Det lyder absurd, men Folketinget har indrettet den kommunale udligning på en måde, så kommunerne får en solid straf på op til en kvart million kroner, når de hjælper en borger med handicap ud på arbejdsmarkedet mere end en time om ugen eller gennemfører en række andre sociale tiltag.

"Det er valget mellem pest eller kolera," siger Hedensteds borgmester, Ole Vind (V), om det dilemma, som kommunen står i. Skal man gøre det rigtige for borgerne og samfundet, eller man skal gøre det rigtige for kommunekassen.

Dilemmaet stod lysende klart, da Ole Vind mandag uddelte kommunens handicappris til Webpakkeriet Aps i Ølholm, der har sikret fleks- og småjobs til seks borgere i kommunen.

"Det er jo helt fantastisk, hvad de gør ved at give dem adgang til arbejdsfællesskabet gennem småjob og flexjob. Men virkeligheden er jo, at hver eneste af de borgere, som går derude med småjob, koster kommunen et tab på 200.000 kroner om året," siger Ole Vind.

"Lige nu arbejder vi ud fra devisen, at des flere vi får i job, des bedre er det for den enkelte og grundlæggende også for samfundet. Men jeg har sagt til både Indenrigsudvalget og ministeren, at vi må se på det her, for på et eller andet tidspunkt har vi simpelthen ikke råd," siger Ole Vind.

Når en kommune hjælper en borger med handicap til at få nogle få timers beskæftigelse om ugen, så taber kommunen op til 207.087 kroner i kommunal udligning (se nærmere længere nede i artiklen.)

"Den brutale virkelighed er jo, at hver gang vi får to personer med handicap i småjob, så skal vi spare et andet sted eksempelvis ved at have en sosu-assistent mindre i ældreplejen. Og vi er jo langt fra den eneste kommune, som på et tidspunkt bliver nødt til at overveje, om vi har råd til at hjælpe handicappede i småjob, selvom det er det eneste rigtige for den enkelte og for samfundet," siger Ole Vind.

Minister afviser, at der er et problem

Borgmestre var fra Holstebro, Rebild, Hedensted og Favrskov var for nylig i Folketingets Indenrigsudvalg. Her fortalge de udvalget, hvordan de som vækstkommuner med høj beskæftigelse har tabt mange penge på, at hjælpe mange førtidspensionister og personer med handicap i små- eller flexjob.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Lhde har efterfølgende afvist at gøre noget ved problemet.

"Der vil løbende kunne opstå synspunkter og ønsker fra kommunegrupper mv. til udligningssystemet, herunder vedrørende systemets kriterier. Som grundlag for udligningsreformen fra 2020 er der netop foretaget en større gennemgang af bl.a. flere udgiftsbehovskriterier i udligningssystemet, og et nyt sådant arbejde er derfor ikke aktuelt på nuværende tidspunkt," skriver hun i et svar til Folketinget.

Kun et af fire sociale tiltag, der udløser straf til kommunerne

Det økonomiske tab på at hjælpe borgere med handicap i beskæftigelse er kun et af fire områder, hvor det kommunale udligningssystem straffer kommunerne for at gennemføre nogle af de sociale tiltag, som både Folketinget og kommunerne er enige om er bedst for både den enkelte og for samfundet.

De øvrige handlinger, som udløser en straf, er, når kommunen:

• Får en førtidspensionist i beskæftigelse nogle få timer om ugen
• Flytter en handicappet borger til en bedre og mere specialiseret institution uden for kommunegrænsen
• Hurtigere får afklaret, om en borger på kontanthjælp er berettiget til en førtidspension.

Formand for Indenrigsudvalget: Vi kan ikke være det bekendt

"Vi kan ikke være bekendt over for de svageste borgere, at kommunerne straffes økonomisk for at tage et socialt ansvar," siger formanden for Folketingets Indenrigsudvalg, Theresa Berg Andersen fra SF. Hun peger på, at det svækker livsvilkårene for de allersvageste borgere, hvis kommuner bruger færre kræfter på at sikre dem beskæftigelse eller forhaler tildeling af førtidspension.

Hun påpeger, at ingen ved, i hvilket omfang kommunerne reagerer på de økonomiske incitamenter, men siger:

"Vi ved, at mange kommuner er under maksimalt økonomisk pres, og derfor kan man frygte, at de reagerer på de økonomiske incitamenter. Vi ved også, at fire borgmestre, som var på besøg i Indenrigsudvalget, pegede på det her som et problem."

I skemaet nedenfor kan du se, hvor mange penge kommunerne mister i udligning på fire forskellige sociale indsatser, som alle er enige om er godt for både den enkelte og for samfundet.

Sådan virker de skæve økonomiske incitamenter

Forklaringen på de skæve økonomiske incitamenter skal findes nede i teknikken bag den kommunale udligning.

En central del af systemet består i, at kommunernes udgiftsbehov for at levere en gennemsnitlig service til deres borgere fastlægges ud fra dels alderssammensætningen af borgerne, dels den socioøkonomiske sammensætning. Hele ideen bag systemet er, at en kommunes udgiftsbehov beregnes på baggrund af objektive kriterier og ikke kommunens faktiske udgifter til at drive kommunen.

Logikken er, at hvis man gav kommunerne støtte efter deres faktiske udgifter - altså en refusionsmodel - så ville man belønne de kommuner, som er mest ineffektive. Modsat vil systemet med et udgiftsbehov baseret på objektive kriterier belønne de kommuner, som driver deres kommune med højere effektivitet end gennemsnittet.

Alderssammensætningen bestemmer 67 procent af udgiftsbehovet, og det er meget enkelt, fordi det er baseret på antallet af borgere i de enkelte aldersgrupper.

Det er lidt mere kompliceret med det socioøkonomiske udgiftsbehov, som er styret af 18 kriterier som eksempelvis antallet af 20-59 årige borgere uden beskæftigelse, antallet af personer, som har en diagnose for handicap og antallet af borgere med lav indkomst.

Og det er nede i definitionen af de kriterier, at man finder årsagen til de skæve økonomiske incitamenter.

Det mest centrale er definitionen af, hvornår en borger er i beskæftigelse, og dermed udelukker borgeren fra at tælle med i både kriteriet om borgere uden beskæftigelse, og handicapkriteriet, som kun omfatter borgere med en bestemt diagnose og som ikke er i beskæftigelse,

Som reglerne er i dag, så er en borger i beskæftigelse, hvis borgeren har 1 times ugentlig lønnet arbejde eller mere.

Det betyder, at en borger med handicap, og som ikke er i beskæftigelse, udløser et årligt tilskud på op til 207.087 kroner om året. Hvis vedkommende så får eks. et flexjob tre timer om ugen, så mister kommunen den støtte, uagtet at kommunens udgifter til eks. førtidspension, hjælp og pleje ikke falder. Og i værste tilfælde stiger udgifterne til hjælp til borgeren på grund af nye behov forbundet med arbejdet. Det skal understreges, at i enkelte tilfælde vil kommunens tab på udligning kun være på 76.118 kroner om året.

For førtidspensionister er tabet altid 76.118 kroner om året, men her vil antallet af borgere med flexjob ofte være højere.

Årsagen til at en kommune taber penge, når en borger får bevilget førtidspension er todelt. Først og fremmest er førtidspensionen større end kontanthjælpen, men derudover mister kommunen et socialt tilskud, fordi en kontanthjælpsmodtager tæller med i kriteriet for borgere med lav indkomst, mens det ikke gælder for en førtidspensionist.