
Forlig med DF: Kommunerne mister erhvervsrådgivning, men får magten i nyt setup
Kommunal erhvervsrådgivning er fortid med den aftale om erhvervsfremme, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik i går. Kommunerne skal i fremtiden fokusere på myndighedsbetjening og udvikling af attraktive erhvervsområder.
Udgivet: 25/05/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
Regeringen har indgået en aftale om en kraftig forenkling af erhvervsfremme med Dansk Folkeparti. Aftalen læner sig kraftigt op af den forståelse på området som regeringen først på ugen indgik med KL.
Dermed står det fast, at de enkelte kommuner mister størstedelen af sin egentlige erhvervsrådgivning. Kommunerne skal i fremtiden fokusere på:
- Myndighedsbetjening, altså bygge- og miljøtilladelser.
- Udvikling af kommunens fysiske erhvervsområder herunder også arbejde med at lokke virksomheder til kommunen.
- Vejlede virksomhederne i, hvordan de kan få egentlig erhvervsrådgivning hos de nye erhvervshuse.
- Derudover fastholder kommunerne den styrkede rolle de har fået på beskæftigelsesområdet.
Loven skal forbyde overlappende indsatser
Aftalen slår meget kontant fast, at det ved lov skal forbydes kommunerne at udøve rådgivning, som også tilbydes fra de regionale erhvervshuse eller fra staten.
Det betyder på almindeligt dansk, at det vil være i strid med loven, hvis en ekspansionslysten erhvervschef i en kommune opretter tilbud til kommunens virksomheder, som de også kan få fra det regionale erhvervshus.
Det er en model, som blandt andet den konservative borgmester Henrik Rasmussen fra Vallensbæk har kæmpet ihærdigt for – senest da han deltog i offentliggørelsen af en stor udvalgsrapport om emnet.
Kommunene skal holde sig indenfor kommunegrænsen
Samtidig slår aftaleteksten fast, at man ikke i fremtiden vil se parallelle tiltag fra kommunerne i et område for at tiltrække virksomheder indenfor en bestemt klynge.
“Kommunale indsatser, der går videre end at bedrive virksomhed i den pågældende kommune, skal fremover varetages inden for rammerne af den samlede erhvervsfremmestrategi for den decentrale indsats,” hedder det i den politiske aftale.
Oversat til jævnt dansk betyder det, at Odense Kommune eksempelvis ikke må gå ud og markedsføre Fyn som et attraktivt sted for den nye robotteknologi. Det skal istedet ske i regi af de nye regionale erhvervshuse, så man får koordineret indsatsen mellem alle kommuner i området.
Kommunerne får til gengæld magten gennem KKR
Mens aftalen gør meget ud af at hegne den enkelte kommunes indsats på erhvervsrådgivning ind, så bliver det også slået meget klart fast, at mens regionerne er helt ude af erhvervsfremme og turisme, så får kommunerne i fællesskab en større rolle.
“Kommunerne skal fortsat være det lokale omdrejningspunkt for virksomhederne og have en større rolle i erhvervsfremmesystemet end i dag, så virksomheder og kommuner kan udvikle en stærk lokal erhvervsfremmeindsats i den enkelte kommune og på tværs af kommuner,” hedder det i oplægget.
Det betyder i praksis, at mens den enkelte kommune bliver kraftigt stækket i det nye system, så får kommunene under et via de kommunekontaktrådende forøget deres indlydelse på erhvervsfremmen ganske betydeligt. (se særskilt artikel)
De sidste detaljer skal aftales med KL
Aftalen refererer direkte til den forståelse, som regeringen og KL indgik i forbindelse med kommuneforhandlingerne først på ugen. Heraf fremgår det, at, “arbejdsdelingen mellem den tværkommunale indsats i Erhvervshusene og den indsats, der foregår i kommunerne enkeltvis, vil blive nærmere beskrevet i en rammeaftale mellem regeringen og KL og fremgå af lov om erhvervsfremme.”
KL får altså en sidste chance for at kæmpe for lidt flere opgaver til kommunerne, men ud fra aftaleteksten bliver det formentligt meget svært afgørende at ændre på det faktum, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke vil have egentligt erhvervsrådgivning i kommunerne.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18










































