Af Frands Fischer (S), borgmester i Skanderborg Kommune

Godt 24 mia. kr. omfordeles i 2025 mellem kommunerne gennem udligningsordningen. Det er mange penge, rigtig mange penge faktisk. I Skanderborg Kommune skal vi i 2025 aflevere 546 mio. kr. Det er 90 mio. mere end i 2024, hvor vi efter udligningen endte som den kommune i landet med færrest kroner pr. indbygger til at lave velfærd for.  

Det er positivt, at vi har et system, hvor kommuner med gode forudsætninger – som Skanderborg – er solidariske og giver til de kommuner, som har et dårligere udgangspunkt. Alle er enige om nødvendigheden i at skabe et Danmark i balance, hvor de bredeste skuldre bærer mest, og hvor målet er, at alle borgere har lige adgang til god velfærd – uanset adresse.

Problemet er, at udligningssystemet ikke opfylder formålet. Sidst udligningen fik et grundlæggende servicetjek med tilbundsgående analyser var i 2012. Der er sket rigtig meget siden.

På de 13 år er der gennemført store reformer og opgaveflytninger: Kontanthjælpsreformen i 2013, skolereformen og beskæftigelsesreformen i 2014 og for nyligt er der aftalt folkeskolereform, ældrereform, sundhedsreform og om lidt endnu en beskæftigelsesreform. Her til kommer det nye system til ejendomsvurderinger.

Udligningen er ikke tidssvarende

Udligningssystemet har ikke fulgt med udviklingen. Det bygger på forældede og usikre data, uforklarlige særordninger – og det rammer alt for ofte skævt. Derfor har vi brug for en reform, som tager grundlæggende fat om de fundamentale skævheder, der findes i systemet i dag.

For eksempel bør man i arbejdet med den nye reform være nysgerrige på, om det nuværende socioøkonomiske udgiftsbehov rent faktisk matcher de faktiske sociale udgifter, kommunerne har. Det kan fx undre, at Bornholms socioøkonomiske indeks kun beregnes til at være 106, når kommunens udgifter til indkomstoverførsler (som udgør langt den største del af de sociale udgifter) tilsvarende kan beregnes til indeks 149, hvorimod Københavns socioøkonomiske indeks er 103, mens hovedstadskommunen kun har udgifter til indkomstoverførsler svarende til indeks 70.

Man bør også interessere sig for, om vægtningen mellem de socialøkonomiske og demografiske udgiftsbehov er rigtig. I det nuværende system reduceres det demografiske udgiftsbehov med en tredjedel, hvilket giver en undervurdering af udgiftsbehovet i kommuner med mange børn og ældre.

Lige nu ved vi ikke præcist, hvor kommissoriet lander. Vælger man en smal model som den fra 2020, hvor der lappes lidt på eksisterende skævheder - eller den brede ambitiøse model, hvor der skal laves nye grundlæggende analyser? Men meldingerne fra Indenrigsudvalget om, at der kommer en ny høring om kommissoriet i marts er meget velkomne. 

Åbenhed om kommissoriet

Lad os få åbenhed omkring arbejdet med kommissoriet, og lad det blive bredt og ambitiøst. Det er nødvendigt, hvis ikke vi fortsat skal have et system, der bygger på usikre beregningsmetoder og uigennemskuelige kriterier.

Uden gennemgribende faglige analyser, risikerer vi at ende med en reform, der hverken løser de grundlæggende problemer eller har kommunernes opbakning. Det kan i sidste ende være med til at udfordre sammenhængskraften i vores samfund.

Hvis det skal lykkes at lave en udligningsreform, der faktisk virker, er det afgørende, at vi kigger helt ind i maskinrummet. Vi skal turde udfordre de eksisterende metoder og tage en ærlig debat om, hvordan vi sikrer et system, der er gennemsigtigt, retfærdigt og tidssvarende. Og vi skal gøre det i åbenhed, så vi kan bevare tilliden til resultatet.

Uden en åben og ambitiøs proces risikerer vi, at reformen bliver endnu en lappeløsning, der ikke løser de grundlæggende problemer.

Det har vi ikke råd til, hvis vi fortsat skal sikre et Danmark i balance.