Massive forskelle i kommuners indtægter fra selskabsskat pr. privat arbejdsplads

På grund af lav udligningsgrad og en geografisk koncentration af store selskaber, er der stor forskel på, hvor mange penge landets kommuner får ud af deres private arbejdspladser. Se hvordan det ser ud i din kommune her.

Udgivet: 27/11/2024

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Oliver Gantriis

Jounalist

Del artiklen:

For langt de fleste af landets kommuner kan det stort set ikke betale sig at investere i erhvervspolitikken. I hvert fald ikke, hvis beskæftigelsen i forvejen er høj, og kommunerne derfor reelt blot skaber arbejdspladser til borgere udenfor kommunen.

Årsagen er, at kommunernes eneste indtægt til at betale for eksempelvis veje og myndighedskontrol kommer fra selskabsskatten. Men de penge lander så skævt, at en industrikommune som eksempelvis Kerteminde de seneste tre år haft et tab på selskabsskatten på gennemsnitligt 9.658 kroner om året pr. private arbejdsplads.

Borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) siger, at kommunen har udviklet industriarealer for at sikre borgerne gode arbejdspladser tæt på deres bopæl.

"Men det kan vi jo ikke bruge til at betale for hverken ansatte til myndighedsarbejde eller de store vejanlæg, som industri kræver. Men hvis vi og andre industrikommuner stopper med at udvikle industriområder, så vil det være skidt for Danmark samlet set," siger han.

Forklaringen på, at stort set alle de tunge industrikommuner taber stort på selskabsskatten er, at kommunernes samlede indtægt fra selskabsskat bliver modregnet i balancetilskuddet og dermed reducerer bloktilskuddet.

Og da der kun er 50 procent udligning på selskabsskat, så oplever typisk 78-80 kommuner, at de taber mere på balancetilskuddet, end de får i indtægt på selskabsskatten. Som du kan se i kortet, så gælder det også stort set alle kommunerne i produktionsdanmark.

Artiklen fortsætter under kortet.

Lav udligningsgrad på selskabsskat skulle modvirke slap kommunal skattekontrol

Det var først i 2007, at man indførte kommunal udligning af selskabsskat. Årsagen til, at udligningsgraden kun blev 50 procent skal formentligt findes i betænkning 1316 fra juli 1996, hvor et ekspertudvalg gennemanalyserede mulighederne for en udligning af selskabsskat.

Udvalget anbefalede en udligningsgrad på maksimalt 50 procent, fordi det på daværende tidspunkt var kommunerne, som havde skattekontrollen med selskaber. Da en væsentlig del af selskabsskatten ofte blev viderefordelt til filialer i andre kommuner, så frygtede man, at en højere udligningsgrad ville svække det såkaldte ligningsincitament - altså sagt mere direkte, at kommunerne ville favorisere lokale selskaber med en lempelig skattekontrol som en del af kommunens tiltrækningskraft for virksomheder.

I dag er skattekontrollen af både personer og selskaber flyttet væk fra kommunerne, og dermed er det oprindelige argument for 50 procent udligning forsvundet.

Det er der to forklaringer på. For det første fordeles selskabsskatten fra et givent firma som altdominerende hovedregel i forhold til lønsummen til de ansatte i hver kommune, hvor firmaet har aktiviteter. Da lønningerne typisk er markant højere på hovedkontoret end i produktionsenhederne, så favoriserer det de store byer. Samtidig har eksempelvis banker og mange andre servicevirksomheder lukket filialer og centreret deres medarbejdere i de store byer.

Den anden forklaring er, at det skattepligtige overskud er markant større i brancher som medicinal- og finansvirksomheder, mens den er markant lavere i typiske produktionsvirksomheder. Netop medicinal- og finansvirksomheder er i særlig grad centreret omkring hovedstaden.

Ifølge Kasper Ejsing Olesen er det afgørende, at fordelingen af selskabsskatten og incitamenterne til at udlægge industriområder bliver et centralt emne i kommissoriet for den analyse af udligningssystemet, som regeringen har sat i gang.

Ifølge flere eksperter er forskellene i skatteindtægterne nu så store, at man i en ny reform bør se på om udligningsgraden skal justeres. Det kan du læse mere om her:

Fik du læst?

Udligningseksperter: Dette bør kommissoriet se på

Erhvervstombolaen

Der er ingen udsigt til, at de store forskelle i kommunernes indtægter fra selskabsskatten bliver udjævnet de kommende år. Det skyldes ikke mindst, at medicinalindustrien er inde i en historisk vækst, som betyder, at deres overskud må forventes at stige kraftigt de kommende år.

Fik du læst?

Novo's succes vil skabe elite af meget rige kommuner

Derudover er der en tendens til, at globale udsving pludseligt kan skabe en voldsom vækst i overskuddene hos særligt finansvirksomheder og energihandlere. To gode år i energisektoren har eksempelvis flyttet Aarhus Kommune fra et nettotab til en nettogevinst i udligningsmaskinen, da en række energimæglere havde hovedkontorer netop der, da energipriserne eksploderede i 2021 og 2022.

Opgør man effekten af selskabskatten efter udligning blandt de, der tjener den ind til kommunen, altså pr. private stillinger, så har Aarhus gennemsnitligt haft en gevinst på 13.598 pr. privatansat over en treårig periode.

Helt i toppen af listen finder man Billund Kommune, der gennemsnitligt har kunnet polstre kassen med lidt over 134.000 kr. for hver privatansat inden for kommunens grænser i 2022-2025. Omvendt må en kommune som Nyborg aflevere ca. 19.300 kr. om året i samme periode. Faktisk taber næsten halvdelen af alle kommunerne i gennemsnit mere end 10.000 pr. privatansat hvert år.

Det er vigtigt at understrege, at kommunernes tab på selskabsskat ikke umiddelbart vil blive lavere ved at stoppe erhvervsudviklingen. Men kommunen vil undgå afledte negative miljøeffekter og stigende udgifter til især myndighedsarbejde og infrastruktur, som ikke indregnes i udgiftsbehovet i udligningssystemet.

Hvilke kommuner og hvor meget de får udbetalt i selskabsskat næste år, kan du læse her:

Fik du læst?

Så stor bliver forskellen på selskabsskatter i 2025 - se tallene for din kommune her

Sidst opdateret: 27/11/2024 - 11:45

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]