
Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har hverken KL eller Danske Regioner med i regeringens nye Sundhedsstruktur-Kommission. Den skal ikke være partspræget, men uafhængig lyder forklaringen. Men formanden er part og direktør for Danmarks største partientforening. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Patientforening er inde i sundhedskommission - KL og Danske regioner er ude
Regeringen vil ikke have KL og Danske Regioner med i ny sundhedskommission, fordi regeringen ikke ønsker en partskommission. Regeringen har tilsyneladende vurderet, at formanden for kommissionen ikke har parstinteresser, selvom han er direktør i patientforeningen Kræftens Bekæmpelse.
Udgivet: 28/03/2023
Derfor er repræsentanter fra hverken KL (Kommunernes Landsforening) og Danske Regioner med i kommissionen, selvom det er dem, der skal implementere anbefalingerne fra kommissionen.
"Det er de (KL og regioner, red.) ikke, fordi vi har sagt meget ærligt og tydeligt, at vi ikke ønskede en partskommission," siger Sophie Løhde og henviser til, at hun er bange for, at anbefalingerne fra kommissionen alternativt bliver mere og mere udtyndet, hvis der er for mange interesser indblandet.
"Det har vi før prøvet på sundhedsområdet, og der er en risiko for, at det ender med at blive laveste fællesnævner, hvis man skal vogte over sine forskellige partsinteresser," understreger hun og tilføjer, at både kommuner og regioner bakker op.
"Derfor glæder det også meget, at både kommunerne og regionerne i vidt omfang har tilkendegivet, at de synes, det er rigtig godt, at vi nu laver en uafhængig ekspertkommission med nogle meget stærke kompetencer," siger Sophie Løhde.
Men helt uafhængig er Sundhedsstruktur-kommissionen ikke. I spidsen for kommissionen sidder nemlig direktøren Jesper Fisker for Danmarks største patientforening, Kræftens Bekæmpelse.
Det er dermed ikke alle partsinteresser, som SVM-regeringen har problemer med at sidde i en så vigtig kommission for hele sundhedsområdet.
Kræftens Bekæmpelse er den eneste patientorganisation, der har fået en plads i kommissionen. Derudover er det forskere, en enkelt repræsentant fra erhvervslivet og et par regionsdirektører.
Jesper Fisker understreger dog, at han vil inddrage KL og regionerne løbende i kommissionens arbejde.
Du kan finde alle kommissionens medlemmer, som beskrevet i en pressemeddelelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet herunder:
- "Formand: Jesper Fisker, Administrerende direktør, Kræftens Bekæmpelse, og bl.a. tidligere departementschef, tidligere Adm. direktør i Sundhedsstyrelsen og tidligere direktør for sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
- Jakob Kjellberg, Professor i sundhedsøkonomi, VIVE
- Peter Bjerre Mortensen, Professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
- Dorthe Gylling Crüger, koncerndirektør, Region Hovedstaden
- Sidsel Vinge, konsulent og tidligere projektchef i Vive og tidligere sundhedschef i Gladsaxe Kommune
- Mogens Vestergaard, overlæge, seniorforsker og Professor i almen medicin, Aarhus Universitet
- Marie Paldam Folker, centerchef, Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark
- Søren Skou, tidligere administrerende direktør, A.P. Møller Mærsk
- Gunnar Bovim, formand for Helsepersonelkommisjonen og rådgiver på Norges teknik-naturvidenskablige Universitet"
Sidst opdateret: 28/03/2023 - 14:23
Emner: sundhed






































