Socialdemokratiets land- og byordfører Bjørn Brandenborg er igen ude med en markant melding om forskellene i kommunernes økonomiske vilkår.

For nylig brugte han de store forskelle i kommunernes skatteprocenter som afsæt for et bredere opgør med den måde, kommunerne finansieres på. Her sagde han, at systemet "bredt set ikke fungerer overhovedet", og pegede både på den kommende udligningsreform og på behovet for at se bredere på de økonomiske vilkår i landets forskellige kommuner.

Nu går han et skridt videre for Bjørn Brandenborg mener, at staten skal stille en egentlig garanti for, at kommunale institutioner ikke bliver lukket alene, fordi en kommune mangler penge.

"Vi skal udstikke en garanti for, at ingen skoler, ingen plejehjem, ingen haller nogen steder i landet skal lukke, alene fordi kommunen har en dårlig økonomi," siger Bjørn Brandenborg i et interview med Jyllands-Posten.

Det er en markant udvidelse af den kritik, Brandenborg tidligere har rettet mod den kommunale finansiering. Hvor diskussionen om skatteprocenterne handlede om, hvor forskellige økonomiske vilkår kommunerne giver deres borgere, handler det nye forslag mere direkte om, hvor langt staten skal gå for at udligne konsekvenserne af forskellene.

Staten skal træde til

Ifølge Brandenborg skal en kommune altså ikke alene kunne blive tvunget til at lukke eksempelvis en skole eller et plejehjem, fordi skattegrundlaget er svagt, befolkningstallet falder eller kommunens økonomiske råderum er mindre end i andre dele af landet.

Hvis økonomien bliver den afgørende årsag til en lukning, mener han, at staten skal overtage en del af regningen.

"Hvis det er ved at ske, skal staten træde ind med finansiering og sørge for, at de institutioner bliver ved med at være der," siger han.

Forslaget rejser dermed et principielt spørgsmål om arbejdsdelingen mellem staten og kommunerne.

I dag er det kommunalbestyrelserne, der inden for de økonomiske rammer prioriterer mellem blandt andet skoler, ældrepleje, dagtilbud, kultur og fritid. En statslig garanti mod bestemte lukninger vil derfor ikke alene handle om flere penge. Den vil også begrænse konsekvenserne af de prioriteringer, som i dag foretages lokalt.

Det fremgår ikke af Brandenborgs udmelding, hvordan en sådan garanti konkret skulle indrettes, hvilke institutioner der skulle være omfattet, eller hvornår staten skulle være forpligtet til at betale.

Fortsætter opgøret med kommunernes finansiering

Udmeldingen ligger i direkte forlængelse af Brandenborgs tidligere kritik af det kommunale finansieringssystem.

Her pegede han blandt andet på, at borgere i kommuner med et svagere skattegrundlag kan ende med både en højere kommuneskat og et lavere serviceniveau. Hans pointe var ikke, at en høj skatteprocent i sig selv viser, at en kommune har dårlig økonomi. Kommunerne kan også vælge et højt skatteniveau for at finansiere et højt serviceniveau.

Problemet opstår efter Brandenborgs opfattelse, når økonomisk svagere kommuner har behov for en høj skat uden dermed at få samme muligheder for at levere velfærd som stærkere kommuner.

Med det nye forslag flytter han diskussionen fra, hvordan pengene fordeles mellem kommunerne, til spørgsmålet om, hvorvidt staten i sidste ende skal garantere et bestemt lokalt velfærdsniveau.

Det vil i givet fald være en betydelig ændring af den nuværende kommunale finansiering. Som det fremgår af den nye udmelding, retter Brandenborg især opmærksomheden mod land- og yderkommuner, hvor faldende befolkningstal siden kommunalreformen har været fulgt af lukninger af blandt andet skoler, haller og plejecentre.

Det store ubesvarede spørgsmål er derfor ikke længere kun, om der skal flyttes flere penge mellem kommunerne gennem en kommende udligningsreform. Brandenborg rejser nu også spørgsmålet om, hvorvidt staten skal forpligte sig til at betale, hvis de økonomiske forskelle mellem kommunerne ellers fører til lukning af centrale velfærdstilbud.