Af underdirektør Jacob Bræstrup, Dansk Industri

Under debatten om udligningssystemet har der været rejst kritik af de to kommunale finansieringskilder, som optager erhvervslivet mest: Den kommunale andel af selskabsskatten og dækningsafgiften på erhvervsejendomme: Den nuværende fordeling af disse to indtægtskilder er for skæv; og den kraftigt svingende indtægt fra selskabsskatten giver (via korrigerende justeringer i bloktilskuddet) desuden udfordringer for alle kommuner – også de mange, der kun har beskedne selskabsskatteindtægter.

Forstår man kritikerne, kan en løsning her på ikke afvente den store udligningsreform.

Hos Dansk Industri forstår vi kritikken; men vi vil i samme åndedræt advare: Det er afgørende, at vi ikke svækker den enkelte kommunes økonomiske incitament til at være erhvervsvenlig og på den måde tiltrække og fastholde private arbejdspladser. I forvejen er det økonomiske incitament til at være en ’arbejdsplads-kommune’ for svagt i forhold til at være en god ’bopæls-kommune’ – og så satse på, at nabokommunerne lægger jord til de arbejdspladser, der skal sikre borgernes indkomstgrundlag.

Nye løsninger, der styrker incitament

Derfor foreslår vi løsninger, der både adresserer kritikken og styrker kommunernes incitament til at have private arbejdspladser.

I forhold til selskabsskatten foreslår vi, at kommunerne ophører med at modtage en andel af selskabsskatten, som derfor fremover bliver en ren statslig skat. Til gengæld indføres en kommunal ’jobpræmie’ – fra staten til kommunerne – pr. privat arbejdsplads i kommunen. Præmiens størrelse fastsættes, sådan at reformen bliver provenuneutral for staten, hvilket giver en årlig jobpræmie i omegnen af 6.500 kr. pr. privat arbejdsplads.

Da antallet af private arbejdspladser er meget mere jævnt fordelt blandt kommunerne end selskabskattegrundlaget, giver reformen automatisk en mere jævn fordeling af provenuet. For den enkelte kommune vil præmien også være meget lettere at budgettere med. Både år-til-år og i forhold til konkrete beslutninger: ”Hvad er konsekvensen, hvis vi udlægger dette areal til erhverv?” Store årlige udsving – og ditto korrektioner via bloktilskuddet – vil også være fortid.

For så vidt angår dækningsafgiften, foreslår vi, at der indføres en statslig ’afgift’ på den enkelte kommunes indtægt fra dækningsafgiften. Afgiften fastsættes til 22 pct. ud fra den simple logik, at når en kommune opkræver 100 kr. i dækningsafgift fra virksomhederne, så reduceres statens indtægt fra selskabsskatten med 22 kr.

Statens indtægt fra denne afgift vil udgøre ca. 700 mio. kr. årligt – hvilket selvfølgelig skal føres tilbage til kommunerne. For at styrke kommunernes incitament til at være erhvervsvenlige, foreslår vi, at dette sker ved at forhøje jobpræmien tilsvarende. Groft sagt kan det finansiere, at jobpræmien stiger til ca. 7.000 kr. pr. privat arbejdsplads.

Foruden at fordele indtægten fra dækningsafgiften mere ligeligt mellem kommunerne, så vil afgiften også gøre det billigere at sænke dækningsafgiften for hver af de 32 kommuner, der stadig opkræver denne erhvervsskadelige særskat: Staten vil jo nu bære 22 pct. af det umiddelbare tab for kommunekassen.

Mister staten så ikke penge, hvis kommunerne sænker dækningsafgiften? Nej, for tabet for statskassen opvejes jo 1:1 af højere selskabsskatteindtægter.

Til gengæld vil vi på det kraftigste advare imod at lade dækningsafgiften indgå i det almindelige udligningssystem. Husk på, at systemet i dag jo udligner på baggrund af kommunernes indtægtsgrundlag for den pågældende indtægtskilde. Hvis dækningsafgiftsgrundlaget indgår i den kommunale udligning, så vil den enkelte kommune få en tilskyndelse til at reducere sit grundlag mest muligt (dvs. nedlægge erhvervsområder og undlade at oprette dem) samt til at beskatte det grundlag, den beholder, mest muligt: Hvor meget kommunen skal aflevere eller får fra udligningen påvirkes jo ikke af, hvor meget kommunen faktisk opkræver.

Det er præcis det modsatte, der er behov for. Og det er præcis det, Dansk Industris reformforslag vil sikre. Samtidig med at det vil adressere den helt legitime kritik, der er blevet rejst af den nuværende situation.

Bedst af alt: Implementeringen af ovenstående behøver ikke afvente den omfattende udligningsreform, der venter forude