Når de nye byråd kort efter nytår skal i gang med at lægge de overordnede planer for budget 2027 og overslagsårene, står de overfor en afgørende beslutning, som med stor sikkerhed bliver afgørende for velfærden i de kommende år.

Det store spørgsmål er:

Skal kommunen bruge de historisk gode økonomiaftaler mellem regeringen og KL til at øge bevillingerne og lappe de velfærdsområder, som har lidt mest under den lange periode med grønthøsterbesparelser?

Eller skal kommunen bruge de ekstra midler til at investere i større reformen af kommunens drift, som på lang sigt sikre borgerne bedre service for pengene?

Det er et svært valg - især efter et kommunalvalg, hvor borgmestre i kommuner med meget utilfredse borgere faldt som fluer. Derfor kunne det være fristende for de nye byråd at kaste alle pengene ind i større bevillinger til de områder, hvor servicen halter.

Men det er ikke altid, at det nemme også er det kloge valg ganske enkelt fordi de nemme valg ofte har en kortsigtet effekt. Kommunalpolitikerne bør istedet se på en gruppe af kommuner, som gennem reformer båret af sund fornuft har sikret, at borgerne får en overraskende god service for relativ små penge.

Manglende sammenhæng mellem service og udgift vidner om stor potentiale

En lang række benchmark og data viser, at en gruppe af kommuner kan levere rigtig meget service for små udgifter, mens andre kommuner på trods af høje bevillinger leverer en service langt under landsgennemsnittet. Det viser også, at flere penge ofte kun giver bedre service på den helt korte bane, mens der er langt mere potentiale i at løfte effektiviteten i kommunerne.

Det ses tydeligt, når man sammenholder kommunernes forbrug på et område med den kvalitet, de leverer. Hvis alle kommuner var lige effektive, burde kvaliteten stige, når udgifterne stiger – korrigeret for rammevilkår. Det gør den bare ikke.

Der er mange faldgruber, som betyder at der altid kan stilles spørgsmål ved præcisionen i benchmark. Men den manglende sammenhæng mellem udgift og kvalitet er imidlertid så tydelig, at alt peger på meget stor forskelle i effektiviteten mellem kommunerne. Det peger rent logisk på, at der er en mulighed for, at et meget stort antal kommuner kan forbedre servicen markant ved at gennemføre reformer, hvor man lærer af de dygtigste.

Folkeskolen er et godt eksempel. Hvis man ser på, hvor mange penge en kommune bruger, og hvor dygtig kommunen er til at løfte elevernes faglige kompetencer i forhold til det forventede ud fra elevens socioøkonomiske baggrund, så er der ingen sammenhæng.

Hvis man ser på ældreområdet, og alene ser på de 18 mest relevante kvalitative mål, så er der heller ikke nogen sammenhæng mellem forbrug og kvaliteten.

Det er blot to eksempler, men faktisk er det sværere at find benchmark eller analyser, som viser en sammenhæng mellem størrelsen af bevillinger og kvaliteten af service på tværs af kommunerne.

Det må naturligvis ikke lede til den forsimplede og lettere populistiske antagelse, at servicen bliver bedre, hvis blot man skærer ned i bevillingerne. Men det peger på, at der er et meget stor potentiale for bedre service for de samme penge, hvis kommunerne lærer af de bedste.

Stort potentiale i at kigge på dem, der gør det bedre

Hvis man ser på grafikken over folkeskolen, så kan man groft sagt inddele kommunerne i fire grupper. Den bedste gruppe ligger øverst til venstre. Her får borgerne en meget høj undervisningseffekt ud af ret små udgifter.

Grafikken viser, at en gruppe af kommuner har udviklet deres effektivitet, så de kan levere høj service (her i form af høj indlæring i folkeskolen) på trods af lave bevillinger. Bemærk, at udvisningseffekten er korrigeret for børnenes socioøkonomiske baggrund.

Populært sagt kan kommunerne i de øvrige tre kvadranter i grafikken enten hæve kvaliteten for samme udgift, eller levere samme kvalitet for færre penge - hvilket jo ville frigive penge til at andre tiltag. Faktisk kan de kommuner, der klarer sig dårligst, få både bedre og billigere service.

Derfor burde alle kommuner i de øvrige tre kvadranter være nysgerrig på, hvad kommunerne i det bedste kvadrant gør anderledes. Ofte dør den nysgerrighed tilsyneladende fordi mange af de dårligst performende kommuner har travlt med at finde på mere eller mindre gode undskyldninger for, hvorfor sådan en sammenligning ikke er mulig.

Da NB-Ældre offentliggjorde ovenstående sammenligning af kommunerne, gav redaktør Rikke Gundersen en bemærkelsesværdig sammenfatning af nogle af de reaktioner, som sammenligningen havde affødt. Det interessante var, at politikerne i de dårligste kommuner meget sjælden udviste nysgerrighed for, hvad de bedste kommuner gør, og meget ofte forsøgte at pege på forhold, som slet ikke indgik i analysen.

Læs også:

Råderumsprojekter er afgørende for det kommunale selvstyre

Der er en meget lokal og en lidt mere filosofisk årsag til, at politikerne i de nye byråd bør vælge at bruge de gode økonomiaftaler på at gennemføre råderumsprojekter.

Den lokale er, at det er den eneste måde, som byrådet effektivt kan sikre borgerne mod serviceforringelser, når en regering før eller siden strammer finanspolitikken og reducerer væksten i service- og anlægsrammer. Hvornår det sker er uvist, men det kan både skyldes eksterne forhold som en langvarig lavere vækst eksempelvis på grund af USA's toldmure eller noget så enkelt, som at vi får en regering, der prioriterer eksempelvis skattelettelser højere end vækst i den offentlige service.

Den mere filosofiske grund er, at den manglende sammenhæng mellem udgifter og service rokker ved opbakningen til det kommunale selvstyre. Alt evidens viser, at et effektivt lokalt styre sikrer større udbytte af de offentlige udgifter end et stort centralistisk monstrum, ganske enkelt fordi den lokale prioritering sikrer, at man bruger pengene på det, som har størst værdi for borgerne i netop det lokalområde.

Men lige præcis den præmis kommer gevaldigt under pres, hvis borgerne og især Folketinget kan se, at kommunerne ikke er dygtige til at sikre, at flere penge giver bedre service. Hver gang den tvivl opstår i Folketinget, så ruller der detaljerede procesregler, minimumsnormeringer og anden reduktion af det kommunale selvstyre ud over kommunerne.

Og så får borgerne på lang sigt med sikkerhed en dårligere service for pengene.