Af Frands Fischer (S), borgmester i Skanderborg Kommune

Du kender det sikkert: Bilen skal til service, og du afleverer den i forventning om, at den bliver gennemgået fra ende til anden. Men forestil dig, at mekanikeren kun skifter olie, og ignorerer en defekt bremse eller en slidt tandrem. Det ville være utænkeligt – og uansvarligt.

Derfor er det også opløftende, at der nu er bred enighed om, at hele udligningsmaskineriet skal gennemgås grundigt.

Halvfærdige reparationer og lappeløsninger holder ikke længere.

Hvis vi skal sikre et retfærdigt system, kræver det en gennemgribende renovering – ikke blot justeringer af småskavanker.

Udligningssystemet på værkstedSnart bliver udligningsmaskinen hævet op på liften, og eksperterne går i gang. Fejl og mangler bliver noteret, og der er efterhånden bred konsensus:

Styretøjet trækker skævt, affjedringen er ujævn, og motoren mangler trækkraft. Vi skal have et system, der fordeler ressourcerne retfærdigt, så alle kommuner får mulighed for at levere tilnærmelsesvis den samme velfærd til borgerne.

Brugerne af ”køretøjet” - landets kommuner - er historisk enige om, at udligningen denne gang skal have et gennemgribende servicetjek. Kommunerne står gennem KL sammen om et fælles indspil til Finansieringsudvalget med ni principper, der skal sikre en fair og gennemskuelig fordeling af de godt 24 mia. kr., der i dag omfordeles mellem kommunerne.

Meget tyder på, at budskabet også er modtaget i regeringstoppen. Finansminister Nicolai Wammen (S) har udtalt, at målet er et udligningssystem, der er stærkere, mere robust og mere retfærdigt. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har også bakket op om KL’s ønske om en bred analyse af hele systemet.

Det sociøkonomiske tandhjul er skadet Når vi løfter kølerhjelmen og kigger på et af de centrale tandhjul i maskineriet – nemlig beregningen af det socioøkonomiske udgiftsbehov – bliver det tydeligt, at systemet ikke fungerer efter hensigten.

Nogle kommuner bliver voldsomt underkompenseret, mens andre får tildelt flere penge, end de reelt har brug for. Det ser vi blandt andet i udgifterne til borgere på overførselsindkomster – en af de største poster i de sociale udgifter. Her står det nemlig rimeligt klart, at det beregnede behov langt fra afspejler kommunernes reelle udgiftsbehov.

Den måde man opgør udgifterne på favoriserer i den grad nogle kommuner frem for andre.

Kommuner som Bornholm, Hjørring og Frederikshavn bliver systematisk underkompenseret i forhold til deres behov. Deres faktiske udgifter ligger i gennemsnit på indeks 140 i forhold til landsgennemsnittet, men de får kun beregnet et socialt udgiftsbehov på omkring indeks 105 – en forskel på 35 indeks-point. Det betyder reelt, at de modtager langt færre penge, end deres udgifter berettiger til.

Omvendt bliver bykommuner som Ishøj, Brøndby og København favoriseret, da deres beregnede behov overvurderes med tilsvarende 35 indeks-point. Det er en alvorlig og uretfærdig skævhed, der er medvirkende til, at nogle kommuner må spænde livremmen unødigt ind.

En reparation, der ikke kan venteDen markante forskel må og skal vi have rettet op i det nye udligningsmaskineri. Opgaven må være, at man ikke kun ser bredt på udligningen, men at analysere går i dybden og jagte præcis de parametre og deres vægtning, der er bedst til at ramme det udgiftsbehov, som kommunerne reelt har.

Analysen af, hvor godt det sociale udgiftsbehov rammer kommunernes faktiske sociale udgifter, skal naturligvis omfatte alle sociale udgifter og ikke kun udgifterne til overførselsindkomster. Men alt tyder på, at der også her mangler en ordentlig sammenhæng.

Hvis ikke vi får foretaget den nødvendige justering, vil styretøjet fortsætte med at trække skævt – og det kan få store konsekvenser for velfærden i mange kommuner.

Vi har momentum lige nu. Kommunerne står sammen, og der er politisk vilje til en omfattende gennemgang. Det er nu, vi skal sikre, at vi ikke igen får en overfladisk reparation, men en grundig renovering, der fungerer bedst muligt for alle landets kommuner.

Alt andet vil være urimeligt.