
I forhandlingslokalet er der nu et betydeligt pres på Finansministeren for at få ændret selskabsskatteordningen. Det er et emne, som et stort flertal blandt borgmestrene ønsker rykket helt op i toppen af dagsordenen. - Foto: Christian Brandt Pedersen/NB-Økonomi
Analyse
ØA26: Pres på finansministeren for at ændre på selskabsskatteordningen
Et massivt flertal af borgmestrene ønsker, at finansminister, Nicolai Wammen (S) bruger økonomiforhandlingerne til at få selskabsskatteordningen ændret. Kommunerne er dog ikke 100 procent enige, så bolden ligger hos regeringen.
Udgivet: 15/05/2025
I forhandlingslokalet er der nu et betydeligt pres på finansministeren for at få ændret selskabsskatteordningen. Det er et emne, som et stort flertal blandt borgmestrene ønsker rykket helt op i toppen af dagsordenen.
Det er ikke uden grund. Selskabsskatteordningen har i de senere år skabt markante skævheder og uligheder i det kommunale landskab. Mens enkelte kommuner har høstet høje gevinster, står andre helt uden for indtægterne – uden mulighed for at påvirke situationen.
Det er en uretfærdighed, som rammer hårdt, ikke mindst fordi selskabsskatten samtidig modregnes i balancetilskuddet, hvilket straffer kommuner uden store skatteindtægter. Og det har i stigende grad undermineret tillid, sammenhæng og styring i det kommunale system.
Der er ikke mange aktører i det kommunale landskab, der har ret meget pænt at sige om ordningen, heller ikke blandt de kommuner, der nyder godt af den. Spørgsmålet er derfor, om forhandlingsparterne overhovedet kan tillade sig at ignorere det længere?
Flere kommuner er på grund af selskabsskatteordningen allerede bagud i forhold til budget 2026. Økonomichefen I Roskilde Kommune har skrevet på LinkedIn:
"Vi kommer til at starte i kæmpe minus på indtægtssiden i b2026 (pga. selskabskatteordningen -red.), inden økonomiforhandlingerne overhovedet er gået i gang. Vi må håbe på, at der kommer en voksen forbi!" (Nanna Fugl Vestereng, Økonomichef Roskilde Kommune )
Men der er stadig en lang og snørklet vej forude, hvis der skal ske ændringer med ordningen.
Et massivt flertal vil ændre ordningen
NB-Økonomis tidligere kortlægning viser, at 78 ud af landets 98 borgmestre ønsker ordningen ændret. Selv nogle af de kommuner, der har tjent historisk store beløb på selskabsskatten, erkender, at systemet er blevet ubalanceret og uforudsigeligt.
Kritikken går på flere forhold, men især på at kommuner der ikke får del i selskabsskatteordningen bliver straffet, fordi balance- og bloktilskud modregnes ud fra et samlet billede.
Det politiske pres vokser – også internt i Socialdemokratiet
På det seneste kommunalpolitiske topmøde blev finansminister Nicolai Wammen (S) ifølge NB-Økonomis oplysninger, direkte mødt af borgmesterkolleger fra hans eget parti, som bad ham handle hurtigt på sagen. Det lægger ekstra pres på regeringen – og gør det sværere at skubbe emnet til hjørne.
De store tavse aktører
En afgørende faktor i det videre spil om selskabsskatteordningen er, hvordan landets fire største kommuner – København, Aarhus, Odense og Aalborg – vil forholde sig. De er ikke vendt tilbage på NB-Økonomis henvendelser om emnet, og deres position er dermed ukendt.
Fælles for dem er, at de alle ledes af socialdemokratiske borgmestre, og de har betydelig økonomisk og politisk vægt i KL-sammenhæng. Hvis en eller flere af dem aktivt modsætter sig en ændring, så kan det blive svært at skabe den nødvendige enighed. Samtidig kan netop deres stillingtagen få betydning for, om regeringen har lyst til at tage et initiativ på egen hånd. Det lyder dog fra rådhuskilder i en af de her store byer, at vi skal have et fair system, og at det i øvrigt er op til regeringen at indrette det bedst mulige system - altså endnu et vink til finansministeren om, at det er op til ham.
Erhvervslivet har et ønske: Motiverede kommuner
Erhvervsorganisationerne ønsker, at kommunerne fortsat har et økonomisk incitament til erhvervsvenlighed. Dansk Industri har lige som et flertal af borgmestrene erkendt, at selskabsskatteordningen ikke fungerer, og foreslår i stedet en statslig ’jobpræmie’ pr. privat arbejdsplads. For både DI og Dansk Erhverv er det vigtigste, at der stadig findes en ordning, som motiverer kommunerne – også hvis selskabsskatten ændres eller afskaffes.
Kan det overhovedet lade sig gøre
Tidligere har NB-Økonomi omtalt, at den mangeårige formand for Finansieringsudvalget under Indenrigsministeriet, og nuværende projektchef hos VIVE, Niels Jørgen Mau Pedersen, vurderer, at selskabsskatten ret nemt kan ændres uden at ændre på hele udligningssystemet:
"Udligningen af selskabsskat er relativt separeret fra resten af systemet. Derfor er det også, på papiret, relativt nemt at lave om på," sagde han til NB-Økonomi.
Niels Jørgen Mau Pedersen peger samtidig på, at netop selskabsskatten formentlig er det enkeltområde, som har øget de økonomiske forskelle mest siden udligningsreformen i 2020. Det skyldes, at danske virksomheder de seneste år har haft historisk høje overskud – og derfor har afleveret ekstraordinært store beløb i selskabsskat.
Vi har her på NB-Økonomi i flere omgange præsenteret flere forskellige forslag og beregninger til andre måder at opgøre kommunal selskabskat på, og umiddelbart virker en løsning med et loft, som den metode der er blandt de mest ladsiggørlige. NB-Økonomi har i dag lavet beregninger på konsekvenserne af to typer af loft over selskabsskatteordningen. Det er her værd at bemærke, at modeller med et loft ikke nødvendigvis afhjælper situationen i særlig høj grad:
KL er handlingslammet
Selv med en næsten enstemmig kritik af selskabsskatteordningen blandt borgmestrene, så har KL som organisation svært ved at agere, fordi konsensus er en forudsætning for KLs muligheder for at tage initiativer.
Et lille mindretal af kommuner ønsker ikke ændringer, og mener i flere tilfælde, at ordningen er helt rimelig - det kan være dyrt for en kommune at bygge og omlægge for at blive mere erhvervsvenlig, og så bliver man som kommune både motiveret og kompenseret af selskabskatteordningen.
Dertil kommer, at selv blandt de ændringsvillige kommuner er der uenighed om, hvordan ordningen bør ændres: Skal den helt afskaffes? Udjævnes? Eller skal der blot sættes et loft over, hvor meget man kan tjene?
Det eneste reelle initiativspor er finansministeren.
Når så mange borgmestre offentligt har udtrykt ønske om at få ændret selskabsskatteordningen – og når også borgmestre fra kommuner, som i dag nyder rigtig godt af ordningen, også melder sig blandt kritikerne – bliver det vanskeligt at ignorere problemet. Og der vil være mange borgmestre, der forventer et indgreb, men der vil også være modstand. Det helt afgørende spørgsmål er om selskabsskatteordningen kan blive en forhandlingsbrik, der er interessant nok at bringe i spil i forhandlingerne.
Hvis det ender med ingenting, kan det ende med at eksplodere i de kommende år, alt andet lige at Novo Nordisk og andre store virksomheder fortsætter med at levere gode resultater.
Sidst opdateret: 16/05/2025 - 15:02









































