Hvis du er træt af at kigge ned i en tom kommunekasse, så giver NB-Økonomi dig her en liste over fire tiltag, som kan forbedre din kommunes økonomi takket være det kommunale udligningssytem.

De fleste vil nok med rette kalde guiden samfundsskadelig. For selvom de fire råd giver en solid belønning i udligningssystemet, så er alle fire tips beslutninger, som direkte arbejder mod samfundets interesser og ofte også almindelige menneskelighed.

Hold handicappede og de socialt svageste langt væk fra arbejdsmarkedet

Et meget vigtigt kriterie for tildeling af penge i den såkaldte udgiftsudligning handler om andelen af borgere udenfor arbejdsmarkedet. Kriteriet betyder helt enkelt, at kommunen som minimum mister 63.400 kroner, hvis en socialt udsat borger blot får mere end en ugentlig times lønnet beskæftigelse om ugen.

Der er derfor en stor økonomisk gevinst i at få jobcenteret og socialforvaltningen til at droppe alle indsatser for at bringe borgere i job, som de ikke forventer at nå op på minimum 12-15 timer om ugen, så den sparede udgift til overførsler kan opveje tabet i udligningen.

Samtidig vil kommunen spare de ofte arbejdskrævende opgaver, det er at skaffe få timers beskæftigelse til socialt udsatte.

Kommunen har et særligt ekstra incitament til at holde borgere med handicap udenfor arbejdsmarkedet. Det skyldes, at en borger i udligningssystemets logik ikke længere har et handicap, hvis vedkommende har mere end en times beskæftigelse om ugen. Kommunen kan tabe helt op til 268.800 kroner om året, hvis man får en person med handicap i få timers beskæftigelse.

Stop al erhvervsudvikling medmindre det er til virksomheder med overnormale profitter

Hvis du kører op ad E-45 forbi Hedensted med den massive erhvervsudvikling og tænker, at der må sidde et dygtig byråd i Hedensted, så er det helt rigtigt, hvis du tænker, at vækst og nye arbejdspladser er godt. Men det er helt forkert, hvis du alene tænker på kommunens økonomi.

Forklaringen er, at kommunernes udgifter til erhvervsområder og eks. miljøkontrol med virksomheder slet ikke indgår i udligningen, og derfor skal den udgift tages fra den øvrige velfærd.

Kommunerne får i stedet 14,24 procent af den selskabsskat, som virksomhederne betaler. Men det hjælper ikke meget for en kommune som Hedensted, hvor der primært ligger logistik og produktionsvirksomheder, som kun betaler en brøkdel i selskabsskabt sammenlignet med eksempelvis finans-, energi og medicinalvirksomheder.

Derfor er den gyldne regel: Medmindre jeres kommune har mange ledige ufaglærte, så er det kun en god ide at udvikle nye erhvervsområder, hvis I er ret sikre på, at området tiltrækker virksomheder med store selskabsskattebetalinger.

Hold nedslidte fast på kontanthjælp

En anden vigtig kriteriegrænse er borgere med lav indkomst, der defineres som en indkomst på mindre end 60 procent af medianindkomsten på landsplan samt en formue på under 10.000 kroner.

Det betyder i praksis, at en person på kontanthjælpsydelse normalt udløser kriteriet for lav indkomst, mens en borger på førtidspension ikke gør.

Det betyder, at kommunen i mange tilfælde mister 77.896 kroner, hver gang kommunen gennem hurtig og effektiv sagsbehandling får flyttet en nedslidt borger fra en kontanthjælpsydelse til førtidspension.

Eller sagt med andre ord: Hvis jobcenteret kommer med en plan for, hvordan man kan effektivisere sagsbehandlingen og afkorte ventetiden, for at nedslidte på en kontanthjælpsydelse kan få behandlet deres sag om førtidspension hurtigt, så skal man bare vide, at det udløser en kontant straf i udligningssystemet.

Et dyrt og dårlig botilbud i egen kommune er bedre end et billigt og godt tilbud udenfor kommunen

Mange kommuner har i øjeblikket stort fokus på prisen på botilbud. Nu skulle man jo tro, at det ville være godt, hvis kommunens socialrådgivere kunne finde et bedre og billigere botilbud udenfor kommunen.

Men så har man glemt de økonomiske incitamenter i udligningssystemet.

Det er ikke overraskende, at det er den kommune, hvor borgeren har boet hidtil, som skal betale for et bosted. Men det mærkelige er, at udligningen for borgeren tilfalder den kommune, hvor borgeren er anbragt. Nettoregnskabet er relativt kompleks.

I og med at borgere på botilbud ofte opfylder en række kriterier i den sociale del af udligningssystemet, så kan det årlige tab ved at flytte en borger til et botilbud udenfor kommunen nemt løbe op i langt over hundrede tusinde kroner om året.

Indtil 2020-reformen var betalingskommune sikret en del af udligningsbeløbet i form af det demografiske udgiftsbehov. Men det ændrede partierne bag udligningsreformen, og derfor har kommunerne i dag et endnu stærkere økonomisk incitament til at fastholde borgere på private eller kommunale botilbud indenfor kommunegrænsen - også selvom de måske er både dårligere og dyrere end et andet tilbud udenfor kommunegrænsen.

Som du kan læse i artiklen herunder, så var partierne advaret om effekten af at afskaffe betalingskommunefolketallet.

Ingen kender effekten af økonomiske incitamenter

Der er så vidt vides ingen data om, i hvilket omfang kommunerne lader sig styre af økonomiske incitamenter, når de åbenlyst motiverer til en adfærd, som er enten samfundsskadelig eller i strid med normal god menneskelig adfærd.

Borgmesteren i Hedensted kæmper ikke alene for vækst i kommunens erhvervsliv, men også for at give kommunens svageste øget livskvalitet gennem tilknytning til arbejdsmarkedet gennem et småjob blandt andet i nogle af kommunens mange nye virksomheder.

Men borgmester Ole Vind (V) har tidligere erkendt, at der en grænse for, hvor længe kommunen kan bære et tab på op til 200.000 kroner for hver borger i småjob.

"Lige nu arbejder vi ud fra devisen, at des flere vi får i job, des bedre er det for den enkelte og grundlæggende også for samfundet. Men jeg har sagt til både Indenrigsudvalget og ministeren, at vi må se på det her, for på et eller andet tidspunkt har vi simpelthen ikke råd," har Ole Vind sagt til NB-Økonomi.