32 kommuner går glip af 5,5 mia. kr. ved selvbudgettering
Hvis alle kommuner havde valgt at selvbudgettere i 2023, så havde 32 kommuner vundet 5,5 mia. kr., viser nye beregninger fra Dataproces.
Udgivet: 17/08/2023
Samtlige af landets kommuner ville vinde ved selvbudgettering for 2023, hvis det viste sig, at en stor del af landets kommuner ikke havde valgt at selvbudgettere. Det viser nye estimater beregnet af Dataproces.
Det paradoksale er dog, at såfremt alle kommuner havde valgt at selvbudgettere, ville det kun være 32 kommuner, der ville få gevinsten, som med de nuværende tal lyder på svimlende 5,5 mia. kr.. Beløbet ville i så fald blive reguleret over bloktilskuddet for alle kommuner, men de 32 ville stadigvæk få en gevinst på 5,5 mia. kr. til deling fratrukket deres andel af nedsættelsen af bloktilskuddet.
Det skyldes nogle tekniske regler i udligningssystemet, som i dette tilfælde vil gavne navnligt de rige kommuner, som du kan se i kortet nedenfor.
For budgettet i 2023 var der kun otte kommuner, der valgte den løsning. Det interessante er, at halvdelen af de otte kommuner - som nu står til en estimeret gevinst på 867 mio. kr. - ikke ville have fået en krone, hvis alle landets kommuner havde selvbudgetteret. Det drejer sig om Hedensted, Vejle, Herlev og Silkeborg kommuner.
Set over et historisk perspektiv skal kommunerne dog ikke frygte, at alle landets kommuner ville vælge selvbudgettering. I praksis er det kun et fåtal, der vælger den løsning. Det kan have været med i de fire kommuners betragtninger.
NB-Økonomi har spurgt Dataproces, om flere kommuner burde vælge at selvbudgettere. I 2023 rådgav virksomheden 20 kommuner i forbindelse med valget mellem selvbudgettering og statsgarantien.
Kasper Lund Nødgaard, der er afdelingsleder for udligning og forretningsudvikling hos Dataproces, understreger dog, at de aldrig ville rådgive en kommune til at vælge det ene frem for det andet. De hjælper i stedet kommuner med bl.a. beregninger.
"Det er jo altid lettere at kigge tilbage og sige, hvad man burde have gjort. Som det ser ud nu, så burde alle kommuner have valgt at selvbudgettere i 2023, og det skyldes den økonomiske udvikling, som har pågået," siger Kasper Lund Nødgaard.
Men så ville alle dem over 32 kommuner blive reguleret over bloktilskuddet senere?
"Det er klart, at hvis alle kommuner havde selvbudgetteret, så ville der være en regulering på bloktilskuddet tre år efter. Så ville det afhænge af, hvor vidt den enkelte kommuner udvikler sig bedre end landsgennemsnittet i et scenarie, hvor alle kommuner er selvbudgetteret," siger han.
Kommune kunne score 115 mio. kr., men søgte i stedet §-16 pulje
Greve Kommune kunne som et eksempel have 114,9 mio. kr. ved selvbudgettering, uanset om få eller mange kommuner havde valgt det samme. Det svarer til 2.230 kr. pr. borger. Det tal er tankevækkende, da Greve Kommune netop har søgt om 971 kr. pr. borger i særtilskudspuljen til særligt vanskeligt stillede kommuner.
Men det får alligevel ikke borgmester Pernille Beckmann (V) i Greve til at fortryde sit valg om at gå med den sikre statsgaranti.
"Vi har ikke haft tradition for at vælge selvbudgettering i Greve. Det er den ene del," siger Pernille Beckmann. "Så er det jo også en beslutning, man skal træffe ret tidligt i sådan en proces. For mig er det lidt som at spille Lotto. Lige i denne situation kunne vi nok have vundet nogle penge. Men jeg har også gennem mine ti år som borgmester set kommuner, der har brændt sig noget så grusomt på selvbudgettering."
I Vejle Kommune står man til at vinde et estimeret beløb på 124 mio. kr., fordi kommunen har selvbudgetteret i 2023. Her mener man ikke, at man kan tale om gambling eller Lotto.
"Vi regner de risici ind i regnestykket, der er til stede. De år, hvor vi vælger selvbudgettering, ligger vi på 75-80 procents sandsynlighed for - ud fra de beregninger som vi har - at vi tjener penge på det, for ellers gør vi det jo ikke. Så det er ikke en gambling, vi laver, hvor det er 50/50. Vi spiller ikke på rouletten, hvor man skal lande på rød eller sort," siger Vejles Borgmester Jens Ejner Christensen (V).
Forstå mekanismen, der udløser gevinsten
At alle landets kommuner ville få en gevinst, hvis de valgte selvbudgettering, skyldes for 2023, at udskrivningsgrundlaget i kommunerne er større end forventet i følge de seneste tal fra Økonomisk Redegørelse fra maj 2023, som Økonomiministeriet offentliggjorde i maj. Borgerne har simpelthen tjent flere penge i løbet af 2023 end først antaget af ministeriet.
Det betyder, at udskrivningsgrundlaget er 49,5 mia. kr. højere på landsplan end det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, som Indenrigsministeriet meldte ud for 2023.
Det beløb, som kommunerne kunne vinde, hvis de alle kunne få del i overskuddet ved selvbudgettering, har Dataproces beregnet til 12,1 mia. kr. for året.
Men djævlen i detaljen er, at gevinsten til de selvbudgetterende kommuner modregnes i bloktilskuddet tre år senere. Det betyder meget lidt, så længe der er få kommuner, som selvbudgetterer.
Hvis kun nogle få vælger selvbudgettering - som det skete med de otte i 2023 - så betyder reduktionen i blokstilskuddet meget lidt, ganske enkelt fordi reduktionen i bloktilskuddet betales af alle 98 kommuner.
Hvis alle landets kommuner teoretisk set valgte selvbudgettering, så er det kun kommuner med en gevinst regnet pr. borger over landsgennemsnittet, som vil vinde efter reduktion af bloktilskuddet, mens de resterende ville tabe.
Hvis alle kommuner havde selvbudgetteret i 2023, så ville kommunerne samlet have fået bruttogevinst før reduktion af bloktilskud på 12,1 milliard, men modregningen af bloktilskuddet ville betyde, at det kun var de 32 kommuner med en vækst over landsgennemsnittet på 2,94 procent, som netto ville vinde. Samlet ville det være 5,5 milliarder kroner for de 32 kommuner.
Nedenfor ses et kort, hvor du kan se de enkelte beregninger for hver kommune. Her er den statsgaranterede finansiering som anvist af Indenrigsministeriet vist, den beregnede finansiering i form af efterreguleringen samt forskellen, som udgør den gevinst i mio. kr., en kommune kunne have opnået. Væksten i procent viser, hvor meget forskellen på efterreguleringen og den statsgaranterede finansiering udgør af den statsgaranterede finansiering. (Se note i kort).
Sidst opdateret: 17/08/2023 - 14:06
Temaer: Udligning
Emner: Selvbudgettering










































