SVM-regeringen kommer både med en 2030-plan og en finanslov for 2024 i løbet af de kommende måneder. Men der falder formentlig ikke de store beløb af til kommunerne, vurderer NB-Økonomi.

SVM-regeringen kommer både med en 2030-plan og en finanslov for 2024 i løbet af de kommende måneder. Men der falder formentlig ikke de store beløb af til kommunerne, vurderer NB-Økonomi. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

Analyse: Seks ting vil afgøre kommunernes økonomi

Midt i slutspurten for den kommunale budgetlægning giver NB-Økonomi dig overblikket over de næste måneders politiske beslutninger, der afgør din kommunes økonomi.

Udgivet: 17/08/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Anette Claudi

Journalist

Del artiklen:

Hold i disse uger og måneder øje med de her seks ting, som får stor indflydelse på din kommunes økonomi.

1. FINANSLOVEN

Finansloven sætter naturligvis efterårets helt store politisk-økonomiske dagsorden. Diskussionerne og overvejelserne får en helt anden karakter end samme optakt til finansloven for 2023.

For statsminister Mette Frederiksen (S) og den øvrige regeringstop har fuldstændig ret, når de melder ud, at det ikke er penge, der er problemet. Pengene er der, ikke mindst efter ’fundet’ af det økonomiske råderum på 16 milliarder kroner, men det er risikofyldt for øget inflation at pumpe flere penge ud i systemet.

Samtidig er der allerede sat navn på mange af milliarderne, som ikke er målrettet kommunerne. Det gælder bl.a. 300 mio. kr. til erhvervsskolerne, og en halv mia. kr. til forbedret psykiatri – og netop på psykiatrien opleves der et så massivt pres, at beløbet hurtigt kan vokse sig større. Sundhedskriserne tilsiger, at regionerne står for tur som modtagere ved dette års finanslov.

Det er derfor ikke NB-Økonomis forventning, at der sendes mange kroner i kommunernes retning, så basér ikke jeres budgetforhandlingerne på store beløb afsat i finansloven.

Det er helt afgørende for kommunerne, hvis der tilflyder dem penge, at have fokus på hvor mange opgaver, der samtidigt følger med. Risikoen er, at opgaverne koster mere end de medfølgende penge, og det kan betyde nye sparekrav til eksisterende budget.

2. REGERINGENS ØKONOMISKE 2030-PLAN

Inden for nogle uger vil vi kunne få et klarere billede af, hvor mange penge regeringen vil bruge på velfærd i takt med, at regeringens 2030-plan fremlægges. Det er vores forventning, at det vil dryppe som enkelte nyheder, for at de enkelte initiativer vil få max fokus. Derefter vil man kunne samle det hele i en færdig 2030-plan, som samlet klart vil indikere niveauet for velfærdsinitiativer.

Og for kommunerne bliver det afgørende at få et tydeligere billede af, hvor stor en del af kommunernes opdrift i udgifterne - udover det allerede lovede demografiske træk - som regeringen vil finansiere i de kommende års kommuneaftaler. Dermed får kommunerne også et billede af, hvor mange penge kommunerne selv skal finde i de kommende år gennem besparelser.

Finanslovene i de kommende år indgår som en del af 2030-planen, så derfor er million-satsningerne på erhvervsskoler og psykriatri nogle af de første dryp i 2030-planen, og dem vil der så komme en stribe flere af i de næste måneder. Så finanslov og 2030-plan hører tæt sammen.

3. BUDGETREDEGØRELSE

Økonomiministeriet kommer i slutningen af august med årets anden budgetredegørelse ’Augustredegørelsen’ kaldet Økonomiske Redegørelse.

Umiddelbart vil mange kommuner sikkert have et fast øje på, om den PL-regulering som

midtvejsreguleringen af 2023-servicerammen i juni fortsat holder. Er regeringens forventninger til PL-stigningen i 2023 vokset, så vil kommunerne igen tabe penge, fordi servicerammen i 2023 og de kommende år dermed ikke følger prisudviklingen. Er prognosen for PL-udviklingen lavere end den fra midtvejsreguleringen, så kan kommunerne få en gevinst og hente lidt af tabet på cirka 1,6 milliarder kroner fra 2022 hjem igen.

