Borgmester fra Lolland Holger Schou Rasmussen (S) og borgmester Michael Vindfeldt (S) på Frederiksberg ønsker en udligningskommission, skriver de i fælles debatindlæg.

Borgmester fra Lolland Holger Schou Rasmussen (S) og borgmester Michael Vindfeldt (S) på Frederiksberg ønsker en udligningskommission, skriver de i fælles debatindlæg. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

S-borgmestre i opråb: Vil have en udligningskommission

Frederiksbergs og Lollands borgmestre vil have et nyt udligningssystem. De mener, at en kommission skal opstille fire nye udligningsmodeller, der bygger på økonomisk faglighed i stedet for på politik.

Udgivet: 28/11/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

For to markante socialdemokratiske borgmestre er en analyse af udligningen, hvor der skal udarbejdes et kommissorium til Finansieringsudvalget under Indenrigs- og Sundhedsministeriet, ikke tilstrækkelig.

De vil have en kommission, der skal udarbejde fire udligningsmodeller, der skal bygge på høj faglighed og ikke på grund af politiske hensyn. Det skriver de i et debatindlæg til Berlingske.

"Der er brug for at udvikle og gentænke et nyt udligningssystem, som sikrer gennemsigtighed, forudsigelighed og ensartede forudsætninger for at kunne drive en kommune på tværs af Danmark. Det kræver, at udligningssystemet bygger på solid økonomisk faglighed. At det bygger på tal og fakta og ikke politiske spil og hensyn, som ingen bagefter kan forudsige, forstå eller forklare," skriver S-borgmestrene Holger Schou Rasmussen fra Lolland og Michael Vindfeldt fra Frederiksberg.

Der er ikke konkrete forslag til analyser fra de to borgmestre i debatindlægget. Med udsigt til at kommissoriet for Finansieringsudvalget skal være klar senest i midten af 2025, er det ellers vigtigt at komme på banen nu. Og under alle omstændigheder vil en eventuel kommission skulle bestå af nogenlunde de samme mennesker som dem, der sidder i Finansieringsudvalget.

Derudover vil det alt andet lige forlænge udsigten til en eventuel udligningsreform - og udsætte kommissoriet til minimum 2026 - hvis der skal nedsættes en kommission først.

Kommission vil udskyde udligningsreform

For den omfattende analyse fra 2012 - som mange borgmestre og udligningseksperter ønsker et sidestykke til - blev kommissoriet allerede formuleret i 2009. Her udarbejdede man flere modeller til udligningen og udgiftsbehovet, så et kommissorium kan sagtens efterspørge fire (eller flere) modeller, hvis der er ønske om det i regeringen. Udligningsreformen blev på baggrund af analysen i 2012 fremsat af SRSF-regeringen. Den mere smalle analyse fra 2018 blev først til en endelig udligningsreform i 2020, da VLAK-regeringen mislykkedes med at skaffe et flertal for en reform.

Man skal derfor være opmærksom på, at det kan tage tid fra Finansieringsudvalget får færdiganalyseret til, at der faktisk kommer kommunale ændringer. Hvis en kommission skal se på det inden Finansieringsudvalget, skubber man den proces med et eller flere år.

Men man må sige, at borgmestrene for alvor er trådt ind i udligningskampen nu, og de to borgmestre lægger sig op ad andre borgmesterkollegaer, som grundlæggende ønsker en bred og tilbundsgående analyse af, hvordan udligningen kan blive mere fair, når det kommer til både service- og skatteniveau, så "alle landets 98 kommuner skal kunne drives uden alt for store forskelle," som de to borgmestre skriver i debatindlægget.

Flere borgmestre har da også ønsket, at KL's nye borgmesterstudiekredse skal tage netop udligningen og kommissoriet op til debat i løbet af december.

Fik du læst?

Borgmesterstudiekredse i KL skal diskutere både aftalesystem og kommissorium

Uanset om der alene kommer et kommissorium eller både kommissorium og kommission, så skal borgmestrene presse regeringstoppen til en bred analyse. Hverken Socialdemokratiet eller Venstre har gjort deres stilling op, men Moderaterne har netop meldt ud, at de ønsker en smal analyse. Den vil i så fald næppe kunne opstille fire udlignings- og tilskudsmodeller, som de to S-borgmestre ønsker, da Moderaterne slet ikke ønsker at inkludere hverken tilskud eller finansiering i kommissoriet og regeringens udligningsanalyse.

Fik du læst?

Moderaterne melder ud: Vil starte med et smalt kommissorium

Sidst opdateret: 28/11/2024 - 12:26

Temaer: Udligning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]