Professor og tidligere overvismand Michael Svarer fremhæver, at der er en kæmpe gevinst ved, at unge får en uddannelse.

Professor og tidligere overvismand Michael Svarer fremhæver, at der er en kæmpe gevinst ved, at unge får en uddannelse. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tidligere vismand: Milliardudgift til ungegaranti kan være god forretning

Faglærte er langt oftere i beskæftigelse end ufaglærte. Når det lykkes at løfte unge menneskers uddannelsesniveau, er det en kæmpe gevinst både for den enkelte og for samfundet, siger Michael Svarer.

Udgivet: 11/10/2023

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

Gevinsten ved at få unge i uddannelse er så stor, at selv ikke en udgift på et par milliarder kroner ved at udrulle ungegarantien til hele landet forskrækker tidligere overvismand professor Michael Svarer. Forklaringen er, at der er en "kæmpegevinst" for både den enkelte og samfundet ved at rykke en ung fra ufaglært til faglært.

"Der er et kæmpe spring mellem ufaglært og faglært, både hvad angår indkomst og beskæftigelsesgrad", siger Michael Svarer. "Hvis det lykkes at flytte en del af de unge fra ufaglært til faglært, vil afkastet altså være stort," siger økonomiprofessoren fra Aarhus.

Det sætter regnestykket på Hjørrings ungegaranti i perspektiv. NB-Økonomi har beregnet, at der skal bruges 1,9 mia. kr. om året på landsplan, hvis alle kommuner skal arbejde som i Hjørring. Og det indgår i regeringens nye forslag vedrørende folkeskolen.

Der bruges allerede ressourcer i kommunerne på at sikre unge uddannelse og beskæftigelse, så der er ikke tale om, at der skal findes nye 1,9 mia. kr.

Men selv de 1,9 mia. kr. bliver Michael Svarer ikke forskrækket over.

"Jeg synes ikke, det lyder dyrt" siger han.

I en analyse i efteråret 2018 så vismændene på ufaglærtes tilknytning til arbejdsmarkedet. Her fremgik det, at en erhvervsuddannelse øger beskæftigelsessandsynligheden med ti procentpoint. Og det skal ses over et helt arbejdsliv på måske 40 år.

Der går lang tid, før man kan evaluere grundlæggende på en ny indsats, fordi man skal følge de unge gennem de sidste år af folkeskolen og overgangen til ungdomsuddannelserne.

"Måske seks-syv-otte år før man se, om der er ændret på de unges livsforløb," siger Michael Svarer. "Men man kan følge og foretage målinger undervejs, fx på søgning til erhvervsuddannelser, frafald osv."

Ufaglærte havner oftere uden for arbejdsmarkedet

Af analysen fra 2018 fremgår det, at andelen af offentligt forsørgede blandt ufaglærte med dansk baggrund har været stigende. Faktisk har ufaglærte ni gange så stor sandsynlighed for at ende på offentlig forsørgelse som personer med en uddannelse.

Den generelle tendens i befolkningen har været, at der er kommet færre på langvarig offentlig forsørgelse, men blandt ufaglærte går tendensen altså den anden vej.

Dertil kommer en øget sandsynlighed for, at ufaglærtes børn bliver anbragt uden for hjemmet, at ufaglærte bliver idømt frihedsstraf, og at de bliver indlagt på sygehus. Det vil sige en række afledte udgifter ud over de direkte omkostninger for den enkelte.

Michael Svarer pointerer, at der er en grænse for, hvor meget man kan reducere antallet af ufaglærte, da der er unge med særlige udfordringer, som det kan være svært at kompensere for i uddannelsessystemet.

Sidst opdateret: 11/10/2023 - 13:06

Temaer: Uddannelse

Emner: Unge

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]