Det bliver svært i praksis at give kommunerne adgang til "maskinrummet" både før, under og efter økonomiforhandlingerne, som et forslag fra Københavns rådhus ellers har sat på dagsordenen til dette års KL topmøde i Aarhus torsdag.

Det bliver svært i praksis at give kommunerne adgang til "maskinrummet" både før, under og efter økonomiforhandlingerne, som et forslag fra Københavns rådhus ellers har sat på dagsordenen til dette års KL topmøde i Aarhus torsdag. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kommentar

ØA-forslag til topmøde mangler realisme

Københavns krav om øget indsigt i ØA-aftaler er udtryk for berettiget ønske, men det går alt for vidt. Der er behov for et realistisk forslag, som kan sikre de enkelte kommuner realistisk indsigt i den lokale effekt af økonomiaftalerne. Det skriver chefredaktør Arne Ullum i denne kommentar.

Udgivet: 19/03/2025

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Stillerne bag et forslag fra København om øget transparens for de enkelte kommuner ved forårets forhandlinger om en økonomiaftale burde måske huske det gamle udryk om, at "man ikke skal lade det bedste blive det godes værste fjende."

Det bedste - men også helt urealistiske her er, at "KL opfordres til, både før, under og efter en eventuel indgåelse af en økonomiaftale med regeringen, at bistå KL’s bestyrelse og kommunerne med beregninger af, hvad der samtidig med den overordnede ramme sker nede i ”maskinrummet”, så både demografi, refusionsordninger, grundskyld mm. belyses".

Som en af Danmarks førende eksperter i kommuneøkonomi Niels Jørgen Mau fra VIVE påpeger her på NB-Økonomi, så er det ganske enkelt logisk umuligt at sikre så komplet et overblik allerede under forhandlingerne. Problemet er ganske enkelt, at KL slet ikke har de mange data, som der skal til at opfylde kravet fuldt ud.

Fik du læst?

Ekspert: Ikke realistisk at få præcise tal under økonomiforhandlinger

Derfor er der god grund til, at alle de kommunalpolitikere, som er enig med målet om større transparens, lige tænker lidt over, hvad det egentligt er for et problem, som man ønsker at løse.

Her er problemet kommunerne burde fokusere på

Forslaget fra København forsøger at løse alle problemer med den manglende gennemsigtighed for de enkelte kommuner i relation til økonomiaftalerne - og det er sagligt set ikke muligt.

Derfor burde kommunerne fokusere på de to store problemer:

  • At balancetilskuddet i nogle tilfælde påvirker kommunerne meget forskelligt, og at det er et berettiget demokratisk krav, at offentligheden ved offentliggørelsen af en økonomiaftale får en indsigt i de enkelte justeringer, så man kan vurdere i hvilket omfang en justering af balancetilskuddet neutraliseres af tilsvarende ændringer i indtægter og udgifter hos den enkelte kommune.
  • At de kaotiske forhold omkring de nye ejendomsvurderinger og de deraf afledte tab formentligt fortsætter med at hærge. Her ser det dog ud, som om regeringen lægger sig fladt ned og kompenserer kommunerne i store træskolængder frem til, at den nye udligningsreform træder i kraft i 2029.

Debatten bør derfor fokusere på reguleringer af balancetilskuddet. Godt nok ser det ikke ud til, at der kommer lige så store forskydninger i 2026 som i 2025, men til gengæld venter der store reguleringer i 2027 på grund af efterreguleringer af grundskyld for 22-24 og selvbudgettering i 2024. Derfor er det helt afgørende, at KL sikrer et system, som giver kommunerne større indsigt i, hvad en økonomiaftale betyder for netop den enkelte kommune.

Samtidig er det også vigtigt, at KL og regeringen er mere transparente ved offentliggørelsen af en økonomiaftale. Det er helt fint, at man taler om effekten for "kommunerne under et", hvis det alene er lokale forhold, som skaber væsentlige afvigelser. Og da er det helt i tråd med det kommunale selvstyre, at de lokale politikere må tage ansvaret for at forklare borgerne, hvorfor de ikke skal forvente samme udvikling i service og skat, som resten af landet.

Men når det er strukturelle forhold, som betyder at en større gruppe af kommuner uafhængigt af lokale forhold, taber og vinder på reguleringen af balancetilskuddet, så bør det være mere transparent.

Derfor er det også vigtigt, at kommunerne husker, at sådan er systemet jo født. Når man eksempelvis har fået for mange penge i flere år, ja så forsvinder pengene igen på et tidspunkt. Man kan altid diskutere, om udsvingene i balancetilskuddet skal fordeles over flere år, men kernen i, at kommunernes finansiering bør svare til udgiftsrammerne er en bærende søjle i hele det kommunale selvstyre.

KL kan ikke gøre noget ved lokale forhold

Når de mange delegerede til det Kommunale Topmøde skal vurdere den vigtige debat om transparens ved økonomiaftalerne, så er det vigtigt lige at se på baggrunden for problemet.