Dernæst skal kommunerne især have fokus på, hvordan de nye skøn for inflation og ledighed for 2024 afviger i forhold til det skøn fra maj-redegørelsen, som dannede grundlag for økonomiaftalen. Hvis skønnene for inflation og ledighed falder, så skal kommunerne allerede nu indstille sig på risikoen for en negativ midtvejsregulering i sommeren 2024 - modsat vil stigende forventninger til inflation og ledighed åbne muligheden for en positiv midtvejsregulering.

4. UDESTÅENDE OM FEJLVURDERING AF GRUNDSKYLD

Stik imod et løfte fra partierne bag boligskattereformen får en lang række kommuner store tab på boligskattereformen i 2024. Omfanget er så stort og uventet, at NB-Økonomi vurderer, at den nye centrale fastsættelse af grundskyldspromillen skal genbesøges, da de skæve tal udfordrer udligningsreformen og dermed en fair fordeling af ressourcerne.

Ifølge det seneste skøn fra Vurderingsstyrelsen lider 36 kommuner et tab i 2024 i forhold tidligere forventninger, mens resten af kommunerne får en gevinst. Værst ser det ud for ti yderkommuner, som taber mere end 1.000 kroner pr. indbygger før de afledte effekter på tilskud og udligning, men også København får et betydeligt tab.

Ringkøbing-Skjern Kommune får eksempelvis 98 millioner kroner mindre i indtægt fra grundskylden ifølge de nye skøn sammenlignet med det tal, som kommunen fik i starten af juni, og som blev brugt til første budgetudkast. En del af tabet fanges dog af tilskuds- og udligningssystemet, så det samlede nettotab bliver cirka 25-27 millioner kroner. Også Fanø er hårdt ramt med et tab på mere end 10.000 kr. om året pr. indbygger.

Vi forventer, at indenrigs- og sundhedsministerier Sophie Løhde bliver tvunget til en ny dialog om disse fejlagtige skøn, som er en bombe under budgetforhandlingerne i kommunerne. Fanø Kommune har for eksempel bremset deres budget, indtil de har fået et møde med ministeren.

5. HØJERE LØN FOR AT FASTHOLDE OFFENTLIGE ANSATTE

Kommunerne skal også holde øje med de kommende tre-parts-forhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Regeringen har afsat tre mia. kr. til disse forhandlinger.

Det kommer i høj grad til at handle om flere af de helt centrale velfærdsmedarbejdere i kommunerne.

Det vil nok især handle om både SOSU’er, pædagoger og også sygeplejersker. De grupper står til højere lønninger i et håb om at mindske frafald og tiltrække nye medarbejdere. KL skønner at mangle 16.000 SOSU’er i 2030.

De højere lønninger kan i den grad påvirke kommunernes udgiftskonti, men kommunerne forventes at blive fuldt kompenseret. Pengene til kompensationen kommer fra administrative besparelser i kommuner og regioner, så her vil kommunerne og regionerne få deres egne penge tilbage igen.

6. DEN FASEOPDELTE BUDGETPROCES

De næste uger vil kommunerne skulle have afklaret deres interne fordeling af servicerammen på cirka 305 mia. kr. En ramme, der er 1,4 mia. kr. højere end i 2022. Det bliver som altid en svær proces, når de 98 kommuner skal blive enige om en fair fordeling.

NB-Økonomi forventer, at skatteprocentfordelingen bliver en større kampplads end tidligere år, fordi Københavns Kommune allerede den 6. juni meldte en kraftig skattenedsættelse ud. Nedsættelsen er ’kun’ 0,1 procent, men i kroner giver det et stort beløb på cirka 135 millioner kroner grund af kommunens størrelse.

Det giver andre kommuner luft til at varsle skattestigninger. Vejen og Horsens har allerede været på banen med udmeldinger om skattestigninger.

Sidst opdateret: 21/08/2023 - 09:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]