Finansminister Nicolai Wammen (S) og indenrigsminister Sophie Løhde (V) har netop offentliggjort, at kommunerne har overholdt servicerammen. Derfor kommer der ingen sanktioner til kommunerne for overskridelse i 2022.

Finansminister Nicolai Wammen (S) og indenrigsminister Sophie Løhde (V) har netop offentliggjort, at kommunerne har overholdt servicerammen. Derfor kommer der ingen sanktioner til kommunerne for overskridelse i 2022. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kommunerne slipper for sanktioner på servicerammen i 2022

Finans- og Indenrigsministeren anerkender nu officielt, at kommunerne har holdt sig inden for servicerammen. I så fald slipper kommunerne for sanktioner i 2022.

Udgivet: 21/04/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Finansminister Nicolai Wammen (S) og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) har netop udsendt en fælles pressemeddelelse om, at kommunerne har overholdt servicerammen i regnskaberne for 2022.

Den officielle anerkendelse fra de to topministre betyder, at kommunerne helt slipper for sanktioner på servicerammen for 2022, da man kun får sanktioner, hvis man overskrider og dermed ikke overholder servicerammen.

"Kommunerne har i 2022 løftet nogle store opgaver i en ekstraordinær situation. Først med håndteringen af COVID-19 og siden modtagelsen af fordrevne fra krigen i Ukraine. Samtidig holder kommunerne sig som forventet inden for servicerammen. Det viser, at kommunerne påtager sig et vigtigt ansvar, som jeg gerne vil kvittere for," udtaler Nicolai Wammen i pressemeddelelsen.

Svaret er afgørende for kommunerne, fordi de indtil nu har været usikre på, om den overskridelse, de har faktisk har haft på servicerammen på 1,1 mia. kr. i 2022, den ville blive sanktioneret.

Aftalen mellem KL (Kommunernes Landsforening) og regeringen har været, at kommunerne ville få dækket ekstraordinære udgifter til ukrainere og corona. Man må derfor antage, at de 1,1 mia. kr. bliver afskrevet af regeringen som netop ekstraordinære i forhold til Ukraine og Covid-19.

KL-formand Martin Damm glæder sig over, at kommunerne har været så gode til at overholde servicerammen.

"Der kommer ingen sanktioner på servicerammen. Overskridelsen (på 1,1 mia. kr., red.) er alene et udtryk for udgifter til Ukraine og corona," siger han til NB-Økonomi og tilføjer, at kommunerne formentlig kommer under rammen, hvis man fratrækker de faktiske udgifter til de to ekstraordinære områder.

Sophie Løhde kvitterer for kommunernes indsats:

”Jeg vil gerne anerkende kommunernes store indsats for at overholde servicerammen. Kommunerne har også i 2022 skullet løfte helt ekstraordinære opgaver."

Ingen trusler om sanktioner på anlæg

Mens de to ministre glæder sig over kommunernes indsats på servicerammen, så er der ikke rosende ord, når det kommer til overskridelsen af anlægsrammen.

Men de to ministre rasler ikke med at indføre en anlægssanktion for overskridelsen.

"Jeg ser derimod med stor alvor på, at kommunerne overskrider de budgetterede rammer for anlæg. Overskridelsen svækker troværdigheden om de aftalte anlægsrammer,” siger Nicolai Wammen, mens Sophie Løhde tilføjer:

"En overskridelse af anlægsbudgetterne med 1,6 mia. kr. er imidlertid ikke tilfredsstillende. Vi skal kunne stole på, at de rammer, vi sammen aftaler, også bliver overholdt.”

Selvom kommunerne ikke får en sanktion for at overskride anlægsrammen, og at regeringen formentlig ikke vil indføre det ved lov fremadrettet, så skal kommunerne alligevel bide mærke i de hårde ord.

Mange kommuner ønsker nemlig, at hæve servicerammen for 2024, da den var særlig stram for 2023. Men det kan blive svært at få realiseret, hvis regeringen har den opfattelse, at kommunerne ikke er troværdige, når det kommer til at overholde den anlægsramme, der aftales.

Regeringen har flere gange understreget, at det på grund af krigen i Ukraine og den høje inflation ikke er tid til at lave for høje offentlige investeringer. Men hvis de samtidig har den opfattelse, at kommunerne alligevel bruger alt for meget mere, end det aftalte, så kan de være tilbageholdende med at være rundhåndede med selve anlægsrammen.

Sidst opdateret: 21/04/2023 - 15:23

Temaer: Kommuneøkonomi, Økonomiaftale

Emner: Anlægsramme, sanktioner, Serviceramme

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]