
KL-bestyrelsesmedlemmer Birgit S. Hansen (S) og Tonni Hansen (SF) var ikke klar over milliardreduktion via balancetilskuddet i forbindelse med økonomiaftale for 2025. Flere bestyrelsesmedlemmer har heller ikke hørt om det før. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Flere KL-bestyrelsesmedlemmer var ikke klar over milliardreduktion i balancetilskud
Økonomiaftalen for 2025 er indgået på nogle præmisser, som KL-bestyrelsesmedlem ikke var klar over. Flere medlemmer siger til NB-Økonomi, at de ikke var informeret om milliard-reduktioner i balancetilskud.
Udgivet: 08/08/2024
KL-bestyrelsen er ifølge flere bestyrelsesmedlemmer ikke blevet orienteret om, at balancetilskuddet skulle reduceres med op mod 3,2 mia. kr. i 2025 i forbindelse med økonomiaftalen for 2025.
Tonni Hansen (SF), som ud over at sidde i KL's bestyrelse også er borgmester på Langeland, er meget overrasket over at høre, at balancetilskuddet er reduceret med så stort et beløb.
"Så har jeg i hvert fald indgået den økonomiaftale på nogle præmisser, som jeg overhovedet ikke var klar over. Jeg tror heller ikke, at andre har været det," siger Tonni Hansen til NB-Økonomi.
Han er ikke den eneste, der ikke har hørt om reduktionen, før NB-Økonomi ringer ham op. Det betyder i praksis, at KL enten ikke har kommunikeret det klart, da de gennemgik økonomiaftalen forud for bestyrelsens godkendelse, eller at de slet og ret slet ikke har nævnt det.
"Jeg har ikke været opmærksom på den opstilling, som I laver," siger KL-bestyrelsesmedlem Birgit S. Hansen (S), som også er borgmester i Frederikshavn Kommune.
Andre bestyrelsesmedlemmer fra KL bekræfter over for NB-Økonomi, at de ikke har fået de oplysninger om en milliardreduktion, da man forhandlede økonomiaftalen.
Det kræver ny dialog med finansministeren og regeringen
Hvis regeringen og KL holder fast i en reduktion på op mod 3,2 mia. kr., så kan økonomiaftalen for 2025 ikke bruges til meget, siger bestyrelsesmedlem.
"Så er hele økonomiaftalen stort set skredet," understreger Tonni Hansen.
Han vil straks undersøge sagen nærmere med KL, og hvis tallene står til troende, så vil han have, at man skal genoptage dialogen med finansminister Nicolai Wammen (S).
"I min optik vil det kræve, at vi får en ny dialog med regeringen og finansministeren om, hvad pokker vi så gør," siger Tonni Hansen.
Der burde også have været en bedre kommunikation fra KL og dem, der forhandlede økonomiaftalen på plads, siger borgmester i Greve.
"Jeg savner, at dem, der har siddet med ved bordet og taget æren for en god forhandling, også træder frem og hjælper med at forklare, hvorfor der ikke er penge til ældrereformen, de specialiserede områder og demografi, som vi blev stillet i udsigt inden sommerferien," skriver Pernille Beckmann (V) til NB-Økonomi.
Store besparelser som konsekvens
Den forværrede finansiering betyder, at der kan komme millionbesparelser i kommuner, som ikke har råd til at investere i service, selvom de har muligheden med en forbedret serviceramme. Servicerammen blev nemlig 3,2 mia. kr. højere med økonomiaftalen, men finansieringen er ikke blevet tilsvarende højere.
Birgit S. Hansen vil gerne understrege, at der også er roser til selve økonomiaftalen 2025. Det er den bedste, der længe er lavet, siger hun. Men hun tilføjer også, at hun ikke i lighed med regeringen har tænkt sig at promovere den som "markante investeringer i den nære velfærd" i sin kommune.
"Nu er økonomiaftalen ved at møde virkeligheden, og der kan vi se, at der ikke er plads til markante serviceforbedringer med denne her økonomiaftale. Jeg er med på, at det er den bedste økonomiaftale, vi har fået, og at det er første skridt på, at dem må der komme flere af. Der er ikke plads til markante serviceforbedringer, det er virkeligheden. Det bliver stort set et nulsumsspil," siger Birgit S. Hansen og tilføjer:
"Men jeg er ikke ude at love borgerne markante serviceforbedringer. Jeg har hele tiden vidst og erkendt, at det er en bedre økonomiaftale, og det skal vi stå ved, men at når den blev oversat til virkeligheden i kommunerne, så har jeg vidst fra dag ét, at det ikke kommer til at give markante forbedringer på for eksempel børne-, ældre og handicapområdet."
Det er Pernille Beckmann helt enig i, hvorfor der næppe bliver promoveret øget velfærd i 2025 fra Greve- borgmesterens side.
"Det bliver en helt umulig opgave at forklare borgerne, at kommunerne har fået 3,2 mia. kr. til øget velfærd, og at vi nu skal spare 30-40 mio. kr. på grund af noget teknik," skriver hun.
Sidst opdateret: 09/08/2024 - 09:34
Temaer: Udligning










