Det helt overordnede problem er, at økonomiaftalen af logiske grunde handler om kommunernes samlede økonomi. Der vil altid være kommuner, hvor lokale forhold betyder, at effekten på velfærden vil afvige markant både positivt og negativt fra det overordnede billede. Det kan KL ikke gøre noget ved, det er en lokal kommunikationsopgave.

Det er noget helt andet, når tekniske eller strukturelle forhold betyder, at servicen i en større gruppe af kommuner udvikler sig helt anderledes end det, som bliver sagt fra regeringen og KL ved indgåelsen af en økonomiaftale.

På det punkt blev 2025 kommunernes annus horribilis. Regeringen ønskede vitterligt helt oprigtigt at give kommunerne den bedste økonomiaftale i mange år - helt præcist blev det den bedste økonomiaftale i 15 år. Derfor var det også umiddelbart helt forståeligt, at finansministeren i en pressemeddelelse efter aftalen sagde:

"Aftalen giver mulighed for markante investeringer i den nære velfærd – bl.a. i daginstitutioner, folkeskolen og ældreplejen. Aftalen er det største løft af kommunernes driftsøkonomi i mere end 15 år. Jeg er meget tilfreds med, at vi har så stærk en dansk økonomi, at det er muligt, at vi kan investere så markant i den nære velfærd til gavn for borgerne."

KL veg heller ikke tilbage for at fremhæve forhandlingssuccesen:

"Vi står med en historisk aftale, der giver kommunerne nogle muligheder, som vi ikke har haft i en lang årrække. Velfærden står ved en skillevej, og vi har nu valgt det spor, hvor vi kan begynde at styrke og udvikle velfærden," hed det fra KL's formand Martin Damm.

Derfor blev kommunerne ramt hårdt i 2025

Glæden var kortvarig i de mange kommuner, hvor væksten i servicen ikke er begrænset af servicereammen der voksede med 3,2 milliarder kroner, men derimod af finansieringen.

Da tilskud og udligning blev meldt ud i slutningen af juni, så stod økonomicheferne i en lang række kommuner og måbede - de kunne slet ikke genkende billedet af den bedste økonomiaftale i mange år - de måtte tværtimod informere deres økonomiudvalg om, at der var behov massive spareplaner.

Det skyldtes primært, at tre ekstraordinære forhold ramte samme år:

  • Medvirkende til det var måske også en drøm om, at regeringen så igennem fingre med de stigende refusioner på grund af de mange løftebrud om indgreb på det specialiserede socialområde.
  • Også på det her område var der det åbenlyse problem, at gevinsten på de 1,4 milliard endte hos vækstkommunerne, mens reguleringen i balancetilskuddet også modsat ramte de finansielt udfordrede kommuner.
  • Endeligt ramte de kaotiske forhold på ejendomsskatteområdet kommunerne som følge af, at Folketingets fastlåste de enkelte kommuners grundskyldspromiller inden man havde solide data for ændringen i de nye ejendomsvurderinger. Det udløste et samlet tab på 840 millioner kroner, som i et vist omfang også ramte de kommuner, som havde problemer med finansieringssiden.

Det samlede resultat var, at hvis man alene så på finansieringssiden, så oplevede mange kommuner et billede af, at regeringen godt nok havde givet et historisk løft på 3,2 milliarder kroner i servicerammen med den ene hånd, og taget næsten det samme beløb med den anden hånd.

Konsekvensen blev, at regeringen og til dels KL stod i den umulige situation, at deres billede af bedre velfærd blev effektivt dementeret af en lang række af kommuner, som meldte om behov for massive besparelser på velfærden.

Og det endte med at KL fik stort set hele skylden.

Regeringen var mildt sagt utilfreds med, at KL ikke havde styr på sine medlemmer - og angiveligt også, at KL ikke havde flaget finansieringsproblemet for den store gruppe kommuner under forhandlingerne.

Kommunerne var i stort tal utilfredse med, at de ikke mente, at KL klart nok havde fortalt om de to store reguleringer af balancetilskuddet. KL talte først om, at det havde stået med flammeskrift i den fremlæggelse, som kommunerne fik i ugen efter økonomiaftalen, mens mange økonomichefer mente at det ikke var nok, at det stod på side 68 og 71 i et slide deck. Senere beklagede KL, hvis de store reguleringer ikke havde stået tydeligt for kommunerne.

Oveni de tre store årsager er der naturligvis et løbende problem i, at det kommunale udligningssystem er kørt skævt og derfor giver nogle kommuner et utilsigtet tab, som stiger gradvist. Ifølge en analyse fra Dataproces er det primært yder- og landkommuner, der bliver ramt af den effekt. Men også her er det vigtigt at huske, at selvom bykommunerne ikke bliver ramt som gruppe, så kan der sagtens være enkeltkommuner, som bliver ramt.

Mens udfordringen med ejendomsskatter og udligning er i proces, så udestår problemet med det svært gennemskuelige balancetilskud. Derfor bør topmødet diskutere, hvordan KL kan sikre kommunerne og offentligheden større indsigt i netop reguleringen af balancetilskuddet

Sidst opdateret: 19/03/2025 - 12:47

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]