
- Foto: Kristoffer Sutton // NB-Økonomi
Løhde vil have ministerens svar på NB-Økonomis økonomiaftale-analyser
Tidligere indenrigsminister Sophie Løhde (V) beder nu den nye økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) forholde sig til to centrale konklusioner fra NB-Økonomis dækning af økonomiaftalen. Svarene kan få betydning for vurderingen af både kommunernes besparelsesbehov og aftalens reelle størrelse.
Udgivet: 25/06/2026
Tidligere indenrigsminister Sophie Løhde bruger to af sine første ministerspørgsmål som oppositionspolitiker til at udfordre regeringens fortælling om den netop indgåede økonomiaftale – og begge spørgsmål tager direkte afsæt i analyser fra NB-Økonomi.
Ministerens svar kan derfor få stor betydning for kommunerne. For hvis ministeriet bekræfter de grundlæggende beregninger, vil det styrke argumentet om, at kommunerne trods en stor økonomiaftale står over for betydelige økonomiske udfordringer i 2027.
Den tidligere indenrigsminister og nuværende Venstre-ordfører har således bedt den nye økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) forholde sig til to centrale konklusioner fra NB-Økonomis dækning af økonomiaftalen for 2027.
I det ene spørgsmål beder Sophie Løhde ministeren redegøre for, om kommunerne trods en stor økonomiaftale kan se frem til at skulle gennemføre besparelser og effektiviseringer for omkring 1,5 mia. kr. i budgetterne for 2027.
I det andet spørgsmål udfordrer hun regeringens beskrivelse af aftalen som historisk høj ved at bede ministeren forholde sig til NB-Økonomis konstatering af, at servicerammeløftet reelt ligger på niveau med eller lidt under de to foregående økonomiaftaler, når der korrigeres for pris- og lønudvikling samt en stigning i det demografiske træk.
Spørgsmålene er stillet til Folketingets Finansudvalg og citerer direkte fra NB-Økonomis analyser af økonomiaftalen.
Dermed kan ministerens svar blive den første officielle stillingtagen fra Økonomi- og Indenrigsministeriet til de beregninger og vurderinger, som siden aftalens indgåelse har præget diskussionen om dens reelle økonomiske værdi for kommunerne.
To centrale diskussioner
Begge spørgsmål rammer ned i de to emner, som har domineret debatten om økonomiaftalen siden den blev indgået.
Den ene diskussion handler om, hvorvidt kommunerne reelt får mulighed for at udvide velfærden, eller om stigende udgifter på blandt andet det specialiserede socialområde, demografi og nye politiske initiativer betyder, at mange kommuner skal finde betydelige besparelser og effektiviseringer i de kommende budgetforhandlinger.
Den anden handler om regeringens beskrivelse af aftalen som den historisk bedste. Her er det jo ikke størrelsen af servicerammeløftet alene, der er afgørende, men jo også, om den aktivitet, man pålægger kommunerne, passer med løftet. Og så er der jo lige det med inflationskorrektionen.
Sidst opdateret: 25/06/2026 - 13:30









































