Analyse af Arne Ullum, [email protected]

De kaotiske tilstande omkring den kommunale udligning ser kun ud til at blive værre, når kommunerne i slutningen af juni 2019 får besked om deres tilskud for budgetåret 2020.

Årsagen er, at den manglende udligningsreform har efterladt ikke mindre end fem jokere i systemet, som gør det næsten umuligt for kommunerne at forudse deres økonomiske vilkår i 2020. Nogle kommuner kan se frem til ekstra penge, mens andre kan blive kastet ud i uforudsete sparerunder.

De fem jokere i beregningen af kommunernes økonomi for 2020 er alle pånær en enkelt, en direkte konsekvens af Folketingets manglende evne til at gennemføre en justering af den kommunale udligning.

Her er de fem jokere

De fem jokere kommer oven i den generelle usikker og tilfældighed, som ifølge mange kommuner er i tilskuds- og udligningssystemet.

Beskæftigelsestilskud:

Da kommunerne i 2009 overtog ansvaret for de beskæftigede ledige, så indførte Folketinget et beskæftigelsestilskud, som blot skulle være midlertidigt, indtil Folketinget havde indregnet udgifterne til de beskæftigede ledige i det generelle tilskuds- og udligningssystem.

Trods mindre justeringer er beskæftigelsestilskuddet blevet mere og mere skævt, og det må forventes at nogle kommuner også i 2020 må forberede sig på et større underskud på beskæftigelsesområdet, fordi tilskuddet ikke dækker de faktiske omkostninger på de forsikrede ledige. Andre kan se frem til store overskud.

Faldende folketal:

Som du kan læse her på NB-Økonomi i dag, så betyder de seneste folketal fra Danmarks Statistik, at uforudsigeligheden og tilfældigheden i fordelingen af cirka 2,2 milliarder kroner i tilskud til kommuner med faldende folketal stiger markant i 2020.

I nogle udkantskommuner vil det udløse en fest, fordi kommunen får 30, 40 eller 50 millioner kroner ekstra, mens det i andre kommuner vil udløse massive sparerunder, at kommunen lider et tilsvarende tab.

Politikerne er blevet advaret om at tilskuddet er “ustabilt”, som de saglige embedsmænd udtrykker det, men uden en udligningsreform er staten forpligtet til at udbetale pengene, uanset hvor skævt det udvikler sig.

Kommunal medfinansiering af sundhedsområdet:

Som vi beskrev her på NB-Økonomi i går, så oplever kommunerne store og uforklarlige ændringer i den kommunale medfinansering af sundhedsområdet. Og det er ikke peanuts, som flyttes her. Den samlede udgift for kommunerne nærmer sig 20 milliarder kroner, og derfor kan selv små procentvise forandringer hurtigt medføre et tab på 20-30 millioner kroner om året.

Som økonomichef Peter Lassen fra Rudersdal fortalte her på NB-Økonomi i går, så kan kommunerne ikke få en substantiel forklaring på ændringerne, og dermed kan de heller ikke give byrådene er troværdig prognose.

Nogle får dobbelt kompensation:

Uden en udligningsreform er Økonomi- og Indenrigsministeriet forpligtet til at følge den gældende lov. Det betød for 2019, at 1,1 milliard blev flyttet mellem kommunerne på grund af ændrede data for udlændinges uddannelse, mens 700 millioner blev flyttet på grund af ændrede data for udgifter til især ældre og handicappede.

Regeringen havde angiveligt selv mistet overblikket over udligningen, og derfor gav man først kompensation til 27 kommuner for tab på de ændrede udligningsdata, og da eksperterne fra sammenslutningen af seks østjyske kommuner i Rimelig Udligning.nu i september afslørede effekten af de ændrede data for ældre og handicappede, så forslog regeringen endnu en kompensationsordning.

Det betyder, at nogle kommuner vil få dobbelt kompensation, mens andre kun lige får  dækket deres tab.

Fokus på finansieringstilskud

Staten har i flere år givet kommunerne et særligt finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner om året som kompensation for skævheder i udligningssystemet. Med de to øvrige kompensationsordninger når den samlede kompensation for fejl og mangler i udligningssystemet op på omkring 5,3 milliarder kroner i 2019 og 2020.

Det er penge, som kommunerne får i ekstra finansiering. Men set under et, må kommunerne ikke bruge pengene, fordi rammen for serviceudgifter ikke er hævet.

Det betyder, at der i 2019 vil være 5,3 milliarder kroner – plus det løse fra andre særtilskudsordninger – som kommunerne har i kassen, men ikke må bruge.

De penge udgør en betydelig risiko i forhold til regeringens ønske om at styre de offentlige udgifter. Hidtil har kommunerne udvist en bemærkelsesværdig ansvarlighed ved at lægge pengene i kasse, og ved gennem aftaler internt i KL at holde det samlede forbrug indenfor den samlede serviceramme.

Men systemet er undes pres, fordi folketingspolitikerne igen og igen fortæller vælgerne, at kommunerne har fået masser af penge, og derfor skal man ikke kritisere Christiansborg-politikerne, hvis man blive ramt af kommunale besparelser.

Spørgsmålet er, hvor længe kommunalpolitikerne vil redde Folketinget ved ikke at bruge af de mange ekstra penge. Den dag kommunerne giver los, så vil Folketinget blive tvunget til at gribe hårdt ind ved at tage pengene fra kommunerne i form af store bøder.

Frygten for den situation kan gøre det attraktivt for regeringen uanset farve at skære i det særlige finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner allerede fra 2020, selvom de rent praktisk først kan genneføre en udligningsreform med virkning fra 2021.

Den samlede effekt af alle jokerne kan ingen formentligt forudsige.

Det eneste, som er helt sikkert, er at kommunerne går ind i et 2020 med sjældent turbulente forhold.