Oprustningen af forsvaret skaber muligheder for danske virksomheder.

Oprustningen af forsvaret skaber muligheder for danske virksomheder. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Køb, køb, køb: Kommuner ser potentiale i oprustning.

Der er enorm interesse fra virksomheder, der gerne vil være en del af regeringens militære oprustning. Det kan blive en økonomisk gevinst for både virksomheder og kommuner.

Udgivet: 13/05/2025

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Da Business Region Midtvest for nyligt inviterede til erhvervskonference om at blive leverandør til forsvaret, havde kommunaldirektør i Ikast-Brande Kommune Flemming Storgaard været glad for et fremmøde på 50 virksomheder.

På dagen endte 125 virksomheder med at møde op - en interesse, som kommunaldirektøren kalder 'overvældende'.

"Det er ikke sådan, at vi tænker på bundlinjen for kommunen, men vi tænker da arbejdspladser. Set med vores øjne, så er det mere værdifuldt, hvis man køber forsvarsmateriel i Danmark - og gerne i Midtjylland - fremfor i Israel eller USA," siger han til NB-Økonomi.

Skyldes sikkerhedspolitisk situation

Regeringen besluttede tilbage i februar at afsætte yderligere 50 milliarder kroner til Forsvaret i 2025 og 2026 oveni de knap 200 milliarder, som allerede er afsat frem mod 2033.

Beslutningen er begrundet med den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i Ukraine, og ønsket om at kunne reagere hurtigt på trusler, især fra Rusland. Regeringen lægger op til, at indkøbene skal ske med høj hastighed og færre bureaukratiske barrierer. Noget der altså også kan komme danske virksomheder og kommuner til gode.

Erhvervslivets interesse i de nye militære muligheder er heller ikke gået sekretariatschef i Business Region Midtvest Nicolai Houmark Lauridsens næse forbi, og for ham at se kan der være meget at hente ved at producere til forsvaret.

"Det sikrer flere ordrer i porteføljen. Det gør, at vores virksomheder kan tjene flere penge og at vi forhåbentligt kan ansætte flere medarbejdere. Det gør også, at vi får en styrket konkurrencedygtighed i forhold til forsvarsindustrien."

"Det sikrer mange forskellige ting, og det positive er, at det kommer vores egne egne til gavn, fremfor at vi kun sender penge til udenlandske interessenter," siger han.

Producerer allerede dimser og moduler

Det er kommunerne Herning, Lemvig, Holstebro, Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern, Skive og Struer, der er en del af Business Region Midtvest. Kommuner som Nicolai Houmark Lauridsen kalder "produktions-Danmark", og derfor er man godt udstyret til bidrage til den danske oprustning.

"Vi producerer allerede enormt mange forskellige delkomponenter, moduler og dimser, som, hvis man konverterer dem, skruer og drejer lidt på knapperne, er kompatible med at blive leveret til forsvarsindustrien," siger han og uddyber:

"Det gør, at virksomhederne her på egnen egner sig særligt godt til at være leverandør eller underleverandør til forsvaret."

Vil man være leverandør til forsvaret er der skarp konkurrence om buddet, og kan man ikke levere hurtigt nok, risikerer man, at en udenlandsk virksomhed løber med kontrakten.

"Det betyder jo, at man skal fokusere på det, man er rigtig, rigtig god til, og det, man kan levere. Fordi det er dér, vi kan være med. Det er der, de danske leverandører også kan bide til bolle," siger Nicolai Houmark Lauridsen.

Fik du læst?

Forsvarsindustri er en "lukket klub"

Flådeplan indeholder gode muligheder for danske virksomheder

En del af oprustningen indebærer en ny flådeplan. Første del af den plan indeholder 21 nye hjemmeværnsskibe, fire havmiljøskibe og ét fartøj til overvågning af undersøiske havkabler. Prisen er fire millarder kroner. I følge forsvarsministeriet er det ambitionen, at alle disse skibe skal bygges i Danmark.

Fik du læst?

Krigsskibe er gaven en borgmester ikke skal ønske sig

Fik du læst?

Kampen om skibsbyggeri fortsætter efter nyt om flådeplan

Sidst opdateret: 13/05/2025 - 12:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]