
Det har stor betydning for en kommunes fremtidige sociale udgifter, om dens folkeskoler er bedre eller dårlige end landsgennemsnittet til at sikre eleverne adgang til en erhvervsuddannelse. - Foto: Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Se tallene: Dårlige folkeskoler skaber store sociale og økonomiske problemer
Regningen er stor, både menneskeligt og økonomisk, i de kommuner, som ikke evner at sikre eleverne en adgangsgivende afgangsprøve på linje med landsgennemsnittet.
Udgivet: 24/09/2024
Landets byråd burde holde et skarpt øje med translokationen på deres folkeskoler. For hver gang blot en enkelt ekstra eller færre elev får en adgangsgivende afgangsprøve til en erhvervsskole, så kan det have betydelige konsekvenser for kommunens fremtidige sociale udgifter.
Data fra De Økonomiske Råd (efterårsrapporten 2018) viser, at netop indsatsen for at øge andelen af unge, som får en erhvervsuddannelse, er en af de vigtigste indsatser for at reducere sociale problemer.
Dataene viser, at ufaglærtes odds for at ende på langvarig forsørgelse er 8,6 større end for uddannede. Tilsvarende er odds (igen sammenlignet med uddannede) 5,9 for at være på kortvarig offentlig forsørgelse, men odds for at være i beskæftigelse modsat kun er 0,2. Alle tal er renset renset for andre karakteristika.
Men det er ikke kun udgiften til offentlig forsørgelse, som stiger voldsomt, hvis en kommune qua en dårlig folkeskole har en lavere andel, som får en adgangsgivende afgangsprøve til en erhvervsuddannelse.
Mens 10 procent af de ufaglærte har anbragte børn, så er det for de uddannede under en halv procent. Det er en endnu større forskel end andelen, som bliver idømt frihedsstraffe. Her er forskellen kun omkring en faktor seks-otte.
Uddannelsen afgør det ikke alene
De Økonomiske Råd understreger dog, at gruppen af ufaglærte typisk er belastet af mange andre faktorer, og derfor vil alene det at få en uddannelse ikke sikre, at en given person får samme odds for succes i livet som andre uddannede.
Eksempelvis viser data, at sandsynligheden for, at de stærkeste af de ufaglærte er i beskæftigelse, stiger med ni procent, hvis de får en erhvervsuddannelse. Det lyder måske ikke af meget, men tidligere data fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har vist, at forskellen svarer til ni års beskæftigelse.
Sidst opdateret: 24/09/2024 - 10:55
Temaer: Uddannelse, Socialøkonomi









































