
Der skal bruges over otte mia. kr. på udvikling af det nære sundhedsvæsen frem mod 2030, ifølge Danske Regioner. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Danske Regioner: Mindst otte mia. kr. til nær sundhed
Ifølge Danske Regioner skal over halvdelen af de midler, der er afsat til sundhed frem mod 2030, anvendes til udvikling af det nære sundhedsvæsen. Det viser et baggrundsnotat i forbindelse med regionernes forslag om det nære sundhedsvæsen.
Udgivet: 11/04/2024
Der skal bruges over otte milliarder kroner mere på det nære sundhedsvæsen i årene frem mod 2030. Det har Danske Regioner regnet sig frem til er kravet på baggrund af regeringens udmeldinger om prioriteringer på sundheds- og ældreområdet.
Tallene fremgår af et baggrundsnotat, som Danske Regioner har udarbejdet i forbindelse med fremlæggelsen af en række forslag til styrkelse af det nære sundhedsvæsen samlet under regionerne, men regnestykket er uafhængigt af, om den nære sundhed organisatorisk hører til i kommuner eller regioner.
Ifølge opgørelsen, er der afsat 16,25 mia. kr. til sundhed frem mod 2030, og heraf skal mindst 8,55 mia. kr. gå til nær sundhed.
Regnestykket er lavet på baggrund af blandt andet regeringens 2030-plan, hvor 11,25 mia. kr. fordeles til sundhed frem mod 2030. I tabellen nedenfor er de splittet ud på regioner og kommuner, så i alt 6,75 mia. kr. vedrører sundhed i kommunerne. Det er altså det beløb, der skal bruges i den kommunale del af den nære sundhed, for at imødegå det demografiske træk.
I den regionale andel af den nære sundhed peger Danske Regioner konkret på udviklingen af almen praksis. I forbindelse med sundhedsreformen fra maj 2022 besluttede Folketinget, at der skal være flere praktiserende læger. Flere opgaver skal løses i almen praksis frem for på sygehusene, og tilgængeligheden i almen praksis skal øges. Flere borgere, særligt de ældre, betyder også, at der er brug for flere praktiserende læger.
Den samlede udgift til flere praktiserende læger frem mod 2030 skønnes at udgøre 1,8 mia. kr.
Herudover peger Danske Regioner på, at der fortsat skal ske en udvikling af forskellige typer hjemmebehandling og telemedicinske løsninger, men det er der ikke sat beløb på.
Afgrænsning af finansiering
Beløbet til det demografiske træk i kommunerne er afgrænset til “sundhed”, men der indgår også elementer af nær sundhed under “social beskyttelse”, som udgifter til forebyggende indsatser, aflastningstilbud målrettet ældre, plejevederlag og sygeartikler. De er ikke medtaget, da de ikke kan udskilles, men ville øge beløbet både under finansiering og anvendelse.
Midlerne til psykiatrien (3 mia. kr.) er ikke medtaget, da der endnu ikke er sket en konkret fordeling af midlerne. Desuden tages der ikke højde for de fremtidige administrative besparelser.
Pengene, der følger med ældrereformen, er heller ikke inkluderet, fordi de forudsættes fortrinsvis at vedrøre pleje.
Sidst opdateret: 11/04/2024 - 11:21
Emner: sundhed





































