Da Folketingets Finansudvalg onsdag den 20. juni godkendte årets økonomiaftale med kommunerne, så troede udvalget angiveligt, at årets økonomiaftale isoleret set ville give et løft af velfærden i alle landets 98 kommuner.

Ud fra teksten i aktstykket og spørgsmålene fra udvalget, så var der ingen oplysninger om, at den samlede aftale ville tvinge et stort antal kommuner til at skære i servicen, fordi to milliardreguleringer i balancetilskuddet fjernede stort set hele finansieringen af det lovede velfærdsløft fra kommunerne.

Som en række borgmestre har fortalt her på NB-Økonomi, så betyder aftalen nedskæringer i en meget stor del af de kommuner, hvor budgettet er begrænset af finansiering og ikke af serviceramme.

Men det vidste hverken Folketinget eller kommunerne, og derfor var der heller ingen politikere som substantielt anfægtede finansministerens udlægning af, at aftalen "giver mulighed for markante investeringer i den nære velfærd – bl.a. i daginstitutioner, folkeskolen og ældreplejen".

Finansministeren siger meget sjældent noget, som er direkte forkert, og djævlen i detaljen er her, at ministeren ikke eksplicit siger, at det gælder alle kommuner - men sådan blev udtalelsen opfattet af både vælgerne og medlemmerne af landets kommunalbestyrelser. Og på pressemødet sagde han faktisk kommunerne under et.

Hvis billedet af økonomiaftalen skulle være dækkende, skulle ministeren have sagt, at "aftalen giver mulighed for markante investeringer i den nære velfærd i de kommuner, som har en stærk økonomi, mens borgerne i kommuner med en svag økonomi må forvente fortsatte nedskæringer i servicen."

Årsagen til, at regeringen - og til dels KL - kan leve højt på, at offentligheden tror, at de taler om alle kommuner, når de reelt taler om kommunerne under et, er, at et af økonomiaftalens afgørende elementer, balancetilskuddet, er omgærdet med et uacceptabelt hemmelighedskræmmeri.

De hemmelige kolonner er afgørende

Ud fra en teknokratisk - og saglig - vurdering er balancetilskuddet blot en udregning baseret på fakta, som skal sikre, at kommunernes samlede finansiering svarer til de udgiftsrammer, som er aftalt i økonomiaftalen. Derfor udarbejdes den konkrete aftale om balancetilskuddet på embedsmandsmøder mellem KL og Finansministeriet uden nogen form for offentlig indsigt.

Folketinget og kommunerne får blot en relativ summarisk oversigt i aktstykket til Finansudvalget længe efter, at tv-kameraerne ved pressemødet om økonomiaftalen er slukket. De kommunale økonomichefer får en mere detaljeret gennemgang, men også her gælder det, at de afgørende detaljer ofte først kommer frem, når de mest skarpe og ihærdige økonomichefer spørger ind til det præcise indhold.

Man skal imidlertid sidde i et elfenbenstårn i København, hvis man vil argumentere for, at balancetilskuddet jo blot sikrer den korrekte finansiering til kommunerne under et, og at der altid vil være plusser og minusser for de enkelte kommuner.

For det første rammer posterne i udregningen af balancetilskuddet kommunerne vidt forskelligt. Mens nogle af posterne en til en modsvares af en modgående bevægelse på indtægts- eller udgiftsbudgettet, så er der en række poster, som påvirker kommunerne vidt forskelligt. Det gælder eksempelvis korrektion for ændringer i selskabsskat, ejendomsskatter, selvbudgettering og lignende forhold, hvor de ekstra indtægter falder meget forskelligt i kommunerne.

I år er det særlig markant, fordi der både er en regulering efter selvbudgettering og ikke mindst en regulering i forhold til statslige refusioner, der reelt er en forsinket regulering fra 2021 og frem. Det betyder, at hele reguleringen er en nedskæring i 2025 set i forhold til 2024.

Derfor vil slutfacit ofte være, at få eller som i år mange kommuner oplever, at de slet ikke får del i den udvidede service, som normalt er en del af en økonomiaftale. Og nogen vil i værste fald opleve markante nedskæringer.

For det andet kan man stille et meget berettiget spørgsmål ved, hvor objektivt udregningen af balancetilskuddet er. Eksempelvis kunne indregningen af de stigende refusioner til kommunerne lige så vel have været indregnet i 2024 som i 2025, ligesom der alene er en politisk begrundelse for, at de stigende indtægter fra grundskyld i 2024 ikke er indregnet i balancetilskuddet for 2025.

Finansudvalget bør kræve detaljeret redegørelse

Folketingets Finansudvalg bør derfor kræve, at det hvert år får en detaljeret oversigt over de mange bevægelser på balancetilskuddet samt en kort begrundelse for hver post. Det kan ikke være noget stort ekstraarbejde, for alle informationerne bør ligge i mødematerialet fra de lukkede møder mellem KL og Finansministeriet.

Samtidig burde Finansudvalget kræve en kort redegørelse for, i hvilket omfang de enkelte balanceposter neutraliseres af modgående poster i kommunernes budgetter, og hvor ulige de modgående bevægelser er fordelt. En del af den information vil være, i hvilket omfang en korrektion stammer fra tidligere år, så den reelt udløser et sparekrav eller ekstra finansiering i det nye budgetår sammenlignet med året før.

Disse informationer vil gøre Finansudvalget - og landets kommuner - i stand til at vurdere, i hvilket omfang en økonomiaftale vil slå igennem i de enkelte kommuner.

Det er klart, at spindoktorerne i regeringskontorene vil hade en sådan opgørelse, fordi den vil udløse utilfredshed i de kommuner, som bliver hårdt ramt af ændringer i balancetilskuddet. Og dermed vil regeringen blive presset til en mere nuanceret kommunikation om årets økonomiaftale.

Til gengæld vil landets borgmestre glæde sig over, at de hurtigt kan give borgerne en realistisk forventning om, hvilken service de kan forvente sig i det kommende budgetår.

Dermed undgår borgmestrene som i år at stå med en befolkning, som har en opfattelse af, at de er lovet store serviceforbedringer, og derfor ikke forstår, når deres egen kommune offentliggør omfattende sparekataloger.

Et sådan svigt af borgernes forventninger er ikke bare et problem for borgmestrene, men især for den tillid til politikerne, som er et bærende element i et demokratisk samfund.