
Thomas Aarestrup Jepsen, politisk chef i Green Power Denmark, er tilfreds med, at regeringen nu ser på en model, som de selv har foreslået, fordi modellen kan hjælpe med at få mere vedvarende energi på land i kommunerne. - Foto: Presse, Green Power Denmark
Regeringen vil belønne de kommuner hvor værdien af VE-anlæg skabes økonomisk
Selskabsskattereglerne skal undersøges, så selskabsskatteindtægter ender i de kommuner, hvor værdien af VE-anlæg skabes. Det vækker glæde i Green Power Denmark, som allerede i 2025 foreslog en sådan model.
Udgivet: 02/06/2026
Efter historisk lange regeringsforhandlinger har Danmark fået en ny regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Det Radikale Venstre.
"Vi ligger op til en udligningsreform, herunder også, at vi kigger på selskabsskatten og på den måde ser på mulighederne for, at de kommuner og lokalbefolkninger i Danmark, som lægger areal til vedvarende energi og elektrificering i Danmark, de også kan beholde nogle af de gevinster."
Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag eftermiddag på Marienborg, da hun sammen med Pia Olsen Dyhr (SF), Lars Løkke Rasmussen (M) og Martin Lidegaard (R) præsenterede det nye regeringsgrundlag.
Et politisk dokument, som er fyldt med flere markante, grønne aftryk og en samlet ambition om at elektrificere Danmark. Sådan lyder vurderingen fra Green Power Denmarks administrerende direktør, Kristian Jensen.
"Den nye regering vil sikre grøn energi både til lands, til vands og – bogstaveligt talt – i luften. Kommuner med solceller og vindmøller kan beholde flere selskabsskattekroner til lokal kernevelfærd. Og der bliver skruet op for udbygningen af havvindmøller," siger han i en pressemeddelelse.
At kommunerne skal have et endnu stærkere økonomisk incitament til at godkende projekter med vedvarende energi, har Green Power Denmark længe ønsket sig.
Problemet er i dag, at selskabsskatten ikke går til de kommuner, der lægger jord til solceller og vindmøller, men i stedet havner i de kommuner, hvor selskaberne har kontorer.
Ønsket om at ændre på det, opfylder regeringsgrundlaget, ifølge Green Power Denmark.
Det kommer konkret til udtryk ved, at regeringen vil undersøge, om selskabsskatten fra de virksomheder, der producerer grøn strøm, i større omfang kan tilfalde de kommuner, hvor anlægget er placeret. "Initiativerne skal bidrage til yderligere opsætning af vedvarende energi på land," står der i regeringsgrundlaget, som blev præsenteret på Marienborg tirsdag klokken 16.00.
Stor gevinst ved tankstationsmodel
I oktober 2025 fik Green Power Denmark foretaget an analyse af revisionsfirmaet KPMG, hvor man kiggede på de samlede skattebetalinger og økonomiske bidrag forbundet med at bruge arealer til solceller og vindmøller på land, sammenlignet med at drive traditionel landbrugsdrift.
Her sammenlignede man tre forskellige anlægstyper, som afspejler typisk teknologi og størrelse på anlæg i 2025: En solcellepark på 175 megawatt og 175 hektar, en vindmøllepark på 75 megawatt og en hybridpark på 50 megawatt vind, 100 megawatt sol og cirka 130 hektar. Med reference til et landbrugsareal på 175 hektar, som er valgt som reference, da solceller og vindmøller typisk bliver placeret på tidligere landbrugsarealer.
Analysen viste, at en VE-kommunes andel af de kommunale skatter er 7-14 procent. Men med den såkaldte ubemandede tankstationsmodel vil andelen stige til 36-43 procent.
Se mere på nedenstående figur:
Kan give kommunerne flere midler
Med regeringens grundlag vil man nu se på mulige løsningsmodeller i forhold til den fremtidige fordeling af selskabsskat imellem kommunerne, som aftalt i økonomiaftalen for 2026.
Thomas Aarestrup Jepsen, politisk chef i Green Power Denmark, er tilfreds med, at regeringen nu ser på en model, som Green Power Denmark selv har foreslået, fordi modellen kan hjælpe med at få mere vedvarende energi på land.
"Jeg er glad for, at regeringen har vendt hver en sten og er klar til at kigge på nogle af de ting, der virker," siger han til NB-Forsyning & Klima og tilføjer:
"Vores mål er, at vi skal have mere grøn strøm. Både på land og til havs. Derfor har vi kigget på, hvordan vi kan give kommunerne nogle midler, som de kan bruge lokalt."
Sådan vil regeringen sikre udbygningen af vedvarende energi på land
Regeringen vil arbejde målrettet for at gøre Danmark selvforsynende med billig og sikker vedvarende energi. Det skal blandt andet ske ved at sikre udbygningen af vedvarende energi på land med følgende tiltag:
Modeller, hvor berørte borgere i lokalsamfund kan belønnes i form af medejerskab.
Mere inddragelse og større økonomiske incitamenter, og hvor kommuner der tager ansvar for udbygning af vedvarende energi, belønnes med en bonus, der kan understøtte velfærden lokalt.
Undersøge, om selskabsskatten fra de virksomheder, der producerer grøn strøm, i større omfang kan tilfalde de kommuner, hvor anlægget er placeret. Initiativerne skal bidrage til yderligere opsætning af vedvarende energi på land.
Pengene skal blive lokalt
Thomas Aarestrup Jepsen bruger den ubemandede tankstation som et argument for, at modellem allerede findes i dansk skattepraksis.
"Det er den samme model i dag, hvis du har en tankstation, der er ubemandet. Så er det også sådan, at selskabsskatten for den indtjening, der er på den pågældende tankstation, den bliver også i kommunen og tilfalder ikke et hovedkontor for den tankstationskæde."
Han fremfører tre pointer om, hvorfor kommunerne skal kunne beholde en større del af selskabsskatten fra VE-anlæg:
"Værtskommunerne får en større økonomisk gevinst ved, at de lægger jord til anlæggene. Det er ikke København, der skal have selskabsskattepengene for et anlæg, der ligger i Ringkøbing. Og så koster det sådan set ikke nogen noget. Man flytter sådan set bare pengene derhen, hvor aktiviteten allerede er.
Regeringen vil desuden sænke selskabsskatten med tre procentpoint over tre år. Kommuner har i dag krav på 14,24 procent af indtægterne fra selskabsskatten.
Sidst opdateret: 03/06/2026 - 11:28
Temaer: Energi








































