Store solcelleanlæg er meget ulige fordelt
Landets 86 store solcelleanlæg er spredt over blot 42 af landets kommuner. Se her, hvor meget grøn strøm der produceres i din kommune fra de store solcelleanlæg.
Udgivet: 28/03/2023
Aabenraa Kommune huser ligeså meget grøn strøm fra store solcelleanlæg som de 79 kommuner, der har mindst produktion af solcelleenergi fra de store anlæg til sammen. Ud af de 79 kommuner er der hele 56 kommuner, som ikke har et eneste af de store solcelleanlæg, som er karakteriseret ved at have en kapacitet på over 1.000 kilowatt i timen.
Det viser tal fra Energistyrelsen, som har opgjort antallet af store solcelleanlæg kommunefordelt og den kapacitet, der kan produceres fra dem for januar 2023.
I alt er der nu 86 store af de store solcelleanlæg i Danmark, og det er udtryk for en markant vækst i løbet af de seneste år, som kun ser ud til at fortsætte. 19 af de 86 anlæg blev færdiggjort i 2022, hvor blandt andet Nordeuropas største solcelleanlæg med en produktion på 300.000 kilowatt blev taget i brug i Aabenraa Kommune.
Dermed har en række af landets kommuner lagt plads til en meget stor del af den solcelleenergi, der kan produceres i dag, mens over halvdelen af landets 98 kommuner endnu ikke har et eneste af de store solcelleanlæg.
Geografisk forskel på kommunerne
Mange af de kommuner, der ikke har nogle af de store solcelleanlæg er geografisk små og tætbebyggede kommuner, der af den grund har markant sværere ved at finde plads til de store solcelleanlæg.
I hovedstadsområdet er det kun Hvidovre, Ballerup og Ishøj kommuner, der hver har lagt plads til et stort solcelleanlæg, mens ingen af de resterende kommuner har store solcelleanlæg.
Omvendt er det en række af landets landkommuner og geografisk store kommuner, der har mest produktion af grøn strøm fra solcelleanlæg.
De store solcelleanlæg står for lidt over to tredjedele af kapaciteten fra solceller i alt, hvor man også tæller private solcelleanlæg med, som eksempelvis er anlæg, som private eller virksomheder har monteret på taget.
Dermed er det altså de store solcelleanlæg, der for alvor rykker i det store regnskab, når der i fremtiden skal produceres endnu mere grøn strøm fra solceller.
Opgør man kapaciteten fra de store solcelleanlæg i forhold til indbyggertallet i hver kommune, så er der markant forskel mellem kommunerne på, hvor meget strøm der kan produceres. Her ligger Aabenraa Kommune helt i front efterfulgt af Læsø, Faxe, Lemvig, Holstebro, Lolland og Ringkøbing-Skjern.
I alle syv kommuner har man en kapacitet fra solcelleanlæggene på over 2.000 kilowatt pr. 1.000 borgere, hvor der i Aabenraa kan produceres 5.989 kilowatt pr. 1.000 borgere i kommunen.
Kapaciteten er udtryk for, hvor meget strøm der kan produceres fra solcellerne på en time, hvor forholdene er perfekte. Det betyder altså, at på en solskinsdag kan de store solcelleanlæg i Aabenraa midt på dagen producere næsten 6 kilowatt strøm til hver af kommunens borgere på en time.
Se i kortet herunder, hvor meget strøm der kan produceres fra de store solcelleanlæg i hver kommune i forhold til indbyggertallet.
Under kortet kan du se, hvordan det ser ud omkring landsbyen Hjolderup i Aabenraa Kommune, hvor man har bygget Nordeuropas største solcelleanlæg.

Sidst opdateret: 29/03/2023 - 13:51
Emner: Solceller




































