Københavns driftsresultat per borger er otte gange større end Morsøs
Når først indtægter og udgifter er gjort op, er der markante forskelle på, hvor meget kommunerne står tilbage med. Det har indflydelse på både kasse og anlægsniveau. Se tallene for din kommune her.
Udgivet: 13/05/2025
Det er steder i landet, hvor det er betydeligt lettere at lægge lidt til side til en økonomiske regnvejrsdage end andre. Faktisk er forskellen betydelig. Når udgifterne er trukket fra indtægterne, så er driftsoverskuddet pr. indbygger otte gange højere i København, end der er i eksempelvis Morsø Kommune.
Det viser beregninger, som NB-Økonomi har lavet, hvor vi har sammenlignet kommunernes skattefinansierede driftsresultater i 2024.
Nøgletallet er ikke defineret i noget lovgivning eller fra KL, men er et påfund fra VIVE. Tallet er et udtryk for en given kommunens balancegang mellem indtægter og udgifter, inden anlægsudgifterne er afholdt (med visse undtagelser). Tallet skal derfor gerne give et et overskud af en vis størrelse, så der er plads at styrke både kasse og anlæg.
De nordsjællandske driftsmaskiner giver mest
Det er i høj grad kommunerne beliggende i Region Hovedstaden der generer de største overskud målt pr. indbygger. I 2024 lå landsgennemsnittet på 4.740 kroner. 19 ud af af regionens 29 kommuner har i 2024 opnået et resultat der var højere end gennemsnittet. Det gælder i særlig grad Københavns Kommune, der endte med et overskud på 9.100 kroner pr. indbygger. Dermed indtager landets hovestad drifts-førstepladsen for tredje år træk (hvis man ikke tæller de tre små ø-kommuner).
I den modsatte ende finder man Morsø Kommune, der med et overskud på 1.100 kroner altså står tilbage med ca. otte gange mindre pr. indbygger end københavnerne når udgifterne er trukket fra indtægterne. I Hjørring Kommune er resultatet på ca. 2.160 kroner, under halvdelen af gennemsnittet.
Ifølge borgmesteren, Søren Smalbro (V), har man, ligesom i mange andre kommuner, haft store udgiftsstigninger på det specialiserede socialområde.
"Der bruger vi for mange penge, og det arbejder vi på at få nedbragt. Samtidig har vi tidligere haft et højere anlægsniveau end vi plejer, og det er der simpelthen ikke råd til i samme grad fremover."
Her skal det dog bemærkes, at selvom regnskaberne ganske rigtigt viser en stigning i anlægsudgifter hos kommunen, så har Hjørring Kommune ikke haft anlægsudgifter der for alvor lå over de landsgennemsnitlige anlægsudgifter siden 2015.
Søren Smalbro understreger, at det ikke er fordi man til budgetseminarerne vælter sig i frie midler, bare fordi tempoet nu tages lidt ud af anlægsinvesteringerne:
"Vi er afhængige af særtilskuddet for at få budgettet til at hænge sammen. Vi er i alle krogene af budgettet."
I kortet herunder kan du se kommunernes skattefinansierede driftsresultater i 2024. Du kan også holde musen over en kommune og få et overblik over resultaterne fra denne valgperiode.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Betydning for både kasse og anlæg
Da nøgletallet altså er et udtryk for, hvor meget der er tilbage til kasse og anlæg, så burde der være en vis sammenhæng mellem størrelsen på overskuddet, og enten kasse eller anlægsudgifter. I de følgende to grafikker har vi illustreret henholdsvis likviditeten og driftsresultat, og anlægsudgifter og driftsresultatet. Alt sammen for regnskab 2024.
Der er selvfølgelig visse kalendermæssige 'bølgeskvulp', specielt på anlægsudgifterne, hvor udgifterne ikke nødvendigvis afholdes i lige præcis dét år, hvor et større overskud er tjent hjem. Det vil i andet led også påvirke kassebeholdning, når regningen betales længere nede af vejen.
Alligevel tegner der sig et billede af tre kommunegrupper i de to grafikker. I den første grafik har vi sammenholdt anlægsudgifterne og driftsresultatet. Her ses en gruppe af kommuner med forholdsvis lave resultater på driften, der også har et lavt anlægsniveau. Derefter en større 'mellemgruppe', efterfulgt af kommuner med store driftsoverskud i forhold til gennemsnittet, og høje anlægsudgifter i forhold til gennemsnittet.
(Artiklen fortsætter under grafikken)
Det samme gør sig gældende for kassebeholdningerne om end det er en snas mindre udtalt. Her er mellemgruppen større, men også her ses en gruppe af kommuner med høje driftsoverskud og høj likviditet.
Sådan har vi gjort
Vi har brugt kommunernes skattefinansierede driftsresultat, som er en afgrænsning fra VIVE. Nøgletallet udgøres af kommunernes indtægter fra skatter, refusion af moms samt tilskud og udligning, fratrukket udgifterne på hovedkonto 0, 2-6, fratrukket statsrefusion, ældreboliger og evt. tjenestemandspensioner. Eventuelle indtægter eller udgifter er også lagt til resultatet (dog ikke kurstab i forbindelse med lånoptagelse).
Nøgletallet er altså defineret før anlægsudgifterne er lagt til, og derfor skulle der gerne være et vis overskud hvert år, så der er plads til netop anlægsinvesteringer.
Der er ikke taget højde for evt. opgaveforskydninger i de enkelte år.
Sidst opdateret: 13/05/2025 - 12:40









































