Når statsminister Mette Frederiksen (S) første maj går på talerstolen i den gamle værftsby Odense og taler henført om de gode gamle dage, da Danmark var en stor skibsbyggernation, så er det givetvis populært - præcis som når Donald Trump lover amerikanerne en tilbagevenden til halvtredsernes produktionssamfund.

Men det store spørgsmål er, om det er klogt at genoplive værftsindustrien med statslige milliarder?

Umiddelbart skulle man tro, at landets borgmestre med et stille grin kunne tænke: Den ligger på Mettes bord - bare vi får nogle arbejdspladser, så er det fint.

Men så enkelt er det ikke. Alle borgmestre bør lige sætte sig stille ned og gennemtænke, hvad det på lang sigt vil betyde for kommunen, hvis man får en markant vækst i en værftsindustri, som alene er båret af nogle folketingspolitikeres romantiske nationale drømme tilsat et godt skvulp af populisme.

Det første spørgsmål en borgmester (og statsministeren) bør stille sig selv er: Hvor skal arbejdskraften komme fra?

Skibsbygning kræver ingeniører og faglærte metalarbejdere. Er der nogen kommune i Danmark, hvor man har, lad os bare sige, 30 ledige ingeniører og 200 metalarbejdere?

Hvis ikke, så er det en rigtig dårlig ide at starte statssubsidieret produktion. For så vil værfterne begynde med at bruge statspenge til at hugge medarbejderne fra virksomheder for eksempel i den øvrige metalindustri og medicinalindustrien, som ikke bare kan klare sig uden statssubsidier, men faktisk også ofte bringer solide overskud hjem til Danmark og lokalområdet.

På den helt korte bane kunne borgmestre og byråd være ligeglade. Men prøv lige at tænke bare fem år frem.

Tænk på Kerteminde og Nakskovs fald

Forestil dig en kommune, hvor man har fået en masse de facto statssubsidierede skibsarbejdspladser på bekostning af de virksomheder, som er profitable i egen ret. Der kommer en dag, hvor statens indkøb af militære skibe igen falder tilbage - især fordi vi på det tidspunkt vil have en spritny flåde.

Så er det store spørgsmål, om de statssubsidierede værfter er blevet så dygtige, at rederierne vil begynde at placere ordrer hos dem fremfor eksempelvis koreanske værfter. Jeg har ikke hørt et eneste dansk rederi ytre den interesse.

Derfor er sandsynligheden for en ny runde af værftslukninger hen i 2030'erne i Danmark stor. Prøv lige at tænk på, hvad der skete med stolte og velhavende skibsbyggerkommuner som Nakskov og Kerteminde dengang. Det bliver naturligvis ikke i samme størrelsesorden, for så mange krigsskibe skal vi ikke trods alt ikke have bygget.

Men risikoen er den samme. Kommunen vil pludseligt stå med, lad os bare sige 200 ledige borgere, som der i værste fald ikke umiddelbart er brug for. Så hænger kommunen både på udgiften til de ledige og har samtidig delvist fået smadret sin erhvervsstruktur.

Lad bare din borgmesterkollega få skibene

Derfor er det gode råd til borgmestre: Lad dine kolleger gå ind i kampen for at vinde krigsskibene, og fokuser selv på at skabe de bedste vilkår for profitable virksomheder i langsigtede vækstbrancher. Og styrk folkeskolen, så børnene i din kommune får de bedste muligheder for at blive højproduktive medarbejdere i højtlønsbrancher. For det er produktiviteten og ikke statsstøtte, som på den lange bane sikrer velstand og velfærd.

Hvis man et øjeblik kigger på Danmark, så er det faktisk også tudetosset at opbygge en ny værftsindustri på bekostning af alle de virksomheder, som kan klare sig selv i den globale konkurrence. I Kiel er der masser af eksisterende kapacitet, og vores nabo har desværre mange overflødige medarbejdere fra bilindustrien, som i parentes for længe var beskyttet af EU-regler og i mindre grad told.

Det absurde er, at en af de større trusler mod dansk økonomi er, at tysk økonomi fortsætter med at være i bak-gear. Derfor ville det være bedre for alle, hvis Danmark udbød de nye krigsskibe eksempelvis blandt NATO-landene eller om muligt vores umiddelbare nabolande, og så fokuserede på de brancher, hvor danske aktører er blandt de dygtigste i verden.

Så ville vi styrke en bæredygtig europæisk produktion af krigsskibe, og vi vil alle blive rigere. Lidt forenklet sagt: Danmark vil bygge vindmøller og lave medicin til tyskerne, som er billigere og bedre end det, de selv kan producere, og vi vil købe krigskibe af tyskerne, som er billigere og bedre end det, vi selv kan producere.

Det er klart, at sådan en løsning er sværere at forklare.

Men det er vel netop forskellen på dygtige og mindre dygtige politikere, at de dygtige vælger den substantielt rigtige løsning, og går så i gang med at overbevise vælgerne om baggrunden for det, mens mindre dygtige politikere vælger populistiske budskaber, selvom de substantielt er de forkerte.