Regeringen kan godt trykke lidt hårdere på den økonomiske speeder, uden samtidig at skulle frygte for overophedning af økonomien og dermed et økonomisk trafikuheld.

Det konkluderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i en ny rapport.

Ifølge tænketanken overvurderer statens prognoser nemlig den økonomiske effekt af regeringen politik med ca. 2,3 mia. kr. om året i gennemsnit. Derfor argumenterer AE for, at der er plads i økonomien til at øge det offentlige forbrug en smule.

Regeringen estimerer derfor med, at der bruges flere penge, end der rent faktisk gør. Kun i 2019 - frasorteret coronaårene - er tallene blevet undervuderet.

(Artikel fortsætter under tabel.)

Kan skyldes statsligt underforbrug

Ifølge tænketanken er billedet klart: Statens prognoser overvurderer konsekvenserne af regeringens førte politik.

I analysen har AE sammenholdt den forudsete økonomiske effekt af regeringens politik, kaldet finanseffekten, med den faktiske udvikling i økonomien. Analysen går tilbage til 2014, hvor budgetloven trådte i kraft og dermed lagde et loft over de offentlige udgifter.

Og netop budgetloven nævnes som en mulig forklaring til den løbende overvurdering. Efter budgetloven har staten hvert år haft et mindreforbrug i størrelsesordenen syv til otte milliarder kroner. Det underforbrug kan ifølge AE være en af årsagerne til, at prognoser skyder over den egentlige finanseffekt.

Kan skabe en bekymrings-snebold

Tænketanken har set på prognoser fra regeringens økonomiske redegørelser fra hhv. august og december måned. Ifølge AE, så er fejlskønnet større i decemberredegørelsen end i augustredegørelsen. Her er fejlskønnet i gennemsnit 7,2 mia. kroner om året.

Og selvom det er augustredegørelsen, der lægger til grund for finansloven, så mener tænketanken, at det større fejlskøn i december også har en indvirkning på økonomien, da eksempelvis Det Økonomiske Råd og Nationalbanken læner sig op ad decemberredegørelsen i deres vurderinger af den offentlige økonomi.

Det kan ifølge AE lede til et uheldigt mønster, hvor en for høj prognose leder til bekymringer i eksempelvis Nationalbanken, hvilket derefter sætter sig som en økonomisk bekymring i regeringen, der derfor igen strammer grebet om de offentlige finanser.