Her består færre skoleelever afgangsprøven i 9. klasse end forventet

Ny analyse fra Cepos viser, hvilke kommuner der havde færre - eller flere - beståede elever i 9. klasse, end man kunne forvente. Værst står det til i to yderkommuner, der både har den laveste andel beståede elever og den ringeste løfteevne.

Udgivet: 24/09/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Størstedelen af kommunerne formåede ikke at løfte folkeskoleelevernes beståelsesandel i skoleåret 2022/2023.

Det viser en undersøgelse af Cepos, ifølge NB-Kommune.

Beståelsesløfteevnen defineres som den faktiske beståelsesandel fratrukket den forventede beståelsesandel for afgangsklasserne ud fra en række sociale og økonomiske faktorer.

I alt 39 kommuner står med et negativt resultat på beståelsesløfteevnen for forrige skoleår. Værst står det til i Odsherred og Lolland Kommune, hvor henholdsvis 7 og 6 procentpoint færre elever bestod afgangsprøven end forventet. Samtidig har de to kommuner også den laveste andel af beståede elever med en andel på 72 og 70 procent.

Vær opmærksom på, at Cepos' opgørelse vedrører forrige skoleår - i går omtalte vi elevernes karaktergennemsnit i 2023/24 (dvs. året efter), hvor Lolland Kommune blev fremhævet som et eksempel kommune, hvor karaktererne var steget mest.

I Cepos-rapporten forklarer tænketanken, at der kan findes flere forklaringer på, hvorfor en kommune ikke når den forventede andel af beståede elever. Det kan skyldes, at man sigter efter kun at lade de fagligt svage elever bestå nogle af prøverne, eller at man lader dem vente til 10. klasse, hvor eleverne kan afslutte deres folkeskoletid med prøver på enten 9. eller 10. klasses niveau.

I 31 kommuner har en højere andel elever forladt skolebænken med en bestået afgangseksamen end forventet. Undersøgelsen viser, at der er en koncentration af kommuner i Storkøbenhavn, der har formået at få flere elever til at bestå afgangsprøven. Tre ud af fire af de kommuner, der har opnået skoleårets højeste beståelsesløfteevne på 3 procentpoint, ligger i området. Der er tale om Albertslund, Brøndby og Dragør Kommune. Den sidste er Faaborg-Midtfyn Kommune, der ligger i et vestfynsk bælte, hvor der lig Storkøbenhavn er en koncentration af kommuner, der har en positiv beståelsesløfteevne.

De resterende kommuner afsluttede skoleåret 2022/2023 med en andel af beståede elever, der stemte overens med det forventede resultat. Fanø, Langeland, Læsø, Samsø og Ærø Kommuner indgår ikke i Cepos' undersøgelse.

Overordnet set faldt andelen af beståede elever i 2023 til det laveste niveau siden 2017. Under årene med covid-19 bestod en større andel af eleverne, fordi eksaminerne blev afviklet med mere lempelige regler.

Sidst opdateret: 24/09/2024 - 11:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]