
Mette Frederiksen foran Kongeskibet mandag aften. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Fire spørgsmål bliver afgørende for kommunerne i denne valgperiode
Der er rigeligt at holde øje med for kommunerne, når den nye regering senere i dag fremlægger et regeringsgrundlag.
Udgivet: 02/06/2026
Efter rekordlange forhandlinger har Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, mandag aften meddelt kongen, at hun ikke har et flertal imod sig, og at hun vil danne en mindretalsregering med SF, Moderaterne og Radikale.
Det politiske indhold bliver præsenteret på et pressemøde på Marienborg tirsdag kl. 16.00. Og ude i kommunerne er der meget, man skal holde øje med.
Udligningsreform nærmer sig
Det er besluttet, at der kommer en reform af udligningssystemet, der skal træde i kraft fra 2029. Det er ikke sandsynligt, at en ny regering vil lave om på den præmis, men en ny regering med SF kan ændre dynamikken markant. Derfor bliver det spændende, om regeringen løfter lidt af sløret for reformen i regeringsgrundlaget.
Et nærmest samlet kommunedanmark blev i januar 2025 enige om ni krav til en kommende udligningsreform, og efter kommunalvalget har et klart flertal af kommunerne genbekræftet, at de netop står hårdt på kravet om en omfattende udligningsreform, som er baseret på saglige og faglige analyser.
En underliggende dagsorden blandt de kommuner, der ikke mener, at den nuværende udligning fungerer særlig godt, er, at den forrige udligningsreform fra 2020 i for høj grad tilgodeså fattige yderkommuner, København og en række af de københavnske vestegns- og omegnskommuner.
Men med SF's fremgang ved kommunalvalget i 2025 med indtagelsen af overborgmesterposten i København, erobringen af Gladsaxe og fastholdelsen af Hvidovre vil det gøre det svært for SF at acceptere at pengene til forbedringer skal findes netop her. Og i særlig grad hvis indenrigsministeren bliver en SF'er.
Og insisterer den nye regering på et bredt forlig hen over midten på udligningsområdet, noget V og K som store borgmesterpartier kunne være meget interesserede i, ja, så bliver det ikke ligefrem mindre kompliceret.
Fortsætter det kommunaløkonomiske sporskifte?
Det såkaldte sporskifte, hvor kommunerne i økonomiaftalerne for budgetårene 2025 og 2026 har fået ca. 2 mia. kr. ud over det demografiske træk til at udvikle velfærden, ser også med den nye regering ud til at kunne fortsætte.
Under valgkampen havde alle de partier, der nu skal danne regering, meget positive tilkendegivelser omkring dette. Og på den korte bane har økonomiske prognoser fra De Økonomiske Vismænd, Økonomiministeriet og Nationalbanken bekræftet, at der er plads i nationaløkonomien til at fortsætte sporskiftet.
Det afhænger dog igen af, hvad regeringen ellers vil på velfærdsområdet. Det er her til formiddag sluppet ud, at den nye regering vil gøre tandlægebesøg helt gratis inden 2030, og der vil også komme frugt og grønt uden moms. De og lignende velfærdsprioriteringer kan udhule, hvad kommunerne vil få af velfærdsløft direkte via økonomiaftaleforhandlingerne.
Kommer der en løsning på det specialiserede socialområde?
En af de helt store udfordringer i kommunerne er udgifterne til det specialiserede socialområde. Kommunerne brugte i faste priser samlet 2,6 mia. kr. mere i 2025 end i 2024 på området. Den type stigninger vil på sigt kunne æde nærmest ethvert løft i kommunernes økonomi. Her afventer kommunerne, at man i den nye regering vil komme med konkrete initiativer, eksempelvis fra Tranæs-rapporten. Det kunne være den efterhånden meget omtalte takstmodel.
Hvad bliver ændringerne af selskabsskatteordningen?
I økonomiaftalen for 2026, aftalt i 2025, lover KL og regeringen at se på selskabsskatteordningen for kommunerne. En ordning, som et kæmpe flertal af kommuner ser som en voldsomt uretfærdig mekanisme, og som man i lang tid har efterspurgt en ændring af. Det bliver interessant at følge, om de ca. 15-20 kommuner, der for alvor vinder på selskabsskatteordningen, har nok indflydelse i KL og i den nye regering til at undgå en alt for stor ændring.
For nærmest alle partier har interesser på hver sin side af den ligning. SF-borgmesteren i Gladsaxe nyder godt af ordningen, det gør SF-borgmesteren i Randers ikke. Venstre-borgmesteren i Kalundborg er tilhænger af ordningen, det er Venstre-borgmesteren i Hedensted ikke. Den konservative borgmester i Gentofte får meget ud af ordningen, det gør den konservative borgmester i Langeland Kommune ikke.
Til gengæld er det svært at finde socialdemokratiske borgmestre, der er helt vilde med selskabsskatteordningen. På listen over de 20 kommuner, der får mest ud af ordningen, er der kun én socialdemokratisk ledet kommune, og det er Ballerup. Derimod er der otte socialdemokratiske kommuner blandt de 20 største tabere på selskabsskat.
Sidst opdateret: 02/06/2026 - 12:29









































