
Siden kommunalreformen har kommunerne næsten hvert år brugt for mange penge på bygge og anlæg. - Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix
Anlægsbudgetterne er kun overholdt tre gange siden strukturreformen
Selvom kommunerne generelt har holdt sig indenfor servicerammen de seneste år, så er det mere reglen end undtagelsen, at budgettet overskrides, når det kommer til anlæg. Se overskridelserne her.
Udgivet: 03/12/2024
Kun tre gange siden kommunalreformen er det lykkedes kommunerne at overholde den samlede anlægsramme. Det viser tal fra KL (Kommunernes Landsforening).
Årsagerne er en blanding af budgetter med vokseværk, politiske midtvejsaftaler, der har justeret det oprindelige loft, og at der i modsætning til overskridelser på servicerammen, ikke er nogen statslig sanktion på rammeoverskridelser, når det kommer til anlægsområdet.
Den seneste anlægsoverskridelse fik også finansminister Nicolai Wammen (S) til at se med "stor alvor på, at kommunerne igen overskrider de budgetterede rammer for anlæg". Det er han ikke den eneste minister, der har gjort igennem tiden, men eftersom staten ikke kan sanktionere, så er det aldrig rigtig blevet til mere end alvorlige blikke fra regeringen.
At staten ikke har en sanktionsmulighed, når det kommer til anlægsudgifterne, har også mødt kritik fra bl.a. professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh, der mener, at kommunernes overforbrug på anlæg med tiden kan skabe usikkerhed om hele det kommunale aftalesystem. Det kan du læse mere om her:
Ifølge opgørelsen fra KL er det årene 2010, 2012 og 2019, hvor kommunerne har overholdt det aftalte budget. Hertil hører det, at KL og regeringen i 2009 valgte at hæve anlægsrammen med to mia. kr., således at rammen i 2010 var den største anlægsramme både før og siden.
Forskellige politiske aftaler som den førnævnte har eksempelvis hævet loftet, udvidet kommunernes lånemuligheder, eller hævet loftet mod et tilsvarende underforbrug på servicerammen.
I 2020 suspenderede regeringen eks. anlægsloftet, og i samme ombæring opfordrede den både regioner og kommuner til at fremrykke eventuelle byggeprojekter som led i en indsats, der skulle holde hånden under byggebranchen under covid-19.
Sidst opdateret: 03/12/2024 - 11:58
Emner: Anlægsramme





































