsramme. Det gælder både statslige anlægsprojekter samt kommende økonomiske aftaler om de kommunale og regionale anlægsprojekter. Kommunerne har mulighed for at fordele den kommunale anlægsramme kommunerne imellem. Kommunerne kan altså støtte hinanden, hvis de ønsker at gå sammen om at give deres borgere et højklassetransporttilbud, som jo også er til gavn for andre end kommunens egne borgere. "(Skrifteligt svar fra transportministeren)
Helt nødvendigt med kollektiv transportforbindelser i luksusklassen
De her buslinjer 200s og linje 400S - der efter planen skal blive til superbuser, de eksisterer allerede i dag, men altså - hvor de deler vejbanerne og køerne med de øvrige trafikanter.
"Vi vil rigtig gerne have bedre kollektiv transport her i vores område, fordi vi er ved at sande til i biler hver eneste dag, og fordi der kommer flere borgere, og der kommer flere arbejdspladser.", siger Trine Græse.
De to buslinjer skal i deres nye form have hver deres helt egen kørebane en såkaldt tracé - vejbanen gør at busserne bliver sammenlignelige med skinnebåren transport. Og det er anlæg af bus-skyttegraven, der gør projektet svinedyrt, men mindre kan ikke gøre det:
"De busser hænger i dag fast i trafikken sammen med alle bilerne. Hvis vi skal have folk til at stige ud af bilen og hoppe over i bussen. Hvad skulle incitamentet være for at tage bussen, hvis den kommer lige så langsomt frem som alle andre. Altså det er jo også derfor, man bygger skinnebåren transport, fordi det er en sikker transportform, som kommer frem, uanset hvad der så i øvrigt sker på vejene. Det skal være en højklasset kollektiv transportforbindelse med egen vejbane, så busserne kører uden om køerne, når de opstår.", siger borgmester Trine Græse.
(Artikel fortsætter under faktaboks.)
Superbus - Hvad er BRT
“Bus rapid transit (BRT) er en fælles betegnelse for et højklasset, busbaseret kollektivt transportsystem med et højt serviceniveau. Det centrale element ved BRT er, at der anlægges et særligt tracé til busserne som sikrer, at de ikke påvirkes af den øvrige trafik, herunder de trængselsproblemer der kan forårsages af biltrafikken.
En BRT består af:
-Særlige vognbaner kun for busser samt busprioritering i vejkryds.
-Stor passagerkapacitet og høj afgangsfrekvens.
-Høj rejsehastighed og regularitet.
-Stoppesteder med stationslignende kvalitet herunder niveaufri ind- og udstigning.
-Selvstændig identitet og integration i bymiljø.”
( Kilde Vejdirektoratet )
Nu ser det også ud til at blive dyrere
Uenighed om finansiering og anlægsramme kan ende med at blive de 11 kommuners mindste problem for transportministeriet bekræfter overfor NB Økonomi, at superbusprojektet bliver væsentligt dyrere end først antaget.
Det er i særlig grad et problem for de involverede kommuner, fordi de hænger på 100 procent af beløbet for en evt. fordyrelse af projektet. Den oprindelige aftale siger, at de 11 involverede kommuner og staten deler udgiften lige over - men altså ikke eventuelle overskridelser af budgettet. Og de eventuelle milliarder bliver ekstra svære at finde. For når de første milliarder er så svære at finde, så vil nye milliarder nok blive nærmest umulige.
Noget der i sidste ende kan ende med at slukke og lukke helt for københavnske superbusser, eller i hvert fald nedgradere og udvande de her projekter væsentligt.
Sidst opdateret: 04/03/2025 - 08:01









































